| Forside |
|
E-post Sundstad
E-post Pedersen |
| Missionsfoldere |
| Forskellige dokumenter |
| af L Wiberg |
| Guds folk i kirse |
| Den stille budbringer |
| Forelæsninger om Fremtiden |
| Muslimer studerer Bibelen |
Forsoningsdagen – centrum i 3.mosebogSammenfattet af Lennart Wiberg (Fodnote 1)
Forsoningsdagens inderste væsen (se Fodnote 2)
”Således elskede Gud verden, at han gav sin eneste Søn, for at enhver som tror på ham ikke skal gå fortab med få evigt liv.” (Joh 3,16). ”Thi vi må alle træde frem for Kristi domstol, for at enhver skal få gengældt hvad han har gjort under sit jordiske liv, uanset om han har gjort godt eller ondt.” (2 Kor 5,10). ”Tal og handle så som det anstår dem som skal dømmes efter frihedens lov.” (Jak 2,11. 12). ”Børnlille, dette skriver jeg til jer for at I ikke skal synde. Men om nogen synder, har vi en som for vor talsmand over for Faderen – Jesus Kristus som er retfærdig.”(1 Joh 2:1). ”Kristus Jesus er den som døde, ja, mere end det, den som er blevet opvækket og som sidder på Guds højre side og beder for os.” (Rom 8,34). ”Satan står ved vor højre side for at anklage os, og vor Forsvarer (Jesus) står på Guds højre side for at føre vor tale.” (Ellen White, Our High Calling, s 49). Når Guds børn vaskes rene fra Satans anklager i dommen er det egentlig Gud som vaskes ren, eftersom Han kalder dem for sine børn og tager ansvar for at de kommer til himlen på lovlig og rigtig måde: ”Lad det blive klart at Gud er sand og hvert menneske en løgner – som der står skrevet: For at du (Gud) skal få ret i dine ord og vinder, så du bliver dømt.” (Rom 3:4). ”Alle som virkelig omvendt sig fra synden og gennem troen gjort krav på Kristi blod som sit forsoningsoffer har fået forladelse skrevet ved sine navne i de himmelske bøger. Eftersom de har fået del af Kristi retfærdighed og deres karakter viser at stemme overens med Guds lov, vil deres synder blive udslettet og de selv vil anses værdige for det evige liv. ”…de navne som er indskrevet i livets bog skal tages op for undersøgelse af hele jordens dommere. Den gudommelige Mellemmand beder om at alle som har overvundet gennem troen på hans blod skal få forladelse for sine overtrædelser…Han beder om at hans folk ikke bare skal få forladelse og tilregnet retfærdighed helt og fuldt, uden også at de skal få del af hans herlighed og sidde på hans trone. ”Medens Jesus beder for dem som har taget imod hans nåde anklager Satan dem overfor Gud som overtrædere…Satan peger på deres karaktersvagheder og påstår at de har vanæret sin Genløser ved at ikke ligne ham. Satan peger på alle de synder han har fristet dem at begå. Derfor kræver han at de skal være hans undersåtter. ”Jesus undskylder ikke deres synder, men viser deres anger og tro, og gør krav på forladelse for dem. Han løfter sine sårede hænder frem for Faderen og de hellige engle og siger: `Det offer som Gud vil have er en sønderknust ånd. Et sønderknust og bedrøvet hjerte foragter du ikke, Gud.` (Sal 51,19). Og til sit folks anklagere forklarer han: `Herren skal straffe dig, Satan. Ja, Herren skal straffe dig, han som har udvalgt Jerusalem. Er da ikke denne en brand, rykket ud af ilden?`(Sak 3,2). ”Kristus skal klæde sine troende med sin egen retfærdighed, så at han kan `stille sig frem forsamlingen indføre sig i herlighed, uden plet eller rynke eller noget sådant.`(Ef 5,27). Deres navne findes stadig indskrevne i livets bog…På denne måde kommer løftet i det nye forbund til at fuldstændigt opfyldes: `Jeg skal forlade deres misgerninger og deres synder skal jeg ikke mere komme ihu.` (Jer 31,34). `I disse dage og på den tid, siger Herren, skal man søge efter Israels misgerning og den skal ikke mere være til, efter Judas synder og de skal ikke mere findes. ` (Jer 50,20). (Ellen White, The Great Controversy, s 483-485). Her igennem forstår vi at frelsesværket ikke er begrænset til Golgatas kors men det fuldbyrdes i den himmelske helligdom under den virkelige forsoningsdag, som indledtes i 1844 (se Dan 8,14). Da Jesus råbte ordene ”det er fuldbyrdet” (Joh 19,30) på korset mente han ikke at frelsesværket var fuldbyrdet. Hvad Jesus mente var at hans opgave på jorden var fuldbyrdet: ”Jeg (Jesus) har forherliget dig på jorden ved at fuldbyrde det værk som du har givet mig at udføre.” (Joh 17,4). Jesu offer på Golgata var naturligvis helt nødvendig for vor frelse, men det er gennem Jesu midlertjeneste med sit blod, som frelsen fuldbyrdes: ”Derfor kan han (Jesus) også helt og fuldt frelse dem som gennem ham kommer til Gud, eftersom han altid lever for at bede for dem. ” (Hebr 7,25. I 3.mos 16,33. 34 kan vi læse at ypperstepræsten (på forsoningsdagen) ”skal bringe forsoning for det allerhelligste og forsoning for åbenbaringsteltet og alteret, og han skal bringe forsoning for præsterne og alt folket i forsamlingen. Dette skal være jer en evig pagt, så at forsoning bringes frem for Israels børn en gang om året for alle deres synder.” Ypperstepræstens forsoningsværk på forsoningsdagen fuldbyrdede det forsoningsværk som indledtes gennem præsternes forsoningsværk under den daglige tjeneste – se 3.mos 4 kap. Det hebræiske ord som oversattes til ”åbenbaringsteltet” i 3.mos 16,7. 17. 20 og 33 hentyder til ”det hellige”, hvilket kan ses i v 33 og 2 Mos 27,20-21. Det som i en del bibler oversættes til ”helligdommen” i 3.mos 16,2. 3, 16. 17 og 20 skal egentlig oversættes til ”det allerhelligste”, hvilket fremgår af v 14-17 og v 33. (Alteret i v 18, 20 og 33 hentyder brandoffersalteret ude i forgården). Forladelse og helligelse Medens ypperstepræsten udførte forsoning for Israel på forsoningsdagen, krævede Gud at folket skulle faste og ransage sine hjerter og bekende alle sine synder overfor Herren for at ikke udryddes fra Israel (3.mos 23,26-29). Forsoningsdagen, som kom ved slutningen af gudstjenseåret, var Israels sidste mulighed at få sine synder forsonet helt og fuldt. På denne måde har Guds folk nu under den virkelige forsoningsdag sin sidste mulighed at få sine synder forsonet og udryddet gennem Jesu ypperstepræstelige tjeneste i den himmelske helligdom. For at Guds bekendende folk skal få sine synder udslettet i den himmelske helligdom må de først stoppe med at synde her på jorden (eftersom der ikke bliver nogen mere undersøgende dom for dem). Den tilregnede retfærdighed (forladelsen) og den tillagte retfærdigheden (helligelsen) skal altså fuldbyrdes bland Guds folk under den virkelige forsoningsdag. Dette indses også klart af den kiastiske struktur af 3.mosebog (se Fodnote 3). forsoningsdagen beskrives i midten af denne bog (kap 16). Denne dag udgør højdepunktet på forladelsen (den tilregnede retfærdighed) – som ”omgiver” denne dag efter den første halvdel af 3.mosebog. Men forsoningsdagen udgør også højdepunktet på helligelsen (den tillagte retfærdighed) – som ”omgiver” denne dag efter den sidste halvdel af 3.mosebog. Se denne kiastiska struktur på sid 9, 10. Dette indebær at Gud under den virkelige forsoningsdag for al fremtid skal udrydde synden fra sit folk, det vil sige såvel fra den himmelske helligdom som fra deres hjerter. Fodnote 3: ”Kiasm” indebær at parallelle spejlvendes mod hinanden. Den kiastiske struktur af 3.mos 16 indebærer at kap 1-7 er paralleller til kap 23-25, kap 8-10 er paralleller til kap 21-22, kap 11-15 er paralleller til kap 17-20. Se side 9, 10 for en mere detaljeret udlægning. Tidernes tegn viser at den virkelige forsoningsdag, som begyndte allerede i 1844 e Kr (Dan 8,14), snart er ovre. Den yderste dom har snart holdet på i 180 år. Det indebær at meget lidt tid er tilbage for os til at lade Gud fuldbyrde frelsen for enhver af os, inden nådens dør lukkes og Jesu ypperstepræstelige tjeneste er til ende for altid. ”Jesu, hans (Faderens) Søns, blod renser os fra al synd…Om vi bekender vore synder er han trofast og retfærdig, så at han forlader os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.” (1 Joh 1,7. 9). Kommentar til ”Kiastisk struktur af 3.mosebog” (s 9, 10) Den første halvdel af 3.mosebog handler stort set om det levitiske offersystem – det vil sige om forladelsen (den tilregnede retfærdighed). Den anden halvdel derimod handler, i stort set, om hvordan man skal leve – det vil sige om helligelsen (den tillagte retfærdighed). Forsoningsdagen, som beskrives derimellem, udgør et højdepunkt for begge halvdele i 3.mosebog, det vil sige for hele 3.mosebog. Dette erkendes af bogens kiastiske struktur, hvor begge halvdele af bogen kan sammenlignes ved to sider på en pyramide som mødes på toppen (forsoningsdagen). I denne kiastiske struktur kan begge halvdele inddeles i hver tre dele hvor hver del i den ene halvdel modsvares af en del i den anden halvdel (se side 9, 10). I kap 11-15 beskrives hvordan individers urenheder forsones gennem syndoffer. I den kiastiske struktur modsvares dette af moralske love for individer i kap 17-20. I kap 8-10 beskrives hændelser hvor præster er indblandede. I den anden halvdel af 3.mosebog modsvares disse tre kapitler af kap 21 og 22 som beskriver moralske love for præsterne. Kap 1-7 beskriver love for gudstjenesten, og disse kapitler modsvarer love for gudstjenesten i kap 23 – 25 i den anden halvdel. Syndens overførelse til helligdommen I visse tilfælde tog præsten ikke af syndofrets blod og stænkede det ”overfor Herrens ansigt”, uden præsten spiste i stedet af syndofrets kød, eftersom synderen havde bekendt sine syndere over dyrets hoved og derefter dræbte dyret (3.mos 4,22-35; 10,17-18). I begge disse tilfælde overføres synden fra synderen til helligdommen. I det senere tilfælde spiste præsten altså kødet fra syndofret. Da kom præsten til at ” bære menighedens misgerninger…(3.mos 10,17-18, King James Version og grundteksten ifølge Strongs Concordance). Dette viser at de bekendte synder overføres fra synderen til offerdyret og derefter til præsten når han spiser kødet. Når præsten siden bestrøg brandofferalterets horn med offerdyrets blod (3.mos 4,22-35) overføres synden fra præsten til helligdommen, eftersom brandofferalteret var en del af helligdommen. Helligdommens renselse på forsoningsdagen (3.mos 16,16-20), som altså kom ved afslutning af gudstjensteåret, resulterede i et renset folk (v 30, 34). Dette indebær at deres synder tidligere måtte blive overført til helligdommen. Den østerlandske tænkning - for eksempel det hebræiske – stemmer ikke altid overens med det vestlige. Det førstnævnte karakteriserer 3.mosebog, hvor vi samtidig finder forurening såvel som renselse (i den hebræisk tænkning havde blodet på samme tid en rensende og forurenende funktion). Blodet fra syndofret rensede den bodfærdige synder fra hans synder, men forurenede samtidig helligdommen med disse synder. Store lighederDer findes store ligheder mellem præstens daglige syndofferstjenste (3.mos 4) og ypperstepræstens syndofferstjenste på forsoningsdagen (3.mos 16), hvilket viser deres nære forening.
Overtrædelser og urenhederI 3.mos 16:16 siges der at ypperstepræstens forsoningsværk på forsoningsdagen skulle rense helligdommen ”fra Israels børns urenheder og overtrædelser, hvad de end må have syndet”. ”Urenheder og overtrædelser” er de to hovedområder som behandles i den første halvdel af kiasmen i 3.mosebog, det vil sige i kap 1-15. 3.mos 1-7 behandler ”overtrædelser”, medens 3.mos 11-15 behandler ”urenheder” . Såvel ”overtrædelser” som ”urenheder” forsones gennem syndoffer i disse kapitler. Det bør noteres at 3.mos 16 taler om syndoffer og ikke om forsoningsoffer på forsoningsdagen. Dette viser forbindelsen til syndoffer i den daglige offertjenste. Vigtige forskelleSamtidigt med at der findes mange ligheder mellem den daglige syndofferstjenste og syndofferstjensten på forsoningsdagen (se sid 4, 5) fandtes der også visse – og vigtige – forskelle. Under den daglige syndoffertjenesten stænkede præsten blodet syv gange i ”det hellige” overfor Herrens ansigt. Dette kunne ske når som helst under gudstjensteåret frem til forsoningsdagen. På denne dag stænkede imidlertid ypperstepræsten blodet syv gange i ”det allerhelligste” . Dette skete kun en gang hvert år – ved afslutningen af gudstjensteåret. Dette viser at syndofferstjensten på forsoningsdagen var et højdepunkt på den daglige syndofferstjenste som altså havde plads tidigere i gudstjensteåret. Dette bekræftes af forsoningsdagens plads i kiasmens midte i 3.mosebog. En anden væsentlig forskel på disse to syndofre er at under den dagliga syndoffertjenste i 3.mos 4 lagde synderen sin hånd på syndofferdyret (og bekende sine synder), men det gjorde han ikke under syndoffertjenesten på forsoningsdagen i 3.mos 16. Det blod som ypperstepræsten på forsoningsdagen stænkede syv gange over for Herrens ansigt og overfor pagtens ark med de ti Guds Bud i ”det allerhelligeste” (samt i ”det hellige” og på brandofferalteret) var rent. Ingen synder havde tidligere overføres til dette blod fra nogle bodfærdige syndere. Dette rene blod ”tog” alle de synder op fra helligdommen som tidligere overførtes til denne fra den bodfærdige syndar gennem blodet fra det daglige syndoffer. (På samme måde tog syndofrets rene blod synden op fra den bodfærdige synder i den daglige tjenste). Ypperstepræsten, midleren, lagde sine hænder – som var blodige efter bestænkelsen i ”det allerhelligste” (samt i ”det hellige” og på brandofferalteret, ifølge 3.mos 16,15-18) – på den levende buks hoved (3.mos 16:21) og bekendte alle Israels synder over denne. Eftersom denne buk ikke blev slået ihjel kan den ikke symbolisere Jesus. Dette symboliserede den hændelse som indebær at Satan en gang skal lide for alle de synder han fik Guds børn til at begå i deres liv. Under den daglige syndofferstjenste i 3.mos 4 kan vi hele tiden læse at ”når præsten bringer forsoning for ham, får han forladelse” (v 20. 26. 31. 35). Forsoning og forladelse for den bekendte synd var her uadskillige. Under syndoffertjensten på forsoningsdagen kan vi imidlertid ikke en eneste gang finde ordet ”forladelse” nævnes, medens ordet ”forsoning” forekommer ofte (3.mos 16,6. 11. 16. 17. 18. 20. 27. 30. 32. 33. 34). Dette beror på at Israels børn fik forladelse indirekte, eftersom det var helligdommen som skulle renses. Fodnote: I 3.mos 4 står der tydeligt at forsoning og forladelse skete under den daglige præstetjenste da præsten stænkede blodet ved forhænget til det allerhelligeste, over for Herrens ansigt - ikke når offerdyret slagtes (se f.eks. v 13-21). Forsoningsdagen – højdepunktet på den tilregnede retfærdighed, det vil sige på forladelsen (se Fodnote 5)Fodnote 5: Resten af artiklen (udover skemaet på side 9, 10) er et tillæg af Lennart Wiberg. Begivenhederne under forsoningsdagen symboliserer den undersøgende dom på Guds folk som er nødvendig for at renvaske Gud og Hans folk fra Satans falske anklager mod dem overfor universets beboere (Rom 3,4. 2 Kor 5:10). Denne undersøgende dom indebær at Guds børn, trods Satans anklager mod dem, får forladelse (tilregnet retfærdighed) helt og fuldt gennem Jesu Kristi medelelse til dem, trods at Guds børn ikke er personligt nærværende når dommen sker. Inden for universets ikke-faldne beboere henviser Jesus til hvor Hans børn, gennem Hans blod, oprigtigt bekende og overgav alle sine synder. Denne dom har stået på siden 1844 e Kr, ifølge Dan 8,14. Den kiastiske strukturen i 3.mosebog bekræfter at den tilregnede retfærdighed (forladelse) for Guds børn - som beskrives i den første halvdel af denne bog - fuldbyrdes under forsoningsdagen. Man kan måske spørge hvordan det kan være at Guds børn får forladelse under den daglige tjenste (3.mos 4) når det først sker under forsoningsdagen hvor de får forladelse helt og fuldt. Man kan sammenligne med Jesu død for vor skyld på Golgata kors. De som levede under Gamle Testamentes tid fik syndernes forladelse gennem troen på Kristus, trods at Hans død hørte fremtiden til da synden blev begået. På lignende måde fik jøderne syndernes forladelse under den daglige præstetjenste trods at forsoningsdagen indtraf senere. Men at forsoningsdagens begivenheder skulle indtræffe var lige så sikkert som Jesu død for vore synders skyld. Derfor står det at den bodfærdige fik syndernes forladelse under den daglige præstetjenste. Forbilledet på dette lærer os at den som i troen på Jesus virkelig angrer, bekender og overgiver sine synder har fået syndernes forladelse, eftersom Jesu midlertjenste for den person ikke vil mislykkes under den undersøgende dom (over ham), som i de allerfleste tilfælde sker efter den troendes død. Forsoningsdagen – højdepunktet på den tillagte retfærdighed, det vil sige på helligelsen Guds børns dybe hjerteransagelse på forsoningsdagen indebær at helligdommens renselse udstrakte sig til at indbefatte også de synder som bekendes og overgives på denne dag. På samme måde vil de synder som Guds sande børn oprigtigt bekender og overgiver nu på den virkelige forsoningsdag at udslettes fra bøgerne i den himmelske helligdom. Forudsætningen for at ”alle jeres synder” (3.mos 16,30) skal udslettes fra de himmelske bøger er imellertid at ”alle jeres synder” bekendes og overgives her på jorden gennem Jesu ypperstepræstelige tjeneste, hvor Han formidler såvel fuldstændig forladelse som kraft til fuldstændig lydighed, gennem sit blod: ”Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem som gennem ham kommer til Gud, thi han lever altid for at formane godt for dem.” (Hebr 7,25; sammenlign med 4,15-16, 8,6-12, 10,5-17). Det sidste budskab Den tredje engels budskab taler bland andet om ”dem som holder Guds bud…” (v 12) , det vil sige Guds sidste levning som har overvundet alle sine synder (eftersom ”synd er overtrædelse af loven” ifølge 1.Joh 3,4). Guds børns lydighed mod Hans lav, som den tredje engel talar om, er til stor del en følge af at de taget imod kundskaben om den undersøgende dom i sine hjerter, og ladet den hellige Ånd rense deres hjerter fuldstændigt fra synden. Rækkefølgen af de tre nævnte delbudskaber er altså vigtig. Medens den levende Gud renser det himmelske tempel renser Han samtidig, gennem den hellige Ånd, Guds åndelige tempel på jorden (1 Kor 3,16), det vil sige Guds folks hjerter. I slutstriden skal alle de som da lader sig frelse fra synden ”følge” Jesus i Hans tjenste som ypperstepræst i det allerhelligste (se Åb 17,14. 1917 års oversættelse). De tre engles budskaber, som altså indeholder denne undersøgende dom på Guds folk, er Guds budskab gennem hvilke Han vil fuldbyrde forsoningen for Guds sidsta levning. Den fuldmodne grøde (Guds folk) efterfulgt af at bjærge af denne høst (Jesu genkomst) i Åb 14,14-16 er følgen af at ” jordens grøde” har taget imod det trefoldige budskab – med bland andet dommen – i v 6-12. Den fuldmodne vinhøst (de ugudelige) og deres bjærgning (de ugudeliges undergang i forbindelse med Jesu genkomst) i Åb 14,17-20 er derfor følgen af at de ugudelige har forkastet de tre engles budskab. Når Kristus kommer tilbage hid til jorden skal Han have et beredt folk, de 144 000, som samtidigt er ”pletfrie” ifølge Åb 14,5. Sandheden gjorde dem frie fra al synd, gennem Jesu blod (se Joh 8,32-36). ”Jesu, hans (Faderens) Søns, blod renser os fra al synd.”, ”Om vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så at han forlader os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.” (1 Joh 1:7, 9). Når Kristi ypperstepræstelige tjeneste er afsluttet beskrives dette i Bibelen som at ”ingen kunne komme ind i templet, førend de syv plager fra de syv engle havde nået sin afslutning.” (Åb 15,8). Ingen kan få adgang til nådestolen, hvor Gud sidder, og få syndernes forladelse under de syv sidste plager, som indtræffer umiddelbart før Jesu genkomst (se Åb 15. 16). ”Profeten siger: `Men hvem kan holde den dag ud da han kommer, og hvem kan bestå når han viser sig? Thi han er som en guldsmeds ild og som en vaskers sæbe. Som en guldsmed skal han sætte sig ned og smelte sølvet og rense det. Han skal rense Levi sønner, lutre dem som guld og sølv, og siden skal de frembære Herren en offergave i retfærdighed.` (Mal 3:2, 3). De som lever på jorden når Kristi tjenste i helligdommen i himlen afsluttes kommer at stå over for en hellig Guds ansigt uden nogen midler. Deres klæder må væra pletfrie, deres karakter rensede i Kristi blod. Gennem Guds nåde og gennem egen målbevidst indsats må de sejre i striden mod det onde. Medens denne undersøgelse pågår i himlen … skal der udføres et særligt renselsesværk bland Guds folk på Jorden, en fjernelse af synden. Dette beskrives mere udførligt i de budskaber som omtales i Åb 14. Når dette værk er færdigt kommer Kristi efterfölgere til at være beredte for hans åbenbarelse.” (Ellen White, The Great Controversy, s 424, 425). ”Gud er trofast, han skal ikke tillade at I fristes over er evne, uden når fristelsen kommer, skal han berede en udvej, så at I kan holde ud.” (1 Kor 10,13). ”Der er få som indser nødvendigheden af at hele tiden stræbe efter at overvinde. De mindsker sin flid og, som et resultat, bliver selviske og giver efter for det eget jeg…Mennskelige anstrengelser bliver ikke en del af det kristne liv…Som Guds trofaste budbærere må vi hele tiden bede ivrigt til Gud for at bevares gennem hans kraft. …Der findes håb for os alle, men kun på en måde, og det er at forene os med Kristus og bruge al energi for at nå op til fuldkommenheden i hans karakter. ” (Ellen White, Testimonies for the Church, del 5, s 540). Det er et faktum at i samtlige af de syv menigheder - som dækker hele den kristne historie – i Åb 2-3 siges det at kun de som sejrer over synden bliver frelste, se Åb 2,7. 11. 17. 26; 3,5. 12 og 21. De forstod at ”Jesus…frelser sit folk fra deres synder” (Matt 1,21) – ikke i deres synder. ”Den som ikke har tilstrækkelig stærk tro på Kristus for at tro at han kan bevare ham fra at synde har ikke den tro som skal give ham adgang til Guds rige.” (Ellen White, Review & Herald, 10.marts, 1904). ”De som tager imod hver opmuntring fra Gud og holder hver prøve ud og overvinder, til hvilken pris som helst, har taget imod det sandfærdige Vidnes råd og skal få del i sildigregnen. På den måde bliver de egnede til forvandlingen.” (Ellen White, Testimonies for the Church, del 1, s 187). ForsoningsdagenTilregnet retfærdighed --> Tillagt retfærdighed --> (forladelse) --> (helligelse) ForsoningsdagenDkap 16 Kommentar af Lennart Wiberg. Eftersom `kiasm` indebær at parallelle sætningsled vendes mod hinanden indses forbindelsen mellem C og C`, mellem B og B`, mellem A og A`. D bliver da højdepunktet på ABC og A`B`C` (a til venstre i C hører sammen med a til høje i C`, osv). Sammenfattet er altså ABC i første halvdel af 3.mos paralleller til A`B`C` i anden halvdel af 3.mos.(Slut på Lennart Wibergs kommentar).
Fodnote 6: Opstilningen, Kiastisk struktur fra 3.mosebog, er hentet fra Daniel & Revelation Committee Series, vol 3, s 131-168. |