Hvad sker der når vi dør?

Indledning

En af de største foranledninger til denne artikel er at forsøge at forklare problematiske bibeltekster som ind i mellem bruges for at understøtte påstande om sjælens er udødelighed. Det handler bland andet om Jesu ord til røveren på korset (Luk 23,43), Jesu fortælling om den rige mand og Lasarus (Luk 16,19-31), Jesu forkyndelse for ånderne i fængslet (1 Peter 3,18-20), den evige ild (Matt 25,41) og den evige straf (Matt 25,46).

Syndens løn er døden og Guds gave er evigt liv i Jesus Kristus

Bibelen lærer os at der kun findes to modsætninger – liv og død. Det findes intet der imellem. Menneskene kan ikke samtidig både være dødelige og udødelige. Om menneskene kan dø, så følger dette at de ikke er udødlige. I Ez 18, 4 og 20 tales om en evig død for dem som forkaster evangeliet om Jesus Kristus: ”Den som synder skal dø.”

Legemet uden ånd er død

Hvad er det ”ånden” som ”vender tilbage til Gud” i dødsøjeblikket? I Job 27,3, 4 kan vi læse: ”Så længe min ånd er i mig og Guds livsånde i min næse, skal mine læber ikke tale uretfærdighed eller min tunge tale svig.” Gud giver os livsånden når vi skabes og tager livsånden tilbage når vi dør – uanset om vi er retfærdige eller ugudelige. Vi forstår de at ”ånden” ikke kan tænke eller leve videre udenfor legemet når denne dør. I Jak 2,26 fremgår det tydeligt:

”Ligesom legemet uden ånd er død, så er troen uden gerninger død.”

Alle dyr har taget imod liv fra Gud på samme måde som menneskene:

”Herren Gud havde formet alle markens dyr og alle himlens fugle af jord...det som havde livsånde i sig.” (1 Mos 2,19; 7,15).

Når legemet har ”ånd” eksisterer livet. Uden ”ånd” findes der intet liv. Dette gælder altså både mennesker og dyr:

”Det går menneskers børn som det går dyrene, det går dem alle må samme måde. Den enes død er som den andens. Alle har de samme livsånde. Ja, menneskerne har intet at komme med fremfor dyrene. Alt er forgængeligt. Alle går til en og samme sted. Alle er blevet til af stof, alle vender igen til stof.” (Pred 3,19. 20).

Spiritisterne påstår at menneskenes ånd overlever legemet og kan efter døden komme tilbage til de som stadig lever og give dem trøst og værdifuld information. Dette modsiger Job 7,9. 10: ”Som en sky opløses og er borte, så kommer ejheller den tilbage som faret ned i dødsriget. Aldrig mere vender han tilbage til sit hus.”

Når menneskene er død er hun ubekendt om hvad som sker omkring det: ”De som lever ved at de må dø, men de døde ved ingenting.” (Præd 9,5).

Hvad sker der med sjælen når legemet dør?

Det græske ord som oversættes til ”sjæl” i Matt 10,28 (Svenske Folkbibeln) er altså psyke”. Betydningen af dette fremgår tydeligt i Matt 16,25. 26 (Svenske Folkbibeln): ”Den som vil bevare sit liv (psyke) skal miste det, men den som mister sit liv (psyke) for min skyld, han skal vinde det. Thi hvad hjælper det et menneske, hvis hun vinder hele verden men tager skade til sin sjæl (psyke)? Eller hvad kan et menneske give til gengæld for sin sjæl? (psyke)?

Det græske ord (psyke) som oversættes til ”liv” i Matt 16,25 (Svenske Folkbibeln) er altså samme græske ord som er oversat til ”sjæl” i v 26. ”Liv” og ”sjæl” er det samme. Ordene ”frygte i stedet ham som kan fordærve både sjæl (psyke) og legeme i Gehenna” i Matt 10,28 indebærer at når de ugudelige til sidst udslettes skal både selve livet (sjælen) og legemet udslettes i den endelige dom (efter de tusinde år som følge af Jesu genkomst, se Åb 20).

Kun Gud er udødelig.

Det bliver lettere at forstå hvad som sker når et menneske dør når man forstår Bibelens undervisning om at der kun findes En som er udødelig. Gud ”alene er udødelig og bor i et lys hvor ingen kan komme, og som intet menneske har set eller kan se. Ham tilhører ære og evig magt! Amen.” . (1 Tim 6,16).

Ikke engang englene er udødelige i sig selv. Intet menneske faldt i synd hvor det altså ikke er udødelig i sig selv, uden at kunne leve videre for evigt selvom det var lydig mod Gud samt spiste af livets træ (1 Mos 3,24). På samme måde vil Guds folk at kunne leve videre ved opstandelsen ved at være lydig mod Gud og spiste af livets træ (Åb 22,2).

Det er ved opstandelsen fra de døde hvor Guds folk skal få udødelighed som en gave (ved at spise fra livets træ). Denne opstandelse vil indtræffe ved Jesu genkomst. Da skal de af Guds folk som ligger i graven vækkes op fra sin ”søvn” for at aldrig mere dø:

”Thi eftersom døden kom gennem et menneske, således kom også de dødes opstandelse gennem et menneske. Ligesom i Adam dør alle, således skal også alle i Kristus gøres levende. Men hver og en i sin orden. Kristus som først og siden, ved hans ankomst, de som tilhører ham...Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove ind, men vi skal alle forvandles, i et nu, på et øjenblik, ved den sidste basuns lyd. Thi basunen skal lyde og de døde skal opstå udødelige, og vi skal forvandles. Thi dette forgængelige må klædes i uforgængelighed og dette dødelige klædes i udødelighed. Men når dette forgængelige har iklædes uforgængelighed og dette dødelige klædes i udødelighed, de skal det ord fuldbyrdes som står skrevet: Døden er opslugt og sejren vundet. Du død, hvor er din sejr? Du død, hvor er din brod?”(1 Kor 15,21-23, 51-55).

Ved Jesu genkomst skal altså de som døde med en levende tro på Jesus opstå. De skal de få uforgængelige legemer som gåve (præcis som de retfærdige som lever ved Jesu genkomst).

Joh 5,28. 29 viser at ikke kun de retfærdige men også de ugudelige skal kaldes ud af gravene: ”Den stund kommer, hvor de alle som er i gravene skal høre hans røst og drage ud af dem. De som har gjort godt skal opstå til liv, og de som har gjort ondt skal opstå til dom.”

De kristne som tror på sjælens udødelighed får et problem. Skal sjælen komme ned fra himlen ved Jesu genkomst for at forene sig med kroppen (hos Guds børn) når de opvækkes? Er dette rimeligt? Nej, den citerede bibeltekst foroven siger jo at ”vi skal ikke alle sove ind” (1 Kor 15,51) , det vil sige en del af Guds folk skal være levende når Jesus kommer tilbage, medens de som de er døde ”sover” – indtil Jesu vækker dem til liv igen. Døden sammenlignes altså ved en søvn, og herunder skal vi vise flere eksempler på det i Bibelen.

Døden er en søvn

”I beretningen om Lasarus i Johannes 11'e kapitel kan vi læse at Jesus talte om døden som en søvn (v 11 – 14). I v 11 siger Jesus til sine disciple: ”Vor ven Lasarus sover, men jeg går hen for at vække ham op.” Disciplene sagde til Jesus: ”Herre, sover han, så bliver han rask” (v 12). ”Jesus havde talt om hans død, men de (disciplene) troede at han talte om almindelig søvn. Nu sagde Jesus helt åbent til dem: Lasarus er død. ” (v 13, 14) . Lasarus havde været død i fire dage (v 39), men Jesus kaldte ikke Lasarus ned fra himlen, uden ud af sin ”søvn” fra graven, når Jesus opvækkede ham fra de døde efter disse fire dage: ”Lasarus, kom ud! Da kom den døde ud…” (v 43, 44). Beretningen herover viser med al tydelighed at Bibelen fremstiller døden som en søvn.

I Matt 9. kapitel findes yderligere et eksempel hvor døden fremstilles som en søvn. ”Medens Jesus talte til dem (Johannes’ disciple), kom en synagogeforstander og faldt ned for ham (Jesus) og sagde: `Min datter er netop nu død. Men kom og læg din hånd på hende, så får hun liv igen.`...Da Jesus kom frem til synagogeforstanderens hus og så fløjteblæserne og folkeskaren som holdt dødsklage, sagde han: `Gå ud herfra! Den lille pige er ikke død. Hun sover. ` De hånede de af ham. Men så snart folket var blevet udvist, gik han ind og tog pigens hånd, og hun rejste sig op.” (v 18, 23-25).

Da Peter prædikede på pinse dag sagde han tydeligt at kong David ”er både død og begravet, hans grav findes hos os i dag…Thi David er ikke faret op til himlen.” (Apg 2,29. 34).

David har ikke faret op til himlen, eftersom han ”sover” i sin grav.

Røveren på korset

I de fleste bibeloversættelser står der omtrent sådan at Jesu ord til den ene røver på korset ”Sandelig siger jeg dig, i dag skal du være med mig i paradiset.” (Luk 23,43). Eftersom Jesus først opstod på den tredje dag efter korsfæstelsen, kan man spørge sig selv om Jesu sjæl - sammen med røverens sjæl – trods alt gik direkte til himlen da Jesus døde. Sandelig er imidlertid at denne bibeltekst kan oversættes på to forskellige måder ifølge den græske grundtekst. Bibelteksten kan også oversættes: ”Sandelig siger jeg dig i dag, du skal være med mig i paradis.” I følgende fire oversættelser har man oversat bibelteksten ifølge det senere alternativ:

”Jesus sagde til ham, Sandelig siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i paradiset.” (Nye Testamente fra oprindelige arameiske tekster af George Lamsa).

”Og han sagde til ham: (Sandelig) Jeg siger dig denne dag: Du skal være i paradiset.” (Rotherhams oversættelse).

”Og Jesus sagde til ham, Sandelig siger jeg til dig i dag: Du skal være med mig i paradiset.” (Concordant Version).

”Jesus sagde til ham: Sandelig siger jeg dig i dag, at du skal være med mig i paradiset.” (Curetonian manuskript på syrisk. British Museum).

Bibelen giver et klart bevis for at dette senere oversættelsesalternativ er det rigtige. Jesus kom ikke selv til himlen samme dag (på fredagen) som han korsfæstes. Jesus opstod jo på tredje dag, det vil sige om søndagen. Det var om søndagen at Jesus sagde følgende til Maria: ”Rør ikke ved mig, thi jeg har endnu ikke faret op til Faderen.” (Joh 20,17). Hverken Jesus eller røveren var i paradiset samme dag som de blev korsfæstet. Dette bekræftes af Jesu ord til sine disciple at det er først når Han kommer tilbage at Han skal tage dem til sig og til himlen:

”Lad ikke jeres hjerter forfærdes. Tro på Gud og tro på mig. I min Faders hus findes der mange boliger. Om det ikke var således, skulle jeg de have sagt jer at jeg går bort for at berede plads til jer. Og hvis jeg end går bort og bereder plads til jer, skal jeg komme tilbage og tage jer til mig, for at I skal være hvor jeg er. ” (Joh 14,1-3).

Hvor meget ved de døde?

”I døden tænker ingen på dig, hvem takker dig i dødsriget? (Sal 6,6).

”De døde priser ikke Herren, ingen som er faret ned i det stille.” (Sal. 115,17).

”Til dig, Herre, råbte jeg, til Herren bad jeg om nåde: Hvilken vinding har du af mit blod, af at jeg farer ned i graven? Kan legemet takke dig, kan det forkynde din trofasthed? (Sal 30,9. 10).

”De som lever ved at de må dø, men de døde ved ingenting og de får ingen løn mere, thi mindet af dem er glemt. Deres kærlighed, deres had og deres misundelse findes ikke mere. Aldrig nogen sinde mere får de del i det som sker under solen….Alt hvad din hånd kan gøre, gør det med kraft. Thi ned i graven går du, kan man ikke virke eller tænke, og der findes ingen kundskab eller vished.” (Præd 9,5-6. 10).

”Dødsriget takker dig ikke, døden priser dig ej. De som farer ned i graven håber ikke på din trofasthed. Den levende, den som lever, takker dig, det som jeg gør i dag.” (Es 38,18. 19).

”Derfor vil jeg (Herren) samle dig (kong Josia) til dine fædre og du skal samles til dem i din grav med fred. Dine øjne skal slippe for at se al den ulykke som jeg skal lade komme over dette sted.” (2 Kong 22,20).

Evig straf

Bibelen taler om at de ugudelige skal rammes af ”evig straf” (Matt 25,46), og at de skal brænde i ”den evige ild” (v 41). I Åb 20,15 kan vi læse at de ugudelige skal kastes i ”ildsøen” . I Åb 20,10 står at de her skal ”plages dag og nat i evighedernes evigheder”. Disse bibeltekster anvendes ibland som ”bevis” for at sjælen er udødelig.

Men udtrykket ”evigt” og ”evighedernes evigheder” behøver i nævnte tekster ikke nødvendigvis betyde at der ikke findes nogen afslutning. Disse udtryk er oversættelser fra det græske substantiv ”aion” eller fra adjektivet ”aionios” som kommer fra dette substantiv. Vi skal nu vise at disse græske termer kan betyde en begrænset tidsperiode.

Matt 13,39 taler om at ”høsttiden er tidsalderens afslutning (aion)” . Her handler det ikke om en uendelig tidsalder men om et endeligt sådan (aion). Denne bibeltekst beskriver den tidsalder vi lever i nu.

I Ef 1,21 står der at Kristus blev ophøjet ”over alle fyrster og storheder, magter og herredømmer, ja, over alle navne som kan nævnes ikke bare i denne tidsalder (aion) men også i den kommende. ”

I 2 Tim 4,10 kan vi læse: ”Thi af kærlighed til denne verden (aion) har Demas overgivet mig…”

I både disse bibeltekster har altså ”aion” en afslutning, eftersom ”aion” følges af noget andet.

Da Paulus skrev til Filemon angående hans slave Onesimus tilbagevenden: ”Du skulle få ham tilbage for altid (aionios) , ikke længere som en slave men som noget mere: en elsket broder.” (Filemon v 15, 16).

”For altid” indebefatter så længe Onesimus levede. (Her bruges adjektivet som kommer fra ”aion” )

Vi læser i Hebr 5,6 om Kristus: ”Du er en præst for evigt (aion) , på samme måde som Melkisedek.”

”For evigt” indbefatter her denne tidsalder, eftersom Kristi værk som præst afsluttes når hans forsoningsværk er afsluttet, straks føre hans genkomst (se Åb 15, 16).

Evig ild

”Således er det med og byerne der omkring. På samme måde bedrev de utugt og fulgte det unaturlige begær. Det står som et advarende eksempel og får sin straf i evig ild.”

At denne ild ikke er ”evig” fremgår tydelig i 2 Pet. 2,6:

”Byerne Sodoma og Gomorra dømte han til undergang. Han lod dem i aske og gav så et eksempel på hvad som skulle ske de ugudelige.”

Sodoma og Gomorra fik ikke sin straf med ”evig ” ild. Byerne brændte så længe som der fandtes nogen næring for ilden. Da byerne var brændt op lå de ”i aske”.

I Es 34,8-11 kan vi læse om Edoms undergang i ild:

”Hverken nat eller dag skal den branden slukkes, evindelig skal røgen af den stige op. Fra slægt til slægt skal landet ligge øde, aldrig i evighed skal nogen gå frem der. Pelikaner og rørdrommer skal tage det i besiddelse, hornugler og ravne skal bo i det…” (1917 års oversættelse).

Røgen af branden i Edom kan ikke stige op ”evindelig” , eftersom landet skulle ligge ”øde” . Når alt som kan brænde var brændt op slukkes ilden, røgen ophører og landet ligger ”øde”. Først når ilden er slukket og landet Edom ligger øde bosætter sig pelikaner, rørdrommer m. fl. sig.

I Jer 17,27 advarer profeten Jeremias Judas for hvad som skulle ske, hvis Judas ikke omvender sig:

”Men hvis I ikke hører mit bud at holde sabbaten hellig og at ikke bære nogen byrde ind gennem Jerusalems porte på sabbatsdagen, skal jeg tænde en ild i dens porte og den ild skal fortære Jerusalems palads. Den ild kan ikke slukes. ” (Jer 17,27).

Ilden kunne ikke slukkes så længe der findes noget som kunne brænde. Derefter slukkede den af sig selv.

Samtlige eksempler her over taler om ”evig” ild, som i virkeligheden er en ild som brænder en begrænset tid. Det samme gælder for den ”evige” ild som skal ramme dem som tager dyrets mærke i Åb 14,9-11. ”Røgen (som)... stiger op (fra ilden) i evighedernes evigheder” i Åb 14,11 er et citat fra Es 34,8-11, som vi så beskriver en ild som er begrænset i tiden:

”Evindelig skal røgen af den (ild) stige op” – tillige at ”landet ligger øde” (Es 34,10). Når der ikke længere findes nogen næring for ilden slukkes den automatisk og røgen ophører. Åb 14,9-11 taler altså om en ild og røg som er begrænset i tiden.

Den anden død

”Se, dagen kommer, den brænder som en ovn. Da skal alle hovmodige og alle som handler ugudeligt være som halm. Dagen som kommer skal brænde dem op, siger Herren Sebaot, den skal hverken efterlade rod eller kvist. ”

”Men hvis vi synder bevidst og med vilje siden vi fik kundskap om sandheden, findes der ikke længere noget offer for synder, uden en forfærdelig venten på dommen og en fortærende ild, som skal opsluge modstanderne.” (Hebr 10,26. 27).

Beskrivelsen af ilden som ikke slukkes førend den fuldstændigt har tilintetgjort de ugudelige fremgår også af Matt 3,12 (hvor hveden er de retfærdige og agnerne de uretfærdige):

”Han (Jesus) har sin kastskovl i hånden og skal rense sin tærskeplads og samle sin hvede i laden, men agnerne skal han brænde op i en ild som aldrig slukkes. ”

De ugudelige skal altså tilintetgøres i ildsøen under den afgørende dom (Åb 20,15).

Forskellen mellen den første og anden død

Sammenfattet kan vi altså sige at den første død er en søvn, medens den anden død er udslettelse af krop og sjæl. Hvis der skulle eksistere evigt straf i forståelse af evig lidelse ville det indebære at det onde aldrig vil udryddes. Eftersom de ugudelige skal straffes ”efter sine gerninger” (Åb 20,12), hvorfor skal da så et kort liv straffes med evig lidelse? Hvis de retfærdiges sjæle går direkte til himlen ved døden. Hvorfor er det da ”bestemt for menneskene at de en gang skal dø og siden dømmes” (Hebr 9,27)? ”Mennesker” sigter jo her til både retfærdige og ugudelige mennesker. (Også de retfærdige skal stilles over for Guds domstol, se Rom 14,10, 2 Kor 5,10).

Bibelen lærer os tydeligt at de mennesker som allerede er i himlen enten forvandles levende eller er opstået fra de døde. De som forvandles levende er Enok (1 Mos 5,24) og Elias (2 Kong 2,9-11). De som opstod er Mose (Matt 17,3, Judas v 9) og de som opstod da Jesus opstod (Matt 27,51-53, Ef 4,8).

Bibelen lærer os også at hvis ikke Jesus opstod fra de døde kommer de ejheller som fået en levende tro på Ham til at opstå nogen sinde:

”Thi hvis de døde ikke opstår, har Kristus heller ikke opstået. Men hvis Kristus ikke er opstået, da er jeres tro meningsløs og I er endnu tilbage i jeres syndere. De er også dem som er sovet ind i Kristus gået tabt. Hvis vi i dette liv kun sætter vort håb til Kristus, og han ikke er opstået, da er vi de mest beklagelige af alle mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af de indsovne.” (1 Kor 15,16-20).

De ugudeliges orme skal ikke dø og deres ild skal ikke udslukkes

”Deres orme skal ikke dø” vil sige at de orme som får næring af ligene ikke dør førend de har ædt ligene op. ”Deres ild udslukkes ikke” vil sige at ilden brænder indtil der ikke længere findes noget tilbage af ligene som kan give næring til ilden.

Som vi ser skal de ugudelige brændes op i ildsøen og ophøre at eksistere under den afgørende dom (Åb 20,15). Påstanden at kun kroppen udslettes her, medens ånden eller sjælen lever videre har vi modbevist i Matt 10,28: ”Frygt ham som kan fordærve både sjæl og legeme i helvede.”

Vi så tidligere Jeremias advarsel til jøderne: ”Hvis I ikke hører mit bud at holde sabbaten hellig...da skal jeg tænde en ild i dens (Jerusalems) porte og ilden skal fortære Jerusalems palads. Ilden kan ikke slukkes. ” (Jer 17,27).

I 2 Krøn 36,19-21 kan vi læse om opfyldelsen af denne profeti fra Jeremias når babylonerne brænder Jerusalem op:

”De (babylonerne) satte ild på Guds hus og nedbrød Jerusalems mure. Alle stadens paladser brændte op i ild og ødelagde alle dyrbare ting…”

Ingen påstår at Jerusalem brænder endnu i dag af den ild som babylonierne tændte for tusindvis år siden. På lignende måde skal Es 66,24 forstås, når det gælder ”deres orme skal ikke dø og deres ild ikke udslukkes”.

I Mark 9,43-48 henviser Jesus til Es 66,24, hvorfor der ikke behøves nogen forklaring mere på Jesu ord.

Yderligere eksempel

”Jeg (Hanna) vil vente til drengen (Samuel) er blevet vænnet fra. Da skal jeg tage ham med mig og føre ham frem for Herrens ansigt og siden lod ham blive der for altid…Men efter at hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med sig til Herrens hus...Derfor vil jeg nu give ham tilbage til Herren. Så lang han lever skal han tilhøre Herren.”

”For altid” vil altså sige her for resten af livet (”så længe han lever”).

2 Mos 21,1-6 giver os yderligere et sådant eksempel. Her handler det om hvad Mose lov siger om hebræiske slaver:

”Hvis du køber en hebræisk slave skal han tjene dig i seks år, men det syvende år skal du give ham fri uden løsen.” (v 1). Men hvis slaven, af en grund som fremgår af sammenhængen, ikke vil blive fri ”skal han for altid være sin herres slave.” (v 6).

Det er åbenbart at ”for altid” indebærer så længe slaven lever, ikke i al evighed.

De som gennem troen på Jesus Kristus vælger livet får løftet om et liv uden ende

Gud har ikke skabt et univers med synd, syndere og lidelse eksisterer i al uendelighed. Hvordan skulle de retfærdige kunne glædes i paradiset hvis de viste at venner og nære slægtninge plagedes for al fremtid i et evigt brændende helvede? Men Gud har skabt et univers hvor alle har en fri vilje. De som vælger synden skal rammes af den anden død. De skal ”forgå”. De som ”tror på ham (Jesus Kristus) skal ikke forgå men have evigt liv” . De vælger livet og skal få en herlig fremtid helt uden lidelse, hvor Jesus er lyskilden og centrum for deres glæde. De som dør med en levende tro på Jesus har fået følgende løfte, som skal opfyldes ved Jesu genkomst:

”Eftersom vi tror at Jesus er død og opstået, så tror vi også at Gud skal føre dem frem som indsovet i Jesus sammen med ham...først skal de som dør i Kristus Jesus opstå. Derefter skal vi som lever og er tilbage rykkes op bland skyen sammen med dem for at møde Herren i luften. Og så skal vi altid være hos Herren.” (1 Tess 4,14-17).

Hvorfra kommer læren om sjælens udødelighed?

”I skal visselig ikke dø!” (1 Mos 3,4).

Satan fortsatte: ”Men Gud ved at den dag I spiser af den skal jeres øjne åbnes, så at I bliver som Gud med kundskab om godt og ondt.” (1 Mos 3,5).

Eva lod sig bedrage af denne løgn. Derefter ”gav hun også til sin mand som var med hende, og han spiste”. ( 1 Mos 3,6).

Det lykkes altså for Satan i sit første forsøg at bedrage mennesket (Eva). Siden da har han fortsat med at forsøge bedrage mennesker ved at påstå at menneskets sjæl er udødelig. Dette bedrageri ligger til grund for spiritismen. Under den afsluttende kamp mellem godt og ondt på jorden vil Satan bruge spiritismen til at bedrage menneskene (som vi snart skal se).

Der gik ikke længe efter apostlenes død førend vildfarelserne sneg sig ind i den kristne menighed, se Matt 24,11. 24; Apg 20,26-32; 2 Tess 2,1-15; 2 Tim 4,3. 4.

Kirkefaderen Tertullianus (155 e Kr – 220 e Kr) fortæller at allerede på hans tid havde læren om sjælens udødelighed forankres inden de kristne ledelser. Han oplyser også at denne lære kom fra grækerne:

”Visse ting er kendte fra naturen selv. Sjælens udødelighed, for eksempel, er accepteret af mange. Jeg kan derfor bruge Platons opfattelse når han forkynder at: `hver sjæl er udødelig.` (Tertullianus, Ante-Nicene Fathers, vol 3).

Jøderne forklarer hvorfra Platon (428 f Kr – 348 f Kr) fik denne opfattelse:

”Troen på sjælens fortsatte eksistens efter legemets død finder man ikke på noget sted udtrykkeligt slået fast som lære i den hellige Skrift (Gamle Testamente). Troen på sjælens udødelighed overførtes til jøderne gennem græsk tænkende. Særskilt gennem Platons filosofi. Han var den fremmeste forkynder af denne lære og han hentede den fra orfiske og eleusiniske mysterier, som er en mærkelig blanding af babylonsk og egyptisk tankegange.” (Jewish Encyclopedia – `Immortality of the soul`).

Satan kan gøre underværker

Satan kan gøre underværker. Det er et vigtigt faktum at Satan og de faldne engle - som faldt med Satan i himlen – beboer nu jorden (Åb 12,3-4, 7-9). De forsøger bedrage menneskene ved tegn og underværker:

”Falske messiasforklædninger og falske profeter skal træde frem og gøre store tegn og undere for at om muligt bedrage endog de udvalgte.” (Mat 24,24).

I dette bedragerosle værk forsøger Satan og hans engle at fremstille sig som retfærdighedens tjenere:

”Satan selv gør sig lig en lysets engel.” (2 Kor 11,14).

”Den lovløses ankomst er et værk af Satan og sker med stor kraft, med alle løgnens tegn og under og med al slags uretfærdighed som bedrager dem som går fortabt, eftersom de ikke tog imod sandheden og elskede den, så at de kunne blive frelste.” (2 Tess 2,9. 10).

Ovenstående bibeltekst lærer os at Satan og hans faldne engle skal bedrage mange mennesker gennem falske tegn og under, så at de går fortabte, fordi at de ”ikke tog imod sandheden”.

I versene forinden (v 8) får vi at vide at ”den lovløse” skal gå under ved Jesu genkomst. Hvad er det de for en sandhed som menneskene gennem falske tegn og under ikke skal tage imod på grund af bedrageri, straks før Jesu genkomst? Åb 7,1-8 og 13,13-18 viser os at det handler om at de allerfleste skal tage imod dyrets mærke, i stedet for at tage imod Guds segl. (at dyrets mærke er søndag – modsætning til Guds segl - forklares udførligt i ”Gud vil genoprette sit afbillede i sit folk” af Lennart Wiberg, se ”enfastgrund.se”) :

”Det gør store tegn og får til og med ild at falde ned fra himlen på jorden for menneskenes åsyn. Gennem de tegn har det fået magt at dyret vildleder dem som bor på jorden...det tvinger alle..at tage imod et mærke på højre hånden eller på panden, så at ingen kan købe eller sælge, på nær den som har mærket…”

Senare i denne artikel skal det forklares at de falske tegn og undere som skal bedrage en stor del af menneskene straks før Jesu genkomst, sammen med dyrets mærke, vil indtræffe i forbindelse med spiritismen.

Bibelen advarer mod spiritismen

Gud giver os alvorlige advarsler i Bibelen når det gælder at have noget at gøre med spiritisme og spådomme, se 3 Mos 19,31; 20,6. 27; 5 Mos 18,9-12; Es 8,19. 20; Apg 13,6-8.

Efter at kong Saul faldt fra Herren befattede han sig med spiritisme for at søge råd, se 1 Sam 28,6-16 og 1 Krøn 10,13, 14. Men det var Satan som svarede ham.

Spiritismen i endetiden

Ellen White skriver i ”The Great Controversy” , s 551-562, 588-591:

”Læren om menneskets bevidsthed i døden, særlig troen på at de dødes ånder vender tilbage for at tjene de levende, har beredt vejen for vor tids spiritisme...Han (Satan og hans faldne engle) har magt til at fremstille skikkelser for mennesker som ligner deres afdøde venner. Forfalskningen er perfekt. Det velkendte blik, ordene, tonefaldet, gengives med forunderlig nøjagtighed. Mange trøstes med forvisningen om at deres nære og kære nydelser af himlens lykke, og uden mistænksomhed en fare lytter de til `vildfarne ånder og til onde ånders lære`. (1 Tim 4,1)...For mange kommer de onde ånder til at fremstille sig (for dem som de forsøger at bedrage) i samme skikkelse som deres elskede familier og venner og skal fremføre de farligste vildfarelser for dem. Disse besøgende vil appellere til vore ømmeste følelser samt gøre under for at bevise deres påstande. Vi må være beredte at modstå dem med den bibelske sandhed, at de døde ikke ved noget (Fodnote 1), og at de som træder frem på denne måde er onde ånder....Satan har længe forberedt sig for sine sidste anstrengelser til at bedrage verden. Grunden til hans værk blev lagt, da han forsikrede Eva i Eden:

`I skal visselig ikke dø!` `Den dag I spiser af den (den forbudne frugt) skal jeres øjne åbnes, så at I bliver som Gud med kundskab om godt og ondt.` (1 Mos 3,4. 5).

Trin for trin har han forberedt vejen for sit mesterlige bedrageri i udviklingen af spiritismen. Han har endnu ikke helt fuldbyrdet sine planer, men det kommer at ske i den allersidste tid. Profeten siger:

Jeg så tre urene ånder som lignede frøer. De er ondskabsfulde ånder som gør tegn, og de begiver sig ud til kongerne i hele verden for at samle dem til striden på Guds, den Almægtiges, store dag`. (Åb 16,13. 14).

Hele verden kommer at drages over i denne vildfarelse, med undtagelse af dem som bevares gennem Guds magt, fordi at de tror på hans ord. Menneskene vil hurtig komme til indgyde en skæbnesvanger sikkerhed, hvorfra de først vil vækkes op og se at Guds vrede udgydes. Herren siger:

`Og jeg gør ret til målesnor, retfærd til blylod; hagl skal slå løgnelyet ned, vand skylle gemmestedet bort. Es.28,18. Eders pagt med døden skal brydes, aftalen med dødsriget glippe. Når den susende svøbe går frem, skal den slå jer til jorden.`(Es 28,17, 18).”

”Gennem de to store vildfarelser, sjælens udødelighed og søndagens hellighed, kommer Satan at føre menneskene bag lyset med sine bedragerier. Medens den første ligger grunden til spiritismen, skaber den senere et foreningsbånd med den romersk-katolske kirke (Fodnote 2)...Han (Satan) vil vise sig som en lysets engel. Gennem spiritismen vil underværker udføres, syge skal helbredes og mange uforklarlige underværker vil udføres...Skillelinjen mellem bekendende kristne og de ugudelige kan nu næsten ikke mærkes. Menighedens medlemmer elsker det som verdens mennesker elsker og er rede til at tilslutte sig til dem. Satan bestemmer sig for at forene dem til en enhed og dermed styrke sin sag ved at føre dem allesammen ind i spiritismens fold. Katolikker, som praler over underværker som et tydeligt tegn på den sande kirke, vil let blive bedragede af denne underliggende magt. Og protestanter, som har kastet sandhedens skjold bort, vil også blive ført vild. Katolikker, protestanter og verdslige mennesker kommer alle at antage gudagtighedens skin men mangler dens kraft. De skal i denne forening se et stort trin fremad mod verdens omvendelse og indledt af det længe ventede tusindeårsriget….Den magt som udfør underværk, og som åbenbarer sig gennem spiritismen, skal bruge sin indflydelse mod dem som vælger at adlyde Gud mere end mennesker. Budskabet fra ånderne vil tilkendegive, at Gud har sendt dem for at overbevise dem som forkaster søndagen om deres vildfarelse, samt at landets love bør adlydes som Guds lov. De skal beklage sig over den store ugudelighed i verden og understøtte de religiøse lærernes påstande, at den store umoral er en følge af at søndagen vanhelliges. En stor vrede vil opvækkes mod alle som vægrer sig ved at tage imod deres budskab.”

Fodnote 1: Se Præd 9,5.

Fodnote 2: Dyret fra havet i Åb 13,1-10 er pavemagten, medens dyret fra jorden i Åb 13,11-18 er den faldne protestantismen i USA. Både disse dyrk vil sammen med alverdens politiske ledere stride mod Guds folk lige før Jesu genkomst. Begge de store dyrene samt alle jordens politiske ledere vil i den afsluttende forsøge at tvinge hele menneskehed at tage dyrets mærke – søndag. Men Jesus kommer da tilbage til jorden for at redde sit folk som vægrer sig ved tage dyrets mærke, samtidig med Guds fjender da kommer til at gå under, se Åb 19,11-21. I åb 19,20 står der at det er gennem tegn og undere som menneskene skal bedrages, som at de tager imod dyrets mærke. Det er ingen tvivl om at disse falske tegn og undere har et nært forhold med spiritismen.

Satan skal optræde som Kristus

`Thi falske messiasforklædninger og falske profeter skal træde frem og gøre store tegn og undere for at om muligt bedrage endog de udvalgte...Om de så siger til jer: Han er i ørknen, så gå ikke derud, eller: Han er i de indre kamre, så tro det ikke. Thi ligesom lynet går fra øst og synes at ende i vest, således skal Menneskesønnens komme være.` (Matt 24,24-27; se også v 31; 25,31; åb 1,7; 1 Tess 4,16. 17).

Denne genkomst er der ingen mulighed for at efterligne. Den kommer at blive kendt over alt på jorden og vil kunne ses over hele verden.”

”Som kronen på værket i bedrageriets store drama skal Satan til sidst forsøge fremstille sig som Kristus. Menigheden har længe vedkendt sig at den venter på Kristi genkomst, da skal dens håb blive til virkelighed. Nu skal den store bedrager få det at se ud som om Kristus er kommet. I forskellige dele af verden skal Satan åbenbare sig bland menneskene som et majestætisk væsen med blændende skønhed, som ligner den beskrivelse af Guds Søn som Johannes giver i Åb 1,13-15. Den herlighed som omgiver ham overgår alt hvad dødelige mennesker endnu har set. Et triumferende råb lyder gennem luften: `Kristus er kommet! Kristus er kommet!` Folk kaster sig ned og tilbeder ham, medens han løfter sine hænder op og udtaler en velsignelse over dem, ligesom Kristus velsignede sine disciple, da han var på jorden. Hans røst er blød og lavmælt, men helt melodisk. Med venlige og medfølende ord præsenterer han nogle af de nådefulde, himmelske sandheder som Frelseren forkyndte. Han helbreder folkets sygdomme, og eftersom han udgiver sig for at være Kristus, påstår han at han har forandret sabbaten til søndag og befaler alle at holde den dag hellig som han har velsignet. Han forklarer at de som fremturer at holde den syvende dag hellig ærer hans navn, eftersom de ikke vil lytte til hans engle som han har sendt til dem med lys og sandhed. Dette er en stærk og næsten overvældende vildfarelse. Præcis som samaritanerne blev bedraget af troldkarlen Simon, således kommer folkemasserne, fra den største til den mindste, at give agt på disse troldomskunster og sige: `Han er Guds store kraft` (Apg 8,10).”

”Men Guds folk vil ikke lade sig bedrage. De lærer som denne falske Kristus forkynder stammer ikke overens med Bibelen. Hans velsignelse udtales over dem som tilbeder dyret og dets billede. Bibelen siger imidlertid at disse skal rammes af Guds ublandede vrede.” (Ellen White, The Great Controversy, s 624, 625).

Den rige mand og Lasarus

Præcis som i alle andre lignelser Jesus forkyndte, vil Han her lære en grundlæggende sandhed. Eftersom det er en lignelse hvor detaljerne ikke nødvendigvis behøver at have nogen betydning.

Jesus rettede åbenbart Jesus denne lignelse specielt til farisæerne, se v 14, 15. I lignelsen fortsætter Jesus den undervisning han indledte med lignelsen om den utro forvalter (v 1-13), hvor Jesus ville vise at det er hvordan vi bruger det liv som bestemmer hvordan det bliver derefter. Fra og med vers 9 vender sig Jesus fra sine disciple (se v 1) til de tilstedeværende farisæere, men de nægtede at tage imod lærdommen i lignelsen og gjorde nar af ham (v 14).

Farisæerne sad fast i sine penger (v 13, 14). De så at rigdom og velstand var bevis på Guds accept, medens fattigdom var Guds straf. Jesu formål med lignelsen om den rige mand og Lasarus var at modbevise dette ved at forsøge at vise at det er hvordan vi alle bruger situationen og evnerne i dette liv som afgør om vi skal have et evigt liv eller ikke. Ingen vurderes efter sine talenter som vi fået til låns af Ham for at bruge dem efter Hans vilje. Det er måden som vi bruger dette lån på hvor vi en gang skal stå til ansvar overfor Ham.

Årsagen til at Jesus i denne lignelse udtrykker sig på en måde som delvis modsiger Bibelen, men Han mødte tilhørerne der hvor de befandt sig. På denne måde kunne Han bedre undervise dem. Mange af tilhørerne troede på en bevidsthedstilstand mellem døden og opstandelsen (se Fodnote). Jesus udnyttede altså en populær opfattelse for at lære tilhørerne en vigtig sandhed, i stedet for at få en debat om sjælens tilstand i døden eller hvornår belønning og straf indtræffer.

Hvis denne lignelse virklig er en virkelighedsbeskrivelse af livet efter døden havner vi i de mest urimelige modsigelser.

1) Skulle himmel og jord ligge så nær hinanden, at de frelste hele evigheden igennem skulle kunne se sine nære og kære plages af ild? Skulle de hele evigheden igennem kunne tale med dem i deres lidelse men ikke kunne hjælpe dem? Hvilken ”himmel” skulle det blive for de frelste?

2) Skulle kløften mellem himmel og helvede være så bred at ingen kan komme over, men så smal at man kan tale med hinanden?

3) Får vi hårdere hjerter og bliver ufølsomme mod andres lidelser jo nærmere Gud vi kommer eller er det tværtimod? Skulle en frelst gerne ville have en sådan ”himmel”?

4) I lignelsen siges der intet om at der er en sjæl eller ånd som plages. Det er hele tiden kroppene det handler om: ”blikket” (v 23), ”fingerspidsen” (v 24), ”tunge” (v 24).

5) Det er vel Jesus som tager imod de frelste og ikke Abraham? Det er åbenlyst at lignelsen er rettet til jøderne.

6) Der nævnes intet om Lasarus og den rige mands forhold til Gud. Bliver alle fattige frelste som dør af sult og nød (selvom de forkaster Jesus)?

Jesu opfordring i lignelsen at Guds Ord er den eneste rettesnor i åndelige spørgsmål gælder også spørgsmål om sjælen er udødelig eller ej (v 29, 31). Svære bibeltekster skal forklares med andre bibeltekster.

Afslutningsvis kan nævnes at Jesus skal give alle dem som taget imod Ham som sin Frelser evigt liv, når Han kommer i sin herlighed sammen med alle sine engle (se Matt 16,27; 25,31-41; 1 Kor 15,51-55; 1 Tess 4,16. 17; Åb 22,12). Dette skal ske eftersom Jesus er ”opstandelsen og livet” (Joh 11,25).

Fodnote: Den jødiske historieskriver Flavius Josephus skriver i ”The Complete Works of Flavius Josephus”, s 901, at jøderne havde den opfattelse om tilstanden i døden.

Prædikede Kristus for de dødes ånder lige efter sin korsfæstelse (se 1 Peter 3,18-20)?

Var det sådan at Kristus efter sin død prædikede for dem som var ulydige på Noas tid? I så fald skulle disse få en andre mulighed at tage imod evangeliet siden de døde rent fysisk medens deres ånder fortsat levede. Eftersom disse levede på Noas tid og var ”ulydige” og befandt sig ” i fængslet” skulle de mellem Noas tid og Jesu korsfæstelse være udsat for torturlignende forhold som straf for deres ulydighed. Men efter Jesu korsfæstelse skulle de da få en anden chance at tage imod evangeliet gennem Jesu forkyndelse. En sådan opfattelse går imidlertid imod Bibelens undervisning.

Først måtte man spørge om Kristus efter sin korsfæstelse skulle have prædiket for ulydiges ånder, hvorfor skulle Han have valgt ud just de ånder som var ulydige på Noas tid? Findes der ikke andre som kunne få en anden chance at blive frelst?

Hvordan prædikede Kristus for disse som var ulydige på Noas tid? Bibelteksten herover siger tydeligt at det var gennem ” Ånden” som Kristus prædikede for ” ånderne i fängelset” – ikke efter Jesu korsfæstelse men på Noas tid. Fandtes der nogen som gennem den hellige Ånd kunne prædike for dem som var ” ulydige” på Noas tid? Jo, Noa selv forkyndte evangeliet for dem som ” retfærdighedens forkydere” (2 Peter 2,5).

Hvad indebærer det at disse ” ulydige” befandt sig i ” fængslet”? Bibelen siger at Messias (Jesus) skulle ” føre fanger ud af fængslet” (Es 42,7). ” Fængslet” er det symbolske sted hvor syndens ” fanger” befinder sig. Jesus prædikede evangeliet for menneskerne for at de skulle befris fra syndens fangenskab:

”Herrens Ånd er over mig, thi han har salvet mig til at prædike glædens budskab for de fattige. Han har sendt mig for at udråbe frihed for de fangne og syn til de blinde, for at give de fortrykte frihed og prædike et nådens år for Herren...” (Luk 4,18-21; sammenlign Es 61,1-2).

Endelig kan det være passende at spørge varfor de som Noa prædikede for, kaldes for ” ånderne” (i fængselet) (1 Peter 3,19) om de var mennesker som forsat levede på jorden og som endnu ikke er døde?

I Hebr 12,22-24 skriver Hebræerbrevets forfatter til kristne at ”I er kommet til...det himmelske Jerusalem...til den nye pagts mellemmand, Jesus…”.

Forfatteren skriver altså til kristne som lever og beskriver her symbolskt hvordan kristne samles omkring Guds trone i himlen. På lignende måde indbydes de til at ”frimodigt gå frem til nådens trone” (”for at få barmhjertighed og finde nåde”) i 4,16.

Det er det naturligt at ”ånderne hos de retfærdige som nåede fuldkommenheden” (Hebr 12,23) er en beskrivelse af hvordan kristne samles overfor Guds trone i himlen i ånden – ikke rent fysisk, eftersom de forsat levede på jorden.

Dette bekræftes af at ”I er kommet” (”til...det himmelske Jerusalem”) i Hebr 12,22 taler om hvordan alle kristne som lever – Guds usynlige menighed - samles symbolsk omkring Guds trone i himlen.

I Hebr 12,9 læser vi: ”Vi havde vore jordiske fædre som tugtede os, og vi havde respekt for dem. Skulle vi da ikke så meget mere underordne os åndernes Fader så at vi kan leve?”

I dette vers og i v 10 fremstilles en kontrast. Hvis vi respekterer en jordisk faders tugtelse, hvor meget meget mere burde vi ikke de respektere vor himmelske Faders tugtelse. I begge tilfælde beskrives levende mennesker, men argumentationen går fra det mindre til det større. Det er derfor der står ”åndernes Fader” (det større).

”Gud som råder over ånden i al kød” i 4 Mos 16,22 og 27,16 handler om levende mennesker, ikke om ånder som forlod den fysiske krop.

Hvad mente Paulus?

Hvis man bare læser denne tekst af Paulus kan det virke som om at han skriver at han direkte efter døden skulle komme til himlen og leve med Kristus. Men det skulle gå imod det han skriver på andre steder i sine breve. I 2 Tim 4,8 skriver Paulus tydelig at det er først ved Jesu genkomst som han, og alle øvrige Guds børn, skal ”være sammen med Jesus” (Fil 1,23):

”Nu ligger retfærdighedens sejrskrans i forvar for mig. Den skal Herren, den retfærdige dommer, give til mig på den dag, og ikke bare til mig men til alle som elsker hans genkomst.”

I 1 Tess 4,13-18 skriver Paulus at det er først ved Jesu genkomst som han og øvrige Guds børn skal ”være med Jesus”:

”...derefter skal vi som lever og er endnu rykkes op i skyen sammens med dem (de som døde i Kristus og opstå) for at møde Herren i luften. Og så skal vi altid være hos Herren...” (se v 17).

Spørg jer Hvorfor Paulus udtrykker sig som han gør i Fil 1,23? åbenbart udtrykker han sine ønsker at forlade det lidende han fik udstå for at være med Kristus uden at nævne den tid som går mellem hans død og Jesu genkomst. Han var sikker på at han skulle få ”retfærdighedens sejrkrans” (2 Tim 4,8) når Jesus skulle komme tilbage. Trods at Paulus var død i et par tusinde år, så er han jo ikke klar over dette. Tiden mellem dødsøjeblikket og Jesu genkomst er jo som et kort øjeblik for den som død i Kristus, uanset hvor mange år man var død.

Sjælene under alteret

”Sjælene” under alteret er også symbolskt. Skulle man tolke dette bogstavligt skulle det indebære at martyrerne ikke er lykkelige i himlen, eftersom de kræver hævn. Men Jesus siger om sine ægte efterfølgere at de ” elsker jeres uvenner og beder for dem som forfølger jer.” (Matt 5,44).

Sjælene under altaret som råbte om hævn ligner den symbolske fremstilling i 1 Mos 4,8-10 hvor Kain dræbte sin bror Abel og Gud sagde til Kain: ”Din brors blod råber til mig fra marken” (v 10).

I både bibelteksterne er råbet om hævn altså en symbolsk fremstilling af de som dræbte Guds folk skal få sin retmæssige straf – ikke af dem som blev myrdet, men af Gud selv.

”`Hævn ikke, mine elskede, uden give plads til vredesdommen. Thi det står skrevet: `Min er hævnen, jeg (Gud) skal afkræve den`” (Rom 12,19).

Det er værd at notere at fremstillingen af seglet i Åb 6 i stor udstrækning er symbolsk - for eksempel de fire stridsheste og Lammet - og at det derfor er logiskt at sjælene under alteret i den femte basun også er symbolsk.

Skærsilden

Læren om skærsilden går imod Bibelens undervisning på flere punkter. Bibelen lærer at: 1) De døde ”sover” i sine grave ubevidst om hvad som sker omkring dem (Præd 9,10). 2) En menneskes retfærdighed kan ikke overføres til et andet menneske (Ez 18,20-22). 3) Der findes kun een Midler og det er Jesus Kristus (1 Tim 2,5). 4) Efter døden følger den yderste dom som ikke giver nogen andre chance at angre, bekende og overgive de synder man har begået i dette livet (Hebr 9,27).

Reinkarnation

De fleste kristne tror på en udødelig sjæl, hvor sjælen efter døden enten går til et evigt liv i himlen eller evig straf i helvedet. Men der findes også kristne som tror at den udødelige sjæl - på grund af reinkarnationen – gennemgår mange cyklus’er af død og genfødelse her på jorden. Nogle tror at reinkarnationen medfører en åndelig udvikling hvor ånden gradvis kan opnå højere tilstand af kundskab og moral mod fuldkommenheden. Men som tidligere vist i denne artikel findes det intet bibelsk belæg for reinkarnationen. Herunder følger nogle hovedpunkter som viser at reinkarnationen og Bibelens budskab ikke går sammen:

1) Bibelen siger at sjælen kan dø (Matt 10,28, 1 Tim 6,16). Bibelen siger også at de som dør sover i sine grave og skal enten opstå ved Jesu andet komme eller efter de tusinde år som følger efter Jesu andet komme (Joh 14,1-3, 1 Tess 4,13-18, Åb 20,5).

2) Bibelen lærer os at vi bliver frelste af nåde gennem tro på Jesu Kristi genløsningsværk og altså ikke bliver frelste gennem egne menneskelige gerninger (Ef 2,8-10, Tit 3,5).

3) Bibelen siger at vor evige skæbne bestemmes af hvad som sker i dette liv (Matt 25,31-46, Åb 20,11-15).

4) Bibelen underviser om at der ikke findes nogen mulighed at sejre over synden efter døden, det vil sige vi får ikke en ny chance efter døden (Hebr 9,27; Åb 20,12. 13).