tilbage

De tre engles budskaber

Betydningen af forkyndelsen af de tre engles budskab i Åb 14,6-12 kan ikke overvurderes. Resultatet af denne forkyndelse er de to fuldmodne høstsæd (Guds børn) og vinhøsten (de ugudelige), hvilket fremgår af versene 14-20. Versene 14-20 viser at Jesus kommer tilbage her til jorden først når sæden og vinhøsten er fuldmoden.

Det er altså først når de tre engles budskab forkyndes i sin fylde over hele jorden, dvs uden indskrænkninger eller fejlagtigheder, at Jesus kommer tilbage. Derfor må Guds sidste menighed forstå og forkynde dette budskab. Den første og den tredje engels budskab skal forkyndes med ” høj røst” (v 7 og v 9), hvilket indebær at alle skal høre det. Budskabet skal forkyndes med høj røst fra deres begyndelse frem til afslutning på nådens tid.

Den første engels budskab

Den undersøgende dom
Alle protestantiske samfund er enig i at forladelse gennem Jesu død for vor skyld. Det var sandheden for vor tid under Martin Luthers tid og verden behøvde at vide det da. Men vi syvendedagsadventister har mere at forkynde. ” Et evigt evangelium” i Åb 14,6 forklares først i vers 7. Her fremgår at det evige evangelium bland andet indeholder den undersøgende dom. ” Tiden for hans dom er kommet” indebær ifølge den græske grundtekst at denne dom pågår nu, ikke en gang i fremtiden. Dommen har altså stået på så længe dette budskab går ud, dvs lige siden 1844 (ifgl Daniel 7 og 8-9). Da kan det her ikke handle om den afgørende dom som kommer senere, i forbindelse med Jesu genkomst (se v 18-20).De to vigtigste græske ord for dom er krisis og krima. Krisis beskriver domstolshandlingen (undersøgelsen), medens krima beskriver domstolsudslaget. I v 7 er det krisis. Den undersøgende domen, som her tales om, er altså en del af det evige evangelium.

Nogle af os er meget bange for den undersøgende dom, men Jesus elsker os så meget – ligeså meget som Faderen – at han døde for os (1 Kor 15,3). Jesus er også vor forsvarer (1 Joh 2,1). Om vi overgiver os helt og fuldt til Jesus dag efter dag og lader ham forblive i os gennem sin Ånd behøver vi ikke være bange (se Joh 15,1-6).

Forladelse og helligelse
Evangeliet, som betyder glædebudskabet, er ikke begrænset til forladelsen, men indbefatter også helligelsen, den hellige Ånds værk i hjertet (se Ef 5,25-27,Tit 3,5,Hebr 10,10. 1 Joh 1,9).

Sabbaten
Det evige evangelium i Åb 14,6-7 taler også om lydighed for sabbaten, den syvende dag, gennem den hellige Ånds kraft. opfordringen at ” tilbede ham som har skabt himlen og jorden, havet og kildevældene” (v 7) er en direkte henvisning til det fjerde bud i 2 Mos 20,11: ”På seks dage gjorde Herren himlen og jorden og havet og alt som er i dem, men på syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den. ” At ” tilbede” Skaberen indebærer altså at holde sabbaten hellig (når man fået kundskab om sabbatsbuddet).

Lydighed mod de Tio Guds Bud
At ” frygte Gud” (v 7) er en tredjedel af det evige evangelium. Her handler det om lydighed mod de Ti Guds Bud i sin helhed, gennem Guds kraft: ”Gud er kommet for at sætte jer på prøve og for at I skal frygte ham, så at I ikke synder. ” ( 2 Mos 20,20, se også 5 Mos 6,2).

Sundhedslovene
Det evige evangeliums fjerde del handler om at ” give ham (Gud) æren” (v 7).Guds børn forherliger og ærer Gud når de som hans repræsentanter bærer rig frugt, gennem hans nåde: ” Min fader forherliges når I bærer rig frugt og bliver mine disciple.” (Joh 15,8, se også Matt 5,16). At give Gud æren indebærer bland andet lydighed mod sundhedslovene: ” Hvad I spiser eller drikker eller hvad I end gør, så gør alt til Guds ære. ” (1 Kor 10,31, se også 1 Kor 6,19-20).

Den anden engels budskab

Utugts vredesvin
Det åndlige Babylon er ”faldet” på grund af ”sin utugts vredesvin” . Denne berusende vin symboliserer falsk lære (se Ords 20,1, Luk 5,37-39) .” Utugts vredesvin” indebærer at Babylon indgik et utilladt forhold til verden ved at tage hedenske lære til sig. En sådan lære gør det sværere at forstå sandheden, og dermed også sværere at helt overvinde synden så at vi kan få evigt liv (se Joh 8,31-36).

Bibelen og kun Bibelen
Guds sidste menighed kendetegnes af at den holder fast ved Bibelen og kun Bibelen når det gælder alle lærer og alle reformer (GC, s 595). Den har taget imod den første engels budskab i sin helhed. Det åndelige Babylon har der imod forkastet hele eller dele af den første engels budskab.

Det åndelige Babylon
Babylons åndelige fald i Åb 14:8 kan ikke bare handle om pavemagten, eftersom pavemagten var åndeligt faldet i mange århundreder før 1844 når den anden engels budskab først forkyndes (se GC, s 383). Men de protestantiske samfund som 1844 forkastede hele eller deler af den første engels budskab er blevet en del af det store Babylon. Disse ” høster” har været falske lærer fra sin ” moder” pavemagten (se Åb 17:5). Protestantiske samfund som kom til først efter1844, men som vægrede at tage imod de tre engles budskaber, er en del af det åndelige Babylon. I sammenhæng er det vigtigt at vide at om lys og sandheden findes inden for rækkevidde så forkaster vi det hvis vi ikke lytter til det eller læser det, og derfor ikke tager imod det (se GC, s 597). Ordet ” Babylon”, som betyder ” forvirring” eller ” forbistring” (1 Mos 11:9), er en passende benævnelse på de bekendende kristne samfund som er opdelt i næsten utallige sekter med lærer som skiller sig betydeligt fra hinanden.

At ikke tro på Guds Ord
Det åndelige Babylon afbilledes af det bogstavelige Babel i 1 Mos 11:4,9. Gud lover i 1 Mos 9,8-17 at verdens befolkning aldrig mere skal udslettes ved vand (som det skete på Noas tid). Men de som byggede på Babels tårnet troede ikke på det (se PP, s 119). For at beskytte sig selv forsøgte de bygge et tårn som var meget højere end de niveauer som vandet nåede da menneskene blev udslettet på Noas tid. På lignende måde er det for mange i det åndelige Babylon som nægter at tro på de tre engles budskaber (se Åb 14,6-12).Men Gud kræver at vi tager imod alt lys fra ham hvis vi skal kunne være hans børn (Rom 14,23, 2 Kor 2,9).

At bygge i egen kraft
Endnu en vigtig lærdom vi kan drage af bygningen af det bogstavlige Babel og dets tårn i 1 Mos 11:4 er at de som byggede gjorde det i egen kraft. De forsøgte altså at bygge udan at Gud var med. På lignende måde forsøger det åndelige Babylon formelt ”bygge” i egen kraft, ikke i den hellige Ånds kraft. Dem af Guds børn som befinder sig i det åndelige Babylon risikerer at besmittes af de mange i Babylon som forsøger at leve det kristne liv i egen kraft (hvilket altid leder til undergang). Flere af det åndelige Babylons lærer ”opmuntrer” også til dette, f eks en gang frelst altid frelst, gøre bod, barnedåb, Jesus tog på sig Adams natur før syndefaldet (så at Jesus ikke kan være vort eksempel i lydighed) og læren at vi synder ind til Jesu genkomst.

At påtvinge andre på sin tro
Det bogstavelige og det åndelige Babylons tredje fejlgreb er at forsøge at påtvinge menneskene deres tro, se Dan 3 og Åb 13-14.

Drag ud fra Babylon
Af kærlighed til dem af Guds børn som nu befinder sig i det åndelige Babylon, og som lever op til det lys de fået, beder Gud dem ”drag ud fra hende”(Babylon) og foren sig med Guds sidste levning som beskrives i Åb 12,17, ”så at I ikke tager del i hendes (Babylons) synder og rammes af hendes plager” (Åb 18,1-5). Præcis som det bogstavelige Babylon på Daniels tid gik under da dets mål af misgerninger er fyldt (Dan 5:25-30) kommer det åndelige Babylon at gå under af samme skel under de syv sidste plager (Åb 16,17-21, 18,1-24).

Forladelse og kraft til lydig
Det er en stor trøst for alle som kæmper trones kamp at ”vi har jo ikke en ypperstepræst som ikke kan have medlidenhed med vore svagheder, men en som været fristet i alt ligesom vi, men uden synd. Lad os derfor frimodigt gå frem til nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. ” (Hebr 4,15, 16).

Den tredje engelns budskab

Jesu tro
Det som i visse bibler oversættes til ” troen på Jesus” i Åb 14,12 er i andre bibler oversat til ” Jesu tro” (se f eks ReformationsBibelen og King James Bible). Ifølge den græske grundtekst er både oversættlserne korrekte. Og både oversættelserne skal tilpasses i disse vers. Men hvad indebær det da at Guds sidste menighed ” holder Guds bud og bevarer Jesu tro” (v 12)? Det lærer os at Jesus sejrede over synden gennem troen på Faderens kraft og at Guds sidste menighed skal have samme tro -”Jesu tro” - om de skal sejre over synden på samme måde som Jesus gjorde. Åb 3,21 gentager denne menighed ” sejrer ligesom jeg (Jesus) selv har sejret”. Jesus kan frelse os fra syndens magt, dvs give os kraft at holde Guds bud helt og fuldt.

Ikke Abrahams tro
Det bør understrejes at der ikke står at Guds sidste menighed har Abrahams tro, trods at Abraham gennem troen er en fader til alle som tror på Jesus (Rom 4,9-12). Jesu tro ligger på et højere niveau. Hvad indebær da Jesu tro? Tro udtalelsen da Jesus hængte på korset – hans største prøvelse – viser det.” Min Gud, min Gud, hvorfor har du overgivet mig? ” (Matt 27,46). Faderen skjulte sig helt for Jesus. Menneskeligt set kunne Jesus ikke se på den anden side af graven. Men hans tro tog over, trods at alle ydre omstændigheder sagde at Jesus aldrig mere skulle se Faderen. Jesus døde med ordene ” det er fuldbyrdet” (Joh 19,30). Disse ord viser at Jesus døde i tro på at han opfyldte det Gamle Testamentes profetier og skulle opstå på tredje dagen.

Guds menighed måtte komme nærmere Gud
Guds sidste menighed skal udsættes for forfølgelse som til sidst bliver sværere end nogen forfølgelse Guds folk tidligere udsættes for (se Dan 12,1, Åb 13,7-8, 11-18). Før at Guds sidste menighed skal kunne klare af denne forfølgelse, da alt jordisk støtte sluttelig skal rykkes bort fra dem, må de have ” Jesu tro”. De som har en svag tro nu vil ikke automatisk få denne stærke tro når den svære forfølgelse bryder ud. Gud opfordrer nu sit folk til at komme så nær ham i Ordet og bønnen, siden de helt overlod sig, at de får ” Jesu tro”, så at de ikke falder fra. De som tilhøre Guds sidste menighed og følger ham i alt går på en sti som bliver smallere og smallere medens deres tro i modsvarende grad bliver stærkere og stærkere (2T, s 594-597). Til sidst har Gud en levning hvor alle har ” Jesu tro”.

Første gang i Bibelens historie
Det er vigtigt at vide at Guds sidste menighed ikke kan få syndernes forladelse under de syv sidste plager (se Åb 15,5-8). Intet menneske kan da gennem troen ” komme ind i templet” (v 8), dvs Guds tempel i himlen, og få adgang til nådens trone. Menneskeligt at dømme burde Guds folk have større behov af forladelse under den sidste svære forfølgelser, under de syv sidste plager, hvor Satans fristelser er som allerstørst, end inden Jesu præstelige- og midlertjenstlige ophør i det allerhelligste. Der må være en helt unik årsag til at de ikke kan få syndernes forladelse under denne forfølgelse. Svaret får vi i Åb 14,12 (og Åb 12,17) –”de holder Guds bud”. Dette er første gang i Bibelens historie at en hele gruppe holder Guds bud. Tidligere har det kun gældt personer som Josef, Daniel, Johannes Døber osv.

Gud skal knuse Satan under vore fødder
1 Mos 3,15 siger at kvindernes afkom” skal knuse dit (slangens = Satans) hoved”. Vi ved at dette fik en opfyldelse da Jesus døde på Golgatas kors (Joh 12,31-33). Men i Rom 16,19 skriver Paulus årtierne efter Golgata at han vil at kristne skal være” først åndige når det gælder det gode og uskyldige når det gælder det onde”. Han fortsætter med at i vers 20 skrive at ” fredens Gud skal snart knuse Satan under jeres fødder”. Dette er en direkte henvisning til 1 Mos 3,15.

Guds sidste menighed skal være Guds redskab når det gælder den endelige knusen af Satans hoved ved lydighed mod Guds lov(Golgata var naturligvis også en del af dette). Siden den store strid begyndte påstod har Satan at Guds lov ikke kan holdes (DA, s 29, 761). Han medgiver at enkelte individer har gjort det, men siger også at de er undtagelsen som bekræfter regelen at Guds lov ikke kan holdes. Han påstår også at Jesus havde en anden menneskelig natur end den vi har og derfor ikke kan være vort eksempel i lydighed. Derudover siger han at Jesus var Gud da han gik her på jorden og derfor havde fordele som vi ikke har. Satan krævede at se hele Guds folk holde Guds lov for at blive modbevist – og det skal han se.

Enkelte redskaber
I endelige strid skal Gud først anvende enkle redskaber. De kommer til at forberedes før slutstriden gennem den hellige Ånds salvelse snarere end gennem universitetsuddannelse. De har syndet ”hele sit liv” men har, gennem den hellige Ånd, trods det overvundet synden. De er troens og bønnens mennesker. Det er gennem disse at Gud en gang for alle skal modbevise Satans anklager mod Gud at Guds lov ikke kan holdes. Når Jesu præstetjenste ophører har de stoppet med at synde for altid (se Åb 14,1-5). De har sejret gennem ” Jesu tro”.

De har lukket deres hjerter til sidst
De som forkaster de tre engles budskaber i den sidste kamp lukker deres hjerter til sidst for Gud. Derfor vil de heller ikke gå til Gud og søge syndernes forladelse i Jesu navn under de syv sidste plager. Hverken de gode eller de onde vil altså at bekende sine synder overfor Gud i de syv sidste plager. Derfor udfører Kristus ikke nogen præstetjenste under den tid disse plager indtræffer.

Sabbatsdagen eller søndagen
Som vi så opfordringen fra første engel (Åb 14,7) til at tilbede Skaberen, som indebærer at man helliger sabbatsdagen, skabelsens minde. De som i slutstriden nægter at tilbede Skaberen vil i stedet tilbede dyret og tage dets mærke. Dette mærke er søndagen - modsætningen til sabbatsdagen(Åb 14,9). De som i den sidste kamp forkaster sabbatsdagen for at i stedet holde søndagen hellig skal rammes af de syv sidste plager (v 10-11) og må miste det evige liv.

Guds segel
Denne gruppe som i den sidste tiden tilbeder Skabaren, og som Gud skal beskytte fra drammes af de syv sidste plager, fremstilles i Åb 7,1-8 som de som tager Guds segel. (Dette skal ikke forveksles med det evangeliske segl – den hellige Ånd - som alle sande kristne altid har fået ved sin omvendelse, se Ef 4,30). Rom 4,11 viser at ” sigl” og ” tegn” er det samme. (I visse oversættelser står der ”bekræftelse” i dette vers, men ifølge grundteksten skal det være ”segl” her, se f.eks. svenske 1917 års oversættelse og ReformationsBibelen). I Ez 20,12 og 20 fremgår det tydeligt at sabbaten er et ”tegn” mellem Gud og hans folk. Guds endtidssegl er altså hans sabbat. Lige før Jesu genkomst skal hele menneskeheden enten tage Guds segl (tegn, mærke) eller dyrets mærke (Åb 14,9-12). Også her fremgår det så tydeligt at dyrets mærke er søndagen.

Kærligheden til Jesus
Det valg som mennesker træffer i dag, eller en anden dag, når det gælder hviledagen viser om de indgik et kærlighedsforhold til Jesus Kristus eller ej. ” Om I elsker mig (Jesus)hold I mine bud”–inklusiv sabbatsbudet (Joh 14,15, se også v 21 og 23). Den som fik meget forladt af Gud gennem Jesu død, opstandelse og formidlertjenste vil elske Gud meget og adlyde ham også under svære ydre omstændigheder (se Luk 7,41-48).

Panden eller hånden
Den gruppe som tager Guds segl på sine ” pander” (Åb 7,3) gør det på grund af religiøs overbevisning (”panden”symboliserer forstanden). De er helt overgivne til Gud. De skal beskyttes af Gud fra at gå til af de syv sidste plager (Åb 7,1-3), som beskrives i Åb 16. Den anden gruppe vil tage dyrets mærke på sin ” pande” eller på sin ” hånd” (Åb 14,9).” Hånd” symboliserer handling for at mere vinde personlige fordele end religiøs overbevisning. Alle som kommer at tage dyrets mærke i den endelige strid skal gå til i de syv sidste plager (Åb 14,9-12).(Endnu har ingen taget dette mærke).

Forberedelsen nu
Den tid kan være meget nær hvor hele menneskeheden skal stilles over for valget mellem at tilbede Gud eller tilbede dyret ved at tage Guds segl eller tage dyrets mærke. Eftersom Guds folk da skal udsættes for svære forfølgelser må de forberede sig for dette, så at de ikke risikerer at falde fra, ved at komme Herren nærmere i dag.

”Må fredens Gud hellige jer helt og fuldt. Må hele jeres ånd, sjæl og krop bevares pletfrie når vor Herre Jesus Kristus kommer igen.” (1 Tess 5,23).

GC = Great Controversy af Ellen White
DE = Desire of Ages af Ellen White
PP = Patriarchs and Prophets af Ellen White
2T = Testimonies for the Church, del 2, af Ellen White