svensk - tilbage

Ordination af Kvinder?

Udgivet af en gruppe teologer på ANDREWS UNIVERSITY

Forord

Dette skrift er en oversættelse fra tidsskriftet AFFIRM vol 1, nr 1, 1987, som har til formål at ”fastlægge syvendedagsadventismens tro”.

Årsagen til Affirm`s fremkomst er at Syvendedagsadventistsamfundet, ligesom mange andre samfund, mærker en påvirkning fra tidens liberaliserende trend. Den bygger på tillid til Bibelens autoritet beroende på vor tro og praksis. Derfor har en gruppe lærde fra Andrews University i USA, med opmuntringer og hjælp fra andre interesserede mennesker, besluttet at publicere dette skrift med henblik på at genoprette Bibelens gyldighed og egnethed for syvendedagsadventisternes tro og praksis i dag.

Affirm`s formål er at skille og udrede teologiske problemspørgsmål i menigheden, med Bibelen og Ellen White`s litteratur som grundvold. Det er udgivernes inderlige bøn og håb at dette tidsskrift skal blive anvendt af Gud til at hjælpe adventtroende at modstå fristelsen at lade verden bestemme sin tro. Paulus opfordrer os: ”Skik jer ikke lige med denne verden …” (Rom 12,2).

Denna første udgave er blevet helt helliget at behandle de udbredte spørgsmål om ordination af Kvinder. I øjeblikket er ikke alle menigheder ramt af dette kontroversielle emne. Alle kristne bør imidlertid have en bibelsk indsigt i emnet for at være bedre forberedte til at møde problemet når det opstår.

For at klargøre emnet på bedst måde bruges metoden at formulere spørgsmål og svar.

Udgiverne ved Andrews University er: Genevieve Bothe, Carl Hoffman, William Fagel, Hedwig Jemison, Betty Lou Hartlein, C Raymond Homes, Warren H Johns, Rosalie Haffner Lee, C Mervyn Maxwell, Delores Slikkers, Stephen V Wallace, Mary E Walsh og Douglas Waterhouse.

Oversættelse fra engelsk til svensk af Charles Axelsson og Lennart Wiberg (1987)

Et råd til overvejelse

”Gud vil få et folk på jorden som holder fast ved Bibelen og kun har Bibelen som rettesnor for alle lærer og som har den til grund for alle reformer.

Lærde menneskers anskuelser, videnskabens konklusioner og kirkemødernes bestemmelser eller beslutning er ligeså talrige og indbyrdes modstridigheder som de kirkesamfund de repræsenterer. Majotetens røst - ingen af disse lige lidt som alle sammen bør betragtes som bevis for eller imod nogen religiøs troslære. Inden vi godkender nogen lære eller nogen forskrift må vi kræve et tydeligt: `Så siger Herren` som bevis.” (Ellen White, The GreatControversy, s 595).

Indholdsfortegnelse

Ordination af Kvinder?

Svar på nogle fundamentale spørgsmål

Hvordan kan det være at spørgsmål om ordination af Kvinder til ældste, menighedsforstandere og pastorer har fået så stor betydning indenfor syvendedagsadventistsamfundet netop i denne tid?

S: Det som egentlig står på spil er Bibelens autoritet når SDAs tro og praksis skal fremstilles. Angående kvindernes rolle i menigheden besvarer det Nye Testamente dette spørgsmål med teologiske termer, som er funderet på det Gamle Testamente. Den præsenteres såsom en del af Guds lov, ”som også loven (Fodnote) siger” og ifølge ”Herrens bud” (1 Kor 14,34. 37).

Om en så bibelsk undervisning gælder som en begrænsning for kulturen for dette spørgsmål på Paulus tid, så kan det samme siges om Bibelens undervisning når det gæller spørgsmål om skabelsen, sabbaten, ren og uren føde, fodtvætningen, tiende mm. Om ikke alle disse spørgsmål behandles på samme måde, bliver Bibelens autoritet som helhed undergravet og udsat for tvivl.

Fodnote: ”Loven” hentyder til de fem mosebøger (ifgl. Luk 23,44, Joh 1,45). Tillæg af oversætterne.

Er Bibelens autoritet virkelig en så afgørende og vigtig spørgsmål for syvendedagsadventisterne?

S: Hvilket spørgsmål er vigtigere for syvendedagsadventister end Bibelens autoritet? Hele samfundets eksistensberettigelse står og falder på dette spørgsmål. Hele vor troopbygning og vor mission til verden er funderet på Bibelens autoritet.

Hvad er Bibelens undervisning angående kvindens rolle i menigheden?

S: Bibelen præsenterer Kvinder som fuldgyldige medlemmer sammen med mænd i menighedens religiøse og sociale liv.

Da Jeremias havde virket i fem år som profet, sendte kong Josia sin sekretær, ypperstepræsten og nogle andre mænd til profeteinden Huldra for at få råd (2 Kong 22,13. 14). Kvinder gjorde tjeneste som musiker i helligdommen og havde også oplysningstjenester ved indgangen til åbenbaringsteltet (Sal. 68,25. 26; 1Krøn 25,5. 6; 1 Sam 2,22).

Kvinder bad højt og profeterede også i menigheden (1 Kor 11,5). De havde ”kæmpet i evangeliets tjeneste” side om side med Paulus og andre medarbejdere (Fil 4,3). I sine sluthilsener i sine breve til romerne begynder Paulus med at lovprise Kvinder i evangeliets værk. Flere andre Kvinder nævnes også senere i teksten (Rom 16,1-5. 6, 12, 13, 15). Enker menes at have været organiseret grupper i den Ny Testamentlige menighed (Apg 9,39).

Kvinder tjente imidlertid ikke som præster i Gamle Testamente (2 Mos 28,1, 4 Mos 3,1-13). De gjorde heller ikke tjeneste som ældste, menighedsforstandere og pastorer som lærere i lederstillinger i Ny Testamente. (Tit 1,5-9. 1 Tim 2,11-3,7, 1 Kor 14, 33-37).

Hvad er det Nye Testamente faktisk siger om Kvinder angående lederrollen som ældste, menighedsforstandere og pastorer?

S: ”Jeg tillader ikke at en kvinde underviser eller gør sig til herre over manden (Fodnote), uden hun skal leve i stilhed.” (1 Tim 2,12)

Fodnote: Grundteksten siger at det her skal være ”en mand”, hvilket også er i harmoni med sammenhængen.

”Om nogen gerne vil have en menighedslederes tjeneste, så ønsker han sig en god opgave. En menighedsleder skal være …en kvindes mand …en god lærer.” (1 Tim 3:1, 2).

”Da jeg forlod dig på Kreta, var det for at du skulle ordne det som endnu manglede og i indsætte ældste efter mine anvisninger i hver by. En sådan skal være ubeklagelig, en kvindes mand…” (Tit 1,5. 6).

” Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud. Ligesom i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie i jeres menighedsforsamlinger; thi det tilstedes dem ikke at tale, men de skal underordne sig, som også loven siger. … Mener nogen, at han er profet eller har åndelig gave, så må han også indse, at hvad jeg skriver til jer, er på bud fra Herren.” (1 Kor 14,33-37).

Der findes flere anvisninger i det Nye Testamente angående dette emne end hvad som findes om tiende, fodtvætningen og sabbaten. Det skal undersøges nærmere i dette skrift.

Er Bibelens undtagelse af Kvinder i rollen som ældste, forstandere og pastorer afhængig af en fremherskende patriarkalsk mentalitet i en mandsdomineret verden?

S: Nej. Kulturen på den tid tillod Kvinder at tjene som kvindelige præst. Mange religioner inkluderede Kvinder i deres præsteskaber. I modsætning til disse bibeholdt de inspirerede ”forfatterne”, både i Gamle Testamente og i Nye Testamente, mændenes og Kvindernes rolle adskilt som Gud havde bestemt fra begyndelsen.

Hvorfor skal syvendedagsadventistsamfundet gå imod presset fra humanistiske/feministiske ideologier, som er fast besluttet at undergrave forskellige i roller mellem mænd og Kvinder?

S: ”Rollenedbrydelsen”, som borttager rolleforskellene, angår syvendedagsadventisterne eftersom de er betroet troen på skabelsen som den præsenteres i Bibelen.

I modsætning til dem, som tolker skabelseberetningen som en poetisk beskrivelse af en evolutionsproces, accepterer syvendedagsadventisterne den nedskrevne skabelse på seks bogstavelige dage som en faktisk sandhed. Eftersom vi har godtaget troen på skabelsen, godtager vi dermed også den principielle ordning ved skabelsen. Hvis vi accepterer den humanistiske forestilling at manden og kvinden kan bytte sine roller helt ud, vil vi undergrave vor tro på skabelseslæren, hvilket sabbatsbuddet er baseret på.

Effekten af at borttage den klare rollefordeling mellem mænd og Kvinder vil også vise sig i hverdagen ved fremskyndelsen af familie nedbrydelsen. Det leder til en forvirring for den opvoksende slægt da de søger sin identitet som mand eller kvinde og medvirker til at homoseksualiteten bliver accepteret som en legitim livsstil.

Hvilke erfaringer har man fået i de samfund som har ordineret Kvinder som præster/pastorer?

S: En del menigheder er kommet ud for tvister og splittelser på grund af at de har udnævnt Kvinder til præster eller pastorer. For nogle samfund er der udbrudt nye menigheder/forsamlinger eller til og med nye samfund er dannet. Nogle andre samfund har oplevet at deres nye præster/pastorer er blevet en virkelig hjælp for dem.

Hvad kan vi drage for konklusioner af de forskellige samfunds erfaringer?

Svaret er at syvendedagsadventisterne ikke kommer frem til sandheden i et teologisk spørgsmål ved at lytte til hvad andre samfund har af opfattelser. Vi spørger ikke baptisterne: ”Bliver I åndeligt hjulpne af at besøge jeres kirker om søndagen?” Vi spørger ikke pinsevennerne: ”Kender I til at I kommer nærmere Gud når I taler i tunger?” Vi spørger heller ikke katolikkerne om de finder det meningsfuldt at få en pave og at tilbede jomfru Maria.

Syvendedagsadventisterne spørger i stedet: ”Hvad siger Bibelen?” Vi tror at Guds største og bedste velsignelser kommer over de mennesker som vælger at følge og adlyde Hans tydelige vilje som den fremstilles i Bibelen.

Hvordan stiller Ellen White sig til dette spørgsmål? Blev hun nogensinde ordineret?

S:Ellen White blev aldrig ordineret. Efter mere end 25 år i sin profetiske gerning, besluttede samfundet at hædre hende med en pastorordination. Hun accepterede åbenbart ikke denne, eftersom hun år 1909 (da hun var 80 år gammel) sagde at hun aldrig var blevet ordineret (se ” Spectrum” 4,2:7 1972 af Arthur White).

Hun udførte heller ikke en ordineret pastors specifikke funktion ved at forrette vielser, døbe og organisere lokale menigheder.

Præcis som alle andre menighedsmedlemmer var også hun forordnet af Gud at udføre en særskilt opgave for Ham. Men hun blev aldrig ordineret gennem menneskelige hænder.

Havde Ellen White ikke en autoritativ position i syvendedagsadventistsamfundet?

S: Hendes autoritet fandtes i det budskab Gud gav hende snarere end i nogen position samfundet tildelte hende. I selve værket afviste hun bestemt tanken som en ledende position i samfundet:

”I formoder at jeg stræber efter at blive størst. Det er ikke korrekt. At stræbe efter lederskab… Jeg ønsker at det skal stå klart at jeg ikke har nogen ambitioner til nogen ledertitel eller blive tildelt nogen anden position end Guds budbærer. Jeg gør ikke krav på nogen anden benævnelse eller position.” (Ellen White, Letter 320, 1905; Manuscript Release 340) .

”Jeg står ikke frem overfor folket og indestår med nogen anden position end en budbærer med et budskab.”(Ellen White, Testimonies for the Church, vol 8, s 237).

Opfordrede Ellen White samfundet at ordinere Kvinder til ældste/forestandere/pastorer?

S: Nej. Ikke til evangeliets forkyndere i egenskab af ældste. Derimod opmuntrede hun til at udvælge nogle Kvinder for en særskilt tjeneste:

”…villige til at hellige en del af sin tid til Herrens tjeneste, bør udses til at besøge syge, tage hånd om de unge og tilfredsstille de fattiges behov. De skal sættes til side til dette arbejde gennem bøn og håndspålæggelse.” (Ellen White, Review and Herald, 9 juli, 1895).

Det var ”for detta arbete”, et personligt arbete med husbesøg og velgørenhed, som de skulle sættes til side til. Dette er ikke det samme som lederrollen i menigheden – den lederrolle som er betroet de ældste, forestanderene og pastorerne.

Opmuntrede Ellen White ikke Kvinder til at deltage i menighedsarbejdet?

S: Jo, det gjorde hun. Når hun nævner de områder (”sfærer”), som Gud har kaldet og udrustet Kvinder at virke indenfor, nævner hun blandt andet en opgave som er ”endnu vigtigere og mere ophøjet” end et lands højeste lederes ansvar. (Ellen White, Vejledning for menigheden, band 1, sv-s 447). Speciellt opmuntrede hun Kvinder at engagere sig i personligt arbejde bland sine medsøstre og i familierne. Et godt eksempel på dette findes i en artikel som heder ” Women to be Gospel Workers”. Der siger hun bland andet at Kvinder:

”…kan udføre et arbejde og nå familiernes inderste liv på en måde som mænd ikke kan gøre. De kan komme nær deres hjerter på en måde som mænd ikke formår. Deres arbejde er nødvendigt.” (Ellen White, Testimonies for the Church, vol 6, s 114-118).

”Søstre, Gud kalder jer til at hjælpe til med at indsamle negene på marken… Beskedne, intelligente Kvinder bør bruge sine bedste evner i hjemmissionens forskellige opgaver.” (Ellen White, Welfare Ministry, s 160).

Advarede Ellen White mod at søge en rolle eller ”sfære” som er en anden end den som vi er blevet tildelt af Gud?

S: Ja. Med en henvisning til Eva, skriver hun:

”Hun var fuldkommen lykkelig i sit edenhjem og ved sin mands side; men ligesom urolige Eva'er i vor tid smigrede hun sig med, at der fandtes en højere sfære end den, Gud havde bestemt for hende. Men ved at forsøge at stige højere op, end hun oprindelig blev stillet, faldt hun langt dybere ned. Dette vil visselig blive udfaldet for Eva'erne i den nuværende generation, dersom de undlader med glæde at udføre dagliglivets pligter i overensstemmelse med Guds, plan.… En forsømmelse fra kvindens side af at følge Guds plan med hendes skabelse, en anstrengelse for at opnå vigtige stillinger, som han ikke har udrustet hende til at fylde, medfører, at den plads bliver stående tom, som hun kunne fylde på en tilfredsstillende måde. Ved at gå uden for sit felt mister hun sin sande kvindelige værdighed og adel.” (Ellen White, Vidnesbyrd for menigheden, bind 3, s 483, 484).

Har vort samfund undervurderet vore Kvinders arbejde og behandlet dem uretmæssigt på grund af at vi ikke har ordineret dem?

S: Vort samfund har ikke håndteret deres aflønningsspørgsmål og erstatning rigtigt. Ellen White protesterede mod noget så forkert, allerede på sin egen tid. Men hendes løsning på problemet var ikke at ordinere Kvinder men i stedet behandle dem rigtigt, hvilket vi ser i følgende eksempel:

”Hvis Herren giver hustruen såvel som hendes ledsager en arbejdsbyrde og hun sætter tid og kraft til side, til at besøge familie efter familie, åbner Bibelen for dem, selvom at nogle ordinerende hænder ikke er blevet lagt på hende, så udretter hun et arbejde som er ligeværdigt med pastorens. Skal hendes arbejde da regnes for intet? Skal hendes mands løn ikke blive højere end den Guds tjeners, hvis hustru ikke adskiller sig fra et sådant arbejde uden det bliver tilbage i hjemmet og forsøger sin familie?” (Ellen White, Manuscript Release, 330 (fyldigere tekst tilføjet).

Her følger et yderligere eksempel:

”Dette spørgsmål (at bevillige løn til kvindelige arbejdere) skal ikke afgøres af mennesker. Herren har afgjort den. Jeres opgave er at udføre er pligt mod Kvinderne som arbejder med at sprede evangeliet. Deres arbejde vidner om at de er uundværlige når det gæller at sprede evangeliet til familier.” (Ellen White, Evangelism, s 493).

Hvorfor ingen kvindelige præster i det Gamle Testamentete?

Blev Kvinder udelukket fra det israelitiske præsteskab på grund af deres periodevis tilbagevendende rituelle urenhed som kom fra af menstruationsudflåd?

S: Dette er en meget udbredt anskuelse, som imidlertid savner understøttelse i Bibelen. Ingen tekst i Bibelen angiver at deres syv dages rituelle urenhed lagde grund for at de ikke kunne blive præster. (3 Mos 15,19-24). Faktum er at mænd blev oftere rituelt urene end Kvinder. For mændene blev det ikke kun en gang om måneden men hver gang de havde haft en naturlig eller unaturlig sædudgang (3 Mos 15:1-18). Angående kvindens rituelle status kunde de altså have gjort tjeneste efter et skema af samme grunde som mænd (1 Krøn 24; Luk 1,5. 9).

Bibelen oplyser os om at Kvinder gjorde tjeneste ved tabernaklet, men dog i begrænset udstrækning (2 Mos 38,8, 1 Sam 2,22). Om den rituelle urenheden havde været årsagen til at de ikke kunne gøre tjeneste som præster, så skulle de af samme grunde ikke kunne gøre tjeneste ved indgangen til tabernaklet.

Blev Kvinder udelukket fra præsteskabet på grund af risikoen at indføre den kanaanæiske frugtbarhedskult med religiøs prostitution?

S: Nej. Mange af hedenskabets kvindelige præster levede et afsondret liv i cølibat. At nogle af hedenskabets kvindelige præster udøvede religiøs prostitution kan ikke have været årsag til at Gud udelukkede hengivne israelitiske Kvinder fra en hædret tjeneste som kvindelige præster i helligdommen. Elis sønner ” lå med de Kvinder som gjorde tjeneste ved indgangen til åbenbaringsteltet” (1 Sam 2:22).Trods deres indbyrdes umoralske handling resulterede dette hverken i at det mandlige præsteskab eller de kvindlige tjenster ved indgangen til templet blev afskaffet.

Desuden er det en ligeså stor risiko for at indføre kultisk prostitution for mænd, hvilket under Gamle Testamentets tid var ligeså almindeligt som kultisk prostitution for Kvinder. Bibelen fordømmer kultisk prostitution som ligeså afskyeligt, om er endnu værre end kvindelig prostitution (5 Mos 23,17. 18; Åb 22,15). Om faren for prostitution skulle have været årsagen til at Kvinder udelukkes fra præsteembedet, så skulle mændene ikke have haft nogen fordel.

Hvorfor kunne Kvinder udøve profetisk, religiøs og social tjeneste under Gamle Testamentets tid, men alligevel være udelukket fra at gøre tjeneste som præster?

S: En åbenlys årsag til det var at overhovedet i hjemmet havde præsterollen. I den patriarkalske tid var overhovedet for en slægt eller et hus den som udøvede funktion som præst. Han repræsenterede sit hjem overfor Gud (1 Mos 8,20; 22,13; Job 1,5). Gud udvalgte imidlertid senere Levi stamme til at være præster i stedet for den førstefødte søn eller overhovedet i hver familie. ”…levitterne skal tilhøre mig, thi alle førstefødte tilhører mig.” (4 Mos 3:5-13).

En kvinde kunne udøve rollen som profet og formidle Guds budskab, men den præstelige rollen skulle udøves af en mand. Årsagen var at i Bibelen fremstilles det mandlige køn som det ”førstefødte” i den menneskelige familie (1 Mos 2,7; 21-23). Gud udnævnte denne rolle til at være leder i hjemmet og i menigheden.

Ny Testamente beholdt denne opfattelse og udså repræsentative mænd til pastorer, menighedsforstandere og ældste. Når det Nye Testamente skrev at det adskilte sig fra kulturen på den tid, eftersom de fleste hedenske religioner havde både præster og kvindelige præster for 2000 år sedan. Det Nye Testamentes praksis er grundlagt på den guddommelige åbenbaring i Gamle Testamente hvor mandens lederrolle understrykkes, eftersom den blev oprettet ved skabelsen for at fuldbyrdes i hjemmet og troendes husholdning (1 Tim 2,12. 13).

Naturligvis var det Guds plan at hver person skulle være en ”præst”, både på Gammel Testamentes tid og i vor tid (2 Mos 19,6; 1 Petr 2,9; Åb 1,6). Dette gælder imidlertid på visse punkter i vort forhold til Gud og ikke som ordinerede præster/pastorer, som repræsenterer et samfund.

Er skabelsesberetning ifølge 1 Mos 1,1-2,4a, hvor manden og kvinden fremstilles som ligestillede, mere troværdige end redegørelsen i 1 Mos 2,4b-25 hvor kvinden er underlagt manden?

S: Med en sådan opfattelse får man Bibelen at modsige sig selv. Der findes imidlertid ingen anledning at antage at der findes nogen modsætning mellem det første og det andet kapitel i Første Mosebog. Ophavsmanden til Første Mosebog anså åbenbart at begge redegørelser kompletterede og ikke modsagde hinanden, ellers ville han jo ikke have sat dem sammen.

Når hensigten med adskillelsen mellem det første og andet kapitel indses, løser problemet sig selv. Det første kapitel fremstiller mandens og kvindens forhold til Gud. Det andet kapitlet beskriver mandens og kvindens forhold til hinanden og genspejler kvindens funktionelle underordnet til manden.

Jaques Doukhan, som er professor i det Gamle Testamente ved SDAs TheologicalSeminary på Andrews University, har i sin doktorsafhandling vist at første Mosebogs første og andet kapitel ikke modsiger men supplerer hinanden. Princippet med jævnbyrdighed i personer og underordnet i funktion løser ikke kun problemet med den åbenlyse spænding mellem det første og det andet kapitel, men forklarer også hvorfor Bibelen præsenterer kvinden som ligestillet med manden i person men underordnet manden i forskellige roller.

Er en ”sidestillet person” og ”underordnet i funktion” et modsigende begreb?

S: Ikke nødvendigvis. Sådanne ”modsigelser” fandtes hos Frelseren selv. Jesus sagde endog: ”Jeg og Faderen er et” (Joh 10,30) og ”Den som har set mig har set Faderen” (Joh 14,9) . Men Jesus sagde også: ”Jeg kan ikke gøre noget af mig selv…jeg søger ikke min vilje, men hans vilje som har sendt mig Joh 5,30)” og ”Faderen er større end jeg” (Joh 14:28).

Kvindens underordnende for manden i Bibelen er til for enheden og ikke underordnet til underdanighed og mindre værd. Det indebær at en ligestillet accepterer en underordnet rolle i formål at nå større enhed. I denne relation leder den overordnede ud fra ægte kærlighed og respekt, og den underordnede besværer dette ud fra et ønske at tjene et fælles mål.

En lignende underordning findes mellem Faderen og Sønnen i Guddommen. Faktum er at Paulus påberåber det himmelske eksempel for at forklare på hvilken måde en mage er ”hovedet” for magen, nemlig ligesom Gud er Kristi hoved:

” Men det vil jeg, I skal vide, at Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved, og Gud er Kristi hoved.” (1 Kor 11,3).

Det er denne slagt af kristen underordnelse som udskiller en person hos to helt sidestillede personer.

Var Evas underordning under Adam ikke en del af syndefaldets forbandelse i 1 Mos 3,16, som Kristus kom for at ophæve?

S: Hverken velsignelser eller forbandelser er vilkårlige i Bibelen. De beror direkte på nogens relation til Guds lov:

” Se, jeg forelægger eder i dag velsignelse og forbandelse. velsignelsen, hvis I lyder Herren eders Guds bud,… og forbandelsen, hvis ikke lyder Herren eders Guds bud,…” (5 Mos 11,26-28).

Samme bud giver en velsignelse hvis de respekterer, eller en forbandelse hvis de bliver overtrådte. Forbandelsen er lovens tilpasning til et oprørsk hjerte. Kristus kan borttage det oprørte fra hjertet, så at vi kan opdage velsignelsen ved lydighed.

Det vi ofte kalder forbandelse er:

”Til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig.” (1 Mos 3,16).

Dette er en del af en almen beskrivelse af det resultat som mandens og Kvindens oprør førte med sig på deres tidligere funktioner før syndefaldet. Som eksempel kan nævnes at Gud havde opfordret dem at blive ”frugtbare og mangfoldiggøre jer” (1 Mos 1,28) . Efter syndefaldet blev Evas del i den funktion smertelig (3,16). På lignende måde blev Adam placeret i edens have for at ”dyrke og bevare den” (2,15) , men efter faldet blev hans anstrengelser en belønning og marken skulle bære ”torn og tidsel” (3,18) . Han skulle overleve gennem ”sit ansigts sved” (3,17-19) .

Manden og Kvinden fik ingen nye funktioner efter syndefaldet, men syndens effekt på deres allerede fastsatte funktioner optrappes negativt. Dette indbefattede udtrykket at ”råde over” (3,16) . Det som havde været et lykkeligt og naturligt lederskab før faldet, blev nu opfyldt under konflikt. Dette blev resultatet af oprørsånden og ønsket om at blive størst, hvilket synden havde indført i menneskehjertet.

Når Jesus borttager oprøret i hjertet, befrier Han dermed ikke Kvinden fra smerten når hun føder børn. Manden befris heller ikke fra arbejdets møje. Men begge bliver virkelig velsignet af sine lidelser.

Jesus forandrede heller ikke mandens og Kvindens indbyrdes forhold efter faldet. Men når de omvender sig forandrar han kvaliteten i relationerne, så at de genspejler Hans ydmyghed og selvopofrende kærlighed.

Under Hans herrevælde og det nye forhold Han har tilvejebragt, har Han gjort tiltag for at vi skal kunne leve lykkeligt sammen, til Han ”gør alting nyt” og ”ingen forbandelse skal være mere” (Åb 21,5; 22,3).

Hvilke beviser findes for en inddeling af funktioner når det gæller mandens og Kvindens relationer før syndefaldet?

S: Følgende eksempel viser Guds plan hvad angår mandens lederrolle:

1. 1 Mos 2 fortæller om at Gud gjorde Kvinden fra en del af manden, til at blive en hjælp for ham, en som han behøvede. Gud førte Kvinden frem til manden. Underforstået indebar dette ikke et mindreværd for Kvinden, men det oprettede en funktion i relationen mellem manden og Kvinden.

2. Advarslen om at spise af kundskabens træ blev givet til manden inden Kvinden blev skabt (2:16, 17). Han havde uden tvivl han ansvaret for at give denne kundskab om Guds vilje videre til henne.

3. Adam gav Eva hendes navn (2,23; 3,20). Det er en handling som viser at han havde en autoritet over henne.

”Rådede” Adam over Eva før syndefaldet?

S: Han gjorde det ikke på samme måde som efter faldet. Gud udså Adam til at være leder før syndefaldet, når der ikke fandtes nogle modsætninger som skulle være årsag til konflikter.

Adam var Evas konge, men Eva var ikke hans slaveinde – hun var hans dronning! Han agtede hende i højest, og det var naturligt for hende at frivilligt være i harmoni med ham og Guds vilje, sådan som det åbenbaredes gennem Adam.

Hun reflekterede ikke over ordensreglerne som indebar underordnelse og selvfornægtelse, eftersom der ikke fandtes nogen ”selviskhed” at fornægte. Hun tænkte heller ikke på Adam som en som ”rådede over” hende, end een gennem hvilken Gud havde åbenbaret det største privilegium og velbehaget at forherlige Gud. Til det var hun blevet givet til sin mand som en hjælp. Lov og autoritet er foreteelser som hverken synes eller mærkes at de findes, eftersom der eksisterer en fuldstændig og naturlig harmoni mellem viljerne.

Da synden kom ind i verden blev alt dette imidlertid forandret. Oprørsånden og lovløsheden blev en del af menneskenes natur. Før faldet havde autoritetsbegrebet været naturligt og ikke ens opmærksomhed. Kvindens vilje var i harmoni med mandens vilje og begge var til fulde under deres Skaberes herrevælde. På samme måde var det med englene:

”Da Satan gjorde oprør imod Jehovas lov, kom den tanke, at der var en lov, næsten som en opvækkelse for englene, en opvågnen til noget, de ikke havde tænkt på. Englene udfører ikke deres gerning som tjenere, men som sønner. Der er fuldkommen overensstemmelse mellem dem og deres skaber. For dem er lydighed ingen trældom. Kærlighed til Gud gør deres tjeneste til en glæde.” (Ellen White, Med mesteren på bjerget, s 112).

Synden i hjertet gør at Guds lov fremtræder tydeligt for os, eftersom det ikke længere er naturligt for os at adlyde loven. Før oprørsånden, som syndefaldet skabte i Kvindens hjerte, var underordningen under Gud ikke noget problem for hende. Efter faldet blev hun imidlertid bevidst om loven og deres nødvendigvis nye tilpasninger på hende i en syndig tilstand:

”Guds lov eksisterede før mennesket blev skabt, for ellers kunne Adam ikke have syndet. Lovens principper blev ikke forandret efter Adams fald, men de blev tilpasset menneskets nye tilstand.” (Ellen White, Udvalgte budskaber, vol 1, s 230).

Nævner Ellen G White noget om at Eva var Adams jævnbyrdige før faldet og at det kun var efter faldet at han rådede over hende?

S: Ellen White skrev at Eva var Adams jævnbyrdige både før syndens indtrædelse i verden og at Kvinden er mandens jævnbyrdige idag. Denne jævnbyrdighed mellem mand og Kvinde i hendes skrifter tildeler dem imidlertid ikke identisk lige roller. Denne jævnbyrdighed fornægter ikke det bibelske begreb at Kvinden i visse henseender er underordnet manden.

Hun skrev følgende:

” Da Gud skabte Eva, var det hans hensigt, at hun hverken skulle være manden underlegen eller overlegen, men at hun i alle ting skulle være hans lige. Det hellige par skulle ikke have nogen interesse uafhængig af hinanden; og dog havde hver af dem en individualitet i tanke og handling. Men efter Evas synd meddelte Herren hende, at eftersom hun var den første til at synde, skulle Adam herske over hende. Hun skulle være sin mand underdanig og dette var en del af forbandelsen.” (Vidnesbyrd for menigheden, band 3, s 484).

Det underordnende er åbenbart endnu i dag en del af Guds plan. Ellen White skrev også:

”Vi Kvinder må huske at Gud har sat os i underordnet position til marken…Vi må være underordnet hovedet.” (Letter 5, 1861).

”Manden er hovedet i familien, på samme måde som Kristus er hovedet i menigheden. Enhver form for bestræbelse som hustruen gør for at mindske sin mands indflydelse og flytte ham ned fra denne ophøjede, ansvarsfulde position, mishager Gud.” (Testimonies for the Church, vol 1, s 307).

Når Kvinden ophøjer disse krav fra Gud, hjælper hun i virkeligheden manden med at udvikles til den pålidelige, kærlighedsfulde mand som Gud kalder ham at være. Ved siden af underordningen står imidlertid den oprindelighed ligedannethed tilbage:

”Kvinden burde (i dag) fylde den position som Gud oprindelige tilsigtede henne, som hendes mands ligestillede.” (Ellen White, Adventist Home, s 231).

Ligeligheden har imidlertid aldrig indbefattet at mænd og Kvinder er identisk liga, af Gud givne, roller, hverken ved skabelsen eller i vor tid. To meninger efter ovenstående citat skrev Ellen White videre:

”Vi kan roligt sige at Kvindens særlig udmærkende pligter er helligere end mandens.”

I Edens have var manden og Kvinden henvist til at udføre særlige opgaver, men de nød også fuldkommen harmoni. Under mandens venlige ledelse samarbejdede Kvinden med glæde. Synden gjorde imidlertid at selviskheden groede i mennesket hjerte, ligesom ugræsset gror i jorden. Evas selvstændighed fra sin mage i den første synd skulle vise at gentage sig. Gang på gang forsøgte Kvinden undgå mandens lederskab. Adams første ringeagtelse af Guds lov skulle også vise sig at blive gentaget. Manden forsøgte at dominere over Kvinden med ukærlig autoritet.

Synden forstyrrede de rette indbyrdes rolleforskelle. Evangeliet udslettede ikke rolleforskellene når de kom, men gav dem atter sin rette form. Evangeliet genoprettede den kærlige - og glædelige ”jævnbyrdighed” mellem mandens og Kvindens roller som Gud gav dem i Eden.

Hvilke konklusioner kan vi drage af dette, når det gælder spørgsmål om ordination af Kvinder til ledende positioner i menigheden?

S: I vor aktuelle situation må vi undersøge hvad det indebær at følge de evige principper i harmoni med Guds forordnede autoritet. Hvilke er de ordensregler som Gud har givet i sit Ord når det gæller lederskab i menigheden?

Paulus forklarer disse ordensregler i lyset af beretningerne om skabelsen og syndefaldet i Første Mosebog (1 Kor 11,7-12; 14,34; 1 Tim 2,12-14). Han forklarer at Gud har oprettet et lederskab i menigheden, hvilket består af visse kvalificerede mænd (1 Tim 3,1-7, Tit 1:3-9).

Optakten til den store strid mellem godt og ondt begyndte med at Lucifer der betvivlede Guds forordnede autoritet. Uanset hvor ønskværdigt det kan se ud i dag at forsøge oprette en autoritet som står i strid med Guds tydelige forskrifter, kommer menigheden dermed kun til at forlænge syndens problem.

Angående oprettelsen af en andens autoritet, skriver Ellen White (citatet er hentet fra beretningen om Israels frafald fra troen da de ville have en verdslig konge, præcis som alle andre folk):

”Det som hjertet ønsker i strid med Guds vilje skal til sidst blive til forbandelse i stedet for velsignelse.” (Patriarker og Profeter, s 659).

Når vi derimod indretter hjertet efter viljen at adlyde Gud, selvom det ser ud at blive til en forbandelse for os, kommer det til at blive en velsignelse:

”Herren, din Gud, forvandlede forbandelsen til velsignelse for dig, thi Herren, din Gud, elskede dig.” (5 Mos 23,5).

Kan”…jeres sønner og jeres døtre skal profetere” (Joel 2,28) afgør spørgsmålet om mænd og Kvinder kan udfylde samme åndelige rolle?

S: Det Nye Testamente såvelsom Gamle Testamente foreskriver at Kvinder kan tjene som profetinder med syner og drømme. Men hverken GT eller NT tillader Kvinder at gøre tjeneste som religiøse ledere i menigheden.

Forandrede Jesus kvindens rolle i det Nye Testamentete?

Jesus behandlede Kvinderne på en revolutionerende måde. Han bekræftede deres personligheder og værdsatte deres intellektuelle og åndelige evner. Han inkluderede en del af dem i sin inderste kreds af følgere og ærede dem med den første tilkendegivelse af sin opstandelse.

Er det bevis for at Han gerne ville åbne døren for Kvinder til at tjene som pastorer, forstandere og ældste?

S: Jesus behandlede virkelig Kvinder som personer med samme værdi som mænd. Han optog dem i sit fællesskab og tog tid til at undervise var og en af dem om Guds riges sandheder.

En Kvinde var først til at fortælle om Jesu opstandelse, og i det mindste en Kvinde (Maria) tog imod den hellige Ånd sammen med de andre på pinsedagen. Trods dette står det faktum tilbage at Kristus ikke kaldte nogen Kvinde at indgå i apostelskaren bestående af tolv mænd. Hvorfor gav Jesus ikke nogen Kvinder til opgave at undervise og prædike offentligt hvis det havde været Hans hensigt?

Vi har ganske få samtidge vidnesbyrd om hvordan Kvinder behandledes i Palæstina, men uanset hvor den kulturelle situationen end havde været der, blev forudsætningerne anderledes på det større missionsfelt. I den hedenske verden var kvindepræsterolle helt accepteret, og derfor skulle også kvindelige ledere blive accepteret der uden videre, hvor evangeliet blev prædiket.

I evangelierne står der intet om at Jesus skulle have diskuteret lederskab angående Kvinder. Men gennem den Hellige Ånd klargjorde Han imidlertid dette spørgsmål i de skrifter som apostlene skrev. Budskabet i dem er lige meget Jesu egne ord som om Han havde udtalt dem selv når Han vandrede her på jorden.

Jesu valg af mandlige apostle var i overensstemmelse med den lederrolle som manden var kaldt til at fuldbyrde i Gamle Testamentet, både når det gælder hjemmet og trosfællesskabet. Samme rollefordeling respekteredes også under apostlenes tid, i deres kirkes virksomhed og menighedsorden.

Nogle mener at Paulus, i modsat Jesus, var en anti-feminist som anså Kvinder at var underlagt og at han i den anledningen udelukkede dem fra lederroller i menigheden.

S: Er dette det samme Paulus som forklarede at ”...her er ikke mand eller Kvinde: alle er I et i Kristus Jesus” (Gal 3:28)? I denne velkendte udtalelse forsikrer Paulus at den åndelige enhed i Kristus indbefatter både mænd og Kvinder. På andre steder, i sine breve i Ny Testamente, roser han et betydeligt antal Kvinder for deres store anstrengelser i deres arbejde ved hans side i menighedens udadrettede missionsvirksomhed. I selve værket arbejdede han formentligvis mere aktivt sammen med Kvinder end hvad Jesus gjorde. Flere af Paulus medarbejdere i den udadrettede missionsvirksomhed var Kvinder (se Fil 4,2. 3; Rom 16,1-3; 6. 12. 13. 15).

Modsiger Bibelen sig selv?

Indebær Paulus rosende ord om visse kvindelige ”medarbejdere” som ”har kæmpet med mig i evangeliets tjeneste” (Fil 4,3), at nogle Kvinder tjente som menighedsledere i apostlernes livstid?

S: Nej. Samme Paulus som forordnede Kvinder for deres storartede bidrag til menighedens mission (Rom 16,3; Fil 4,3) underviste også Kvinder om at ikke ”undervise” (1 Tim 2,12) eller ”tale” (1 Kor 14,34) i egenskab af menighedsledere. At han holdt fast ved mænds og Kvinders forskellige roller i hjemmet og i menigheden var ikke et udslag af snæversynet nationalisme fra Paulus side. Det må forstås som noget som viste hans respekt for de forskellige roller Gud fastsatte ved skabelsen.

Paulus’ opfattelse stemte overens med den kristne menighedens praksis på apostlenes tid. I Ny Testamentes menighed fandtes der ingen kvindelige apostle eller Kvinder som var offentlige evangelister, ældste, menighedsforstandere eller pastorer. Der fandtes ingen Kvinder som engagerede sig i offentlig ”undervisning” eller tjente som ledere for en menighed. Årsagen til dette var ikke at den rådende kultur var mandsdomineret, men i stedet at menigheden loyalt respekterede de rolleforskelle Gud tildelte manden og Kvinden ved skabelsen.

Udgør Gal 3,28 det store gennembrud, hvor Paulus tilkendegiver afskaffelsen af alle forskellen mellem mænd og Kvinder samt åbnede vejen for Kvinder at ordineres som ældste, forstandere og pastorer?

S: Nej. Samme Paulus foresvævede kraftfuldt rollefordelingerne mellem mænd og Kvinder i Ef 5,22-31 og 1 Kor 11,3-16.

Hvad siger Gal 3,28 os, om dette vers ikke underviser os om at alle rolleforskelle er afskaffet mellem kristne bekendere?

S: Teksten understreger den grundlæggende sandhed at hver person, uanset om det er spørgsmål om jøde eller græker, slave eller fri, mand eller Kvinde, så nyder de den samme familære stilling at være en Guds son eller datter når de er i Kristus. Denne sandhed klargøres i de efterfølgende vers:

”Om I nu tilhør ham (Kristus) er I Abrahams afkom, arvinger til det virkelige løfte.” (Gal 3,29).

At være ”et i Kristus” indebær at være lige meget delagtige i den evige livets arvedel.

Hvad Gal 3,28 handler om er af religiøs natur. Jødernes og de kristnes store opgør under det første århundrede når det gælder religiøs status, det vil sige den stilling mænd og Kvinder har overfor Gud.

Som en kontrast til dette handler det idag i første omgang om social status for mange mennesker. Det gælder også for mange kristne. Man fokuserer ofte på den sociale jævnbyrdighed for mænd og Kvinder. Det var opfattelsen bland sådanne mennesker i dag er at vi kun kan opnå sand jævnbyrdighed ved at afskaffe alle rolleforskelle mellem mænd og Kvinder. På denne måde skal det som sociologer kalder ”rollenedbrydelsen” virkeliggøres.

Trods at denne opfattelse at det er populært er den en forvrængning og et frafald fra den orden som Gud oprettede ved skabelsen. Jævnbyrdigheden i Bibelen betyder ikke at roller kan skilles. Den kristne lære afskaffer ikke ægtefællens lederskab eller ægtefælles underordning. I selve værket genopretter den kristne lære disse roller, som er udtrykt i selvopofrende kærlighed, tjenersind og gensidig respekt.

Nogle mener at Paulus opfattelse i Gal 3,28 repræsenterer hans fuldt udviklede holdning, medens hans opfattelse i 1 Tim 2,12-15 og 1 Kor 14,33-36 genspejler hans umodne anskuelse som endnu var påvirket af rabbinernes undervisning. Er dette sandt?

S: At påstå at Paulus ibland var umoden eller inkonsekvent i sine breve, på grund af påvirkninger fra dengang han blev undervist af rabbinerne, undergraver Bibelens autoritet. Et sådant påstolat forudsætter også at en så intelligent mand som Paulus til tider ikke kunde holde orden på begreberne.

Det er imidlertid rimeligere at tænke sig at Paulus ikke så nogen modsætning mellem at være et i Kristus (Gal 3:28) og Kvindens funktionelle underordning i menigheden. (1 Tim 2,12-15, 1 Kor 11,2-16, 14,33-35). Disse modsætninger finder man hverken hos Paulus eller i Bibelen. De findes kun hos moderne kritikers anskuelser.

Eftersom budskabet i Gal 3,28 til sidst ledte til at forskelle mellem slave og fri af vejen, borde da ikke samme sandhed også lede til at forskelle mellem mand og Kvinde afskaffes – hvilket skulle åbne vejen for Kvinder at ordineres?

S: Tre vigtige anmærkninger gør at dette argument ikke holder:

1. Paulus sammenligner relationerne mellem jøder og græker, slaver og frie, samt mellem mænd og Kvinder på kun et fælles område, nemlig deres indbyrdes status over for Gud. Paulus forklarer at samtlige af dem står på en og samme niveau overfor korset.

2. Paulus konstaterede imidlertid at forskellene fortsat fandtes på andre områder i grupperne. En jøde bliver ikke en hedning, en slave bliver ikke fri og en mand bliver ikke en Kvinde ved at alle bliver et i Kristus. Det som forandres er deres ømsindige forhold til hinanden.

3. Der findes en vigtig forskel mellem Paulus syn på forholdet mellen manden og Kvinden og hans syn på forholdet mellen slaven og den frie. Paulus foresværer denne underordnelse som indgår i relationen mellem mand og Kvinde, ved at han henviser til den ordensrækkefølge som mand og Kvinde blev skabt i. Derimod underviser han aldrig om at slaveriet er en guddommelig indretning, det vil sige en del af Guds skabelsesorden, og derfor skulle bevares.

Tværtimod opmuntrer Paulus slaven til at) ”om du kan blive fri, så hellere være på den mulighed.” (1 Kor 7,21). Han placerer ”slavehandlere” (1 Tim 1,10) i samme gruppe som ”uhellige og uåndelige” (v 9).

Slaveri er en midlertidig menneskelig indretning som er et resultat af syndefaldet, medens forskellene mellem mand og Kvinde er uforanderlig biologisk og har sit udspring fra skabelsen.

Om Paulus godkende slaveriet, som vi fordømmer i dag, kan vi da ikke, på grund af ”fremadskridende åbenbarelse”, påstå at om han havde levet i dag så skulle Gud have inspireret ham til at ændre opfattelse både hvad gælder spørgsmålet om slaveri og spørgsmålet om ordination af Kvinder?

S: Som vi tidligere viste, bekræftede Paulus ikke på nogen måde slaveriets berettigelse. Tværtimod ledte de principper som han fastholdt, når det gæller forandring af slaveriet, til at slaveriet blev afskaffet i kristne lande.

Gud kan ikke modsige sig selv. Det som Han åbenbarer er altid sandhed. Hvad Han åbenbarer ved en situation stemmer altid overens med det som han åbenbarer i en anden situation.

Nogle går så langt i dag, under ”dække” af ”fremadskridende åbenbaring”, at de påstår at homoseksuelle mænd nu kan ordineres til pastorer. Bibelen underviser imidlertid om at ”de som udøver homoseksualitet” (1 Kor 6:9) ikke ”skal arve Guds rige”(v 10). Derfor kan en sådan slutning ikke forsvares. Nogle som mener at Kvinder kan ordineres til ældste, forstandere og pastorer argumenterer også med ”fremadskridende åbenbarelse”. Men en sådan slutning er også fejlagtig. Bibelen tillader dem ikke at have disse roller. Åbenbaringen kan være fremadskridende, men den er aldrig med modsigelser.

Er det forkert eller til og med umoralskt at ikke ordinere Kvinder til ældste, forstandere og pastorer hvis de, uanset deres køn, for øvrigt er kvalificeret i alle andre henseender? Gal 3:28 underviser jo om at ”her er ikke… mand og Kvinde…i Kristus”.

S: Nogle har forsøgt at fremstille dette som et spørgsmål om grundlæggende retfærdighed eller moral. Der findes imidlertid ikke nogen bibelske befalinger som foreskriver ordination af Kvinder. At ikke ordinere Kvinder indebær altså ikke at overtræde nogen bibelsk forskrift. Tværtimod findes der en befaling i Ny Testamente om at menigheden ikke skal sætte Kvinder til side til pastorer/lærere. Dette er en lederrolle som normalt hører sammen med ordination. Skal vi bryde mod den forskrift?

Det som fremføres i Gal 3,28 er det grundlæggende princip at alle er ligeværdige i Kristi øjne. Den som påstår at dette gør os moralskt forpligtede til at ordinere Kvinder, de personer har ikke indset forskellen mellem værdi og opgave. At alle har samme værdi er ikke det samme som at alle har præcis samme funktioner. Bibelens undervisning om de åndlige gaver talar udtrykkelig imod opfattelsen at alle roller er lige. Paulus udtrykker det således:

”Hvis øret skulle sige: `jeg er ikke øje, derfor hører jeg ikke til kroppen`, så skulle det dog høre til kroppen. Hvis hele kroppen var ører, hvordan skulle den da kunne høre? Hvis hele kroppen var øret, hvordan skulle den da kunne mærke lugt? Men nu har Gud sat lemmerne ind i kroppen, var og en af dem på en måde som han har villet… Men da Gud satte kroppen sammen lod han de uanselige dele bliv særskilt fremtrædende for at der ikke skulle opstå splid indenfor kroppen, uden alle delene skulle visa hinanden samme omsorg… Men nu er I Kristi krop og var og en del af den. For det første har Gud i sin menighed sat nogle til apostle, for det andet nogle til profeter, for det tredje nogle til lærere…” (1 Kor 12,16-18. 24. 25. 27. 28).

Alle medlemmer har ikke fået samme opgaver men alle er lige nødvendige og vigtige for kroppen. Det er på denne måde at Gud har ordnet det. Uretfærdigt? Umoralskt? Nej – Hans hensigt.

Støtter Ellen White opfattelsen at ægtemandens og ægtehustruens rolleforskel er ophørt i Kristus?

S: Nej. Tværtimod skriver hun:

”Manden er hovedet i familien, på samme måde som Kristus er hovedet for menigheden. Hver form af stræben som hustruen gør for at formindske madens indflydelse og flytte ham ned fra hans ophøjede, ansvarsfulde position vækker Guds mishag. Det er hustruens pligt at lade sine ønsker og sin vilje underordnes mandens. Begge skal underordne sig hverandre, men Gud giver foretræde til mandens mening. Hustruens værdighed mindsker ikke da hun underordner sig ham som hun har udvalgt til at være sin rådgiver og beskytter. Manden skal opretholde sin position i sin familie med al ydmyghed, men også med beslutsomhed” (Ellen White, Testimonies for the Church, vol 1, s 307. 308).

Paulus’ argumentation

Hvilken betydning har Paulus’ diskussion om at Kvinder skulle ”dække hovedet” med en hovedbind når det gæller hans diskussion om Kvindens rolle i menigheden (1 Kor 11:2-16)?

S: Trods visse vanskeligheder når det gæller tolkningen er 1 Kor 11,2-16 en af de tydeligste fremstillinger af den grundlæggende betydning af de rolleforskelle som må findes mellem mand og Kvinde i hjemmet og i menigheden.

Paulus lange diskussion om hovedbeklædninger kan imidlertid virke vildledende for dagens iagttager. Vi kan let få opfattelsen at Paulus ligger tyngdepunktet på det som har mindre betydning. Selve hovedklædningen er faktisk underordnet i hans diskussion. Det som Paulus understreger, er de grundlæggende principper om mandens lederskab (”manden er Kvindens hoved” ) og Kvindens underordnende, hvilket må respekteres både i hjemmet og i menigheden.

Dette princip blev truet af frigjorde kvinder i Korint. De tolkede friheden i evangeliet som en frihed fra at bære et tegn på deres underdanighed over for deres mænd, og dette tegn var at dække deres hoveder med hovedbeklædninger. Dette kom særskilt til udtryk når de deltog i gudstjenesterne. For at modvirke denne trend, som skulle have medført at rolleforskellene som Gud selv skabte havde blevet tilsidesat, understreger Paulus udførligt betydningen af at respektere skikken at dække hovedet som en måde at respektere skabelsesordningen.

Hvilken betydning har Paulus undervisning om at ”dække hovedet” for os i dag (1 Kor 11,2-16)?

S: Paulus formaner til respekt for siden at dække hovedet, eftersom det var en passende måde at udtrykke kønsrolleforskellene på hans tid. Når det gælder at tilpasse principperne at udtrykke køns tilhørelse i vor tid, indebær det at da der findes visse hår- og klædestil som er udpræget mandlige eller kvindelige, så må de respekteres. Dette må ske for at bevare en klar forskel mellem kønnene, og denne forskel er fastsat i Bibelen.

Denne princip er særlig relevant i dag når der findes forespørgsel for at kønsforskellene skal udvandes (uniseks). Der findes også dem som er overgået til at bære det modsatte køns klæder og ibland også udgive sig for at være det modsatte køn.

Beroende følgende ord fra Paulus på at Kvinder savnede udannelse på Paulus’ tid?: ”Men jeg tillader ikke at en Kvinde underviser eller gør sig til herre over manden” (1 Tim 2,12).

S: Denne antagelse savner støtte i Bibelen. Hvis en mangel på uddannelse havde været grunden til Paulus forbud, havde han forbudt både mænd og Kvinder som savnede uddannelse at undervise i menigheden. Både mænd og Kvinder kunne imidlertid uddannes til gode lærere. Både diakonisser og andre kvindelige medarbejdere i menighederne på apostlenes tid må have fået en vis uddannelse.

Faktum er at situationen kunne have været helt anderledes end hvad som ofte antages. En del af Kvinderne kunne have været bedre uddannede end mange mænd. Derfor kan de have følt sig berettigede til at ”undervise” i menigheden. Priskilla var tilstrækkeligt uddannet i den kristne tro for at kunne undervise en så intelligent person som Apollos, når han kom til Efesus (Apg 18,24-26).

Skal Kvinder virkelig ikke undervise og ytre sig i nogen former i menigheden gennem forbuddet i 1 Tim 2,12? Hertil siger Paulus: `Men jeg tillader ikke at en Kvinde underviser eller gør sig til herre over manden (Fodnote), uden hun skal leve i stilhed.`

Fodnote: Grundteksten siger at det her skal være ”en mand”, hvilket også er i harmoni med sammenhængen.

Om Syvendedagsadventistsamfundet skulle tage Paulus bogstavelig på orden i denne bibeltekst og følge hans udtalelser, så skulle det lamslå os. Vi anvender os nemlig meget flittigt af Kvinders talenter, både til at undervise og ytre sig i sabbatsskolen såvel som indenfor andre områder.

S: Bibelen viser tydeligt at Kvinder ikke forventes at være helt tavse i Paulus’ virksomhed. De profeterede og bad, samt opmuntredes af Paulus til at udføre passende undervisningsvirksomhed (1 Kor 11,5; Apg 18,26, Fil 4,3, Rom 16,12 og Tit 2,3. 4).

Det som 1 Tim 2:12 udelukker Kvinder fra, er den autoritative udøvelse af den undervisning som er begrænset til pastoren/menighedsforstanderen/ældste i menigheden. Denne slutning støttes både af betydningen i det parallelle udtryk ”ikke… gøre sig til herre over manden” og af at Paulus bruger verbet ”underviser” og substantivet ”undervisning” i sine breve, særlig i brevene til Timoteus.

Paulus præsenterer den pastorale undervisning som en virksomhed for ledere i sine breve til Timoteus. Den udføres af Paulus selv, Timotius eller af andre indsatte ældste/forstandere/pastorer i menigheden (1 Tim 2,7; 3,2; 5,17; 2 Tim 1,11; 2,2). Paulus pålægger Timoteus at ”dette skal du indskærpe og undervise”, ”give agt på dig selv og på din undervisning”, ”så skal du undervise og formane(1 Tim 4:11, 16, 6:2) samt ”prædike ordet… med al undervisning” (2 Tim 4,2).

I lyset af den begrænsede anvendelse af ordene ”at undervise” og ”undervisning” i disse breve er det logisk at antage at den form af undervisning som Kvinder er undtaget fra er den autoritative undervisningen som udføres af ældste/forstandere/pastorer.

Hvorfor tillader ikke Paulus Kvinder at undervise som ledere i menigheden?

S: Derfor er Kvinder undtaget fra den autoritative lederrolle over mænd. Ikke fordi de skulle være mindre intelligente eller mindre hengivne end mænd, men fordi at denne rolle ikke er agtet til dem. Forbuddet er begrundet på den ordning som Gud har fastsalt for mænd og Kvinder ved skabelsen – se 1 Tim 2,13, 1 Kor 11,8.

Fremstilles Kvinder som undervisere på noget andet sted i Nye Testamente - af Paulus eller af nogen anden forfatter?

S: Ja. Paulus gentager hvordan ældre Kvinder skulle håndteret yngre Kvinder. Han anvender da det græske ordet kalodidaskalos, ”lærer i det som er godt” (Tit 2,3. 4).Det græske ord som Paulus bruger for den autoritative undervisningsrolle, som han tildeler de ældste, er derimod didasko, ”at undervise”. Det eneste sted i Ny Testamente hvor didasko anvendes for en Kvindes udøvelse af en undervisningsvirksomhed er i Åb 2,20. Der får menigheden i ”Tyatira” en skarp tilrettevisning eftersom den ”lader Kvinden Isebel holdes, hun som… underviser”.

Er det sandt at Paulus argument angående Adams forrang i skabelsen er fejlagtig, fordi at (1) det beror på fejl skabelsesberetningen, det vil sige 1 Mos 2 i stedet for 1 Mos 1, og (2) for at det lægger vægt ved at manden skabedes før Kvinden? Hans argument er at: ”Adam skabes først og siden Eva” (1 Tim 2,13).

S: At anklage Paulus for at tage ”fejl” kan få alvorlige følger. Hvis vi mener at Paulus gjorde fejl i sin tolkning af hvad Første Mosebog siger angående relationerne mellem mandens og Kvindens roller, hvordan kan vi da vide at han ikke også begik fejl ved fortolkningen af Jesu andre ankomst også, eller forholdet mellem tro og gerninger i frelsesplanen?

Paulus fremstillede tydeligt grundvolden til hans autoritet for dem som modsatte sig den.

”Hvis nogen mener at være profet eller åndelig, så skal han vide at det jeg skriver til jer er Herrens bud.” (1 Kor 14,37).

Det er bemærkelsesværdig at det er netop i denne sammenhæng, med undervisningen om Kvindens rolle i menigheden, at Paulus gør krav på. Det tilkommer os at acceptere hans fremstilling.

Hvordan kunne Paulus påberåbe Adams skabelse overfor Eva som retfærdig i hans forskrift at ”jeg tillader ikke at en Kvinde underviser, ejheller at hun bestemmer over manden, uden at hun skal være i stilhed, eftersom Adam skabtes først og siden Eva.” (1 Tim 2,12. 13).

Paulus skriver ikke hvorfor han resoner på denne måde. Ofte menes det at Bibelen ikke er forpligtiget til at retfærdiggøre sig selv. Paulus så rimeligvis Adams forrang i skabelsen som et symbol på den lederrolle som Gud anså at manden skulle opfylde i hjemmet og i menigheden.

Fra et menneskelig udgangspunkt kan det forekomme besnærende at udse ledere på grund af forrang i skabelsen. Ud fra et bibelsk udgangspunkt forsvinder imidlertid det vilkårlige indtryk, eftersom ordensrækkefølgen i skabelsen ikke var en tilfældighed, men Guds hensigt. Hans hensigt var at fremstille et billede af lederrollen, som manden skabtes for at opfylde.

Adams forrang i skabelsen genspejles også i den betydning Bibelen giver den ”førstefødte”. Den benævnelse anvendes også på Kristus. ”Han er den usynlige Guds afbillede og førstefødte før alt var skabt.” (Kol 1,15).

Yderligere et eksempel på noget som fra et menneskeligt udgangspunkt kan menes at være vilkårligt er hvorfor Gud valgte at velsigne og hellige den syvende dag. Alle dage har jo fireogtyve timer. Hvorfor valgte Gud ikke den første ugedag? ud fra et bibelsk udgangspunkt er det imidlertid ikke vilkårligt at Gud valgte den syvende dag som et ”tegn” på skabelsen og et billede på nyskabelsen og helligelsen (1 Mos 2,2; 3. 2 Mos 31,13. 17; Ez 20,12).

Hvis Paulus argument er rigtigt angående Adams forrang i skabelsen, skulle da dyrene da ikke råde over menneskene? Dyrene blev jo skabt før Adam.

S: Naturligvis ikke. De som argumenterer på den måde har ikke forstået at Bibelen ikke fæster nogen hensyn ved at dyrene skabtes før menneskene. Trods at dyrene skabtes før menneskene har menneskene ikke sin oprindelse fra dyrene. Derimod har Kvinden sin oprindelse fra manden og Paulus sætter det tydeligt i forbindelse med at Adam skabtes først (1 Kor 11,8. 9).

Det er forunderligt hvordan vi kan argumentere, endog mod Bibelens forfattere, når de fremholder noget for os som vi ikke vil høre.

Hvilken ytringsform udelukker Paulus Kvinder fra at udøve når han siger at: ”Jeres Kvinder skal tie i jeres menigheder. Det er ikke tilladt for dem at tale, uden de skal underordne sig, som også loven siger.” (1 Kor 14,33. 34).

S: Her forhindrer Paulus ikke Kvinder i at ytre sig i alle former i menigheden. Nogle kapitler tidligere taler han velvilligt om ”hver Kvinde som beder eller profeterer” med beskeden klædning (1 Kor 11,5).

Nøgleordenen som viser hvilket slags tal som Paulus stiler til er ”de skal underordne sig” (1 Kor 14,34). Disse nøgleord viser at det er den slags tal som ikke er sigter til ”dem” i egenskab af Kvinder eller hustruer. Eksempel på sådanne ytringer er at acceptere rollen som autoritative lærere i menigheden, kritisere profeter, de ældste og endog deres egne mænd. Yderligere eksempel er hver ytringsform af tvivlsspørgsmål som kan betragtes som en udfordring mod lederskabet i menigheden. Paulus forbud indbefatter, med andre ord, sandsynligvis hver form af tale fra Kvinder som viser brist på underordne over for sine mænd eller overfor menighedens ledere.

Er Bibelen tydelig i sin undervisning om at en ældste (menighedsleder) i menigheden skal være en mand og ikke en Kvinde? (Fodnote)

Fodnote: I Ny Testamente er ældste og menighedsledere forskellige benævnelser på samme tjenste.

S: Ja. I listen over kvalifikationer for en ældste (menighedsledere) angives særlige anvisninger og krav. Bland andet angives at en ældste skal være en eneste ”Kvindes mand” (græsk: ”aner”, ægte man eller mage), ifølge 1 Tim 3,2. Den ældste skal altså være loyal mod sin hustru. Uanset om vi kan lide det eller ej så tilpasses de detaljerede krav kun på mandkøn (1 Tim 3,1-7, Tit 1,5-9).

Selve strukturen i afsnittet 1 Tim 2,11-15; 3,1-7 støtter denne slutning. Kravet for at kvalificere sig til ”en menighedslederes tjeneste”(1 Tim 3,1) , som indbefatter at være ”en god lærer”(1 Tim 3,2), følger umiddelbart efter forbuddet for Kvinder at selv ”undervise” som autoritative lærere (se 1 Tim 2,11-15).

Placeringen af teksten som beskriver de kvalifikationer som gæller for ældste (menighedsledere) – hvilket indbefatter tilpasningen at undervise autoritativt (1 Tim 3,2) som følge umiddelbart efter forbuddet for Kvinder at ”undervise”(1 Tim 2,12) – viser tydeligt at Kvinder ikke skal udses til ældste (menighedsledere). At udse dem til ældste indebær at give dem en undervisningsrolle som Bibelen bestemt udelukker dem fra.

Skiller Ny Testamente mellem tjenesten som pastor og arbejdet som ældste (menighedsledere)?

S: Nej. Ordet ”pastor”(græsk: poimen) forekommer kun en gang i Ny Testamente og det er i Ef 4,11 (i den engelske King James Version, medens de svenske bibeloversætninger alt som ofte oversætter poimen til ” hyrder”). Det sigter til menighedens ledere. På andre steder er lederne bedre kendte som ældste, menighedsledere eller helt enkelt som ledere. Sådan leder betragtedes uden tvivl som pastorer/hyrde. Dette fremgår ved anvendelsen af sådanne maleriske udtryk som for eksempel ” var hyrder for Guds hjord” (1 Petr 5,1. 2; ifgl Apg 20,17. 28; Joh 21,16).

Med tanke på det faktum at termen ”pastor” beskriver en ældstes/forstanderes hyrdefunktion i Ny Testamente, så er Syvendedagsadventistsamfundets nuværende tilpasning, da man tillader at Kvinder ordineres til ældste /forstandere i lokale menigheder, men ikke til pastorer, grundet på en kunstig adskillelse mellem de to tjenester. Den forskel eksisterer ikke i Ny Testamente.

Vort samfunds praksis når det gæller ordinationen understeger også den bibliske enhed mellem, de to konstruktioner. Vi læser nemlig ofte samme bibeltekst for begge ordinationer.

Hvorfor kan vi ikke ordinere Kvinder til ældste/forstandere i lokale menigheder? At gøre det behøver vel ikke indebære at vi skulle ordinere Kvinder til pastorer senere, vel?

S: Vi har ingen ret at godkende en praksis som principielt forbydes i Bibelen. Desuden vil ordination af Kvinder til ældste/forstandere at anvendes som et argument for at udøve pres på samfundet til at også ordinere kvindlige pastorer.

Trods at mange i dag påstår at der ikke findes noget overensstemmelse mellem de to ordinationsspørgsmål, afsløres modsætningen ved at man anså magtpåliggende om at ordinere kvinnlige ældste/forstandere i så mange menigheder som muligt – inden Generalkonferensen træder sammen i 1990. Hvis dette bliver tilstrækkeligt udbredt kommer den praksis som vil anvendes som et stærkt argument at gå ud fra, da det fremholdes som bibelsk ikke er nogen forskel mellem de to ting. Argumentet vil altså være: Eftersom vi allerede ordinerer Kvinder som ældste/menighedsforstandere, hvordan kan vi da forsvare at vi ikke tillader dem at ordineres til pastorer?

Trofasthed mod Guds Ord er altid det bedste for Guds menighed. Det er vor styrka. Kompromis med Guds Ord medfør forvirring og svaghed.

Men de fleste jeg kender (mest i al fald) mener at man skal ordinere Kvinder til ældste/menighedsforstandere eller til og med til pastorer. Skal det overhovedet ikke få regnes med?

S: Et stort antal syvendedagsadventister, præcis som et stort antal protestanter, modsætter sig ordination af Kvinder. En populær opfattelse afgør ikke hvad som er bibelske sandheder.

Ellen White, som er i harmoni med den historiske protestantisme, minder os om at:

”Bibelen er sin egen fortolker. Bibeltekst skal sammenlignes med bibeltekst.” (Education, s 190).

Meningsanskuelser, kultur og sociologi kan være intressant, men de må ikke have lov at omtolke Bibelens indhold.