”Løskøbt gennem et stort Offer”!

R.M. Harnisch
Traktat Nr. 4

Bismillah al-Rahman al-Rahim

Ibrahim råbte
Et af de største eksempler på underkastelse under Allahs Ord skete, da Ibrahim opfordres til at forlade hjem, slægt og land. Han skulle begive sig til et ukendt endemål, som Allah, med tiden, tænkte at vise ham. Ibrahim adlød ubetinget, da Allah talte til ham. Hændelsen står nedskrevet i den Hellige Koran og i Tora første Mosebog 12, med begyndelsen i vers 1: ”HERREN sagde til Abram: ’Gå ud af dit land og fra din slægt og din faders hus og begiv dig til det land som jeg skal vise dig.” Ibrahims svar gengives i første Mosebog 12,4: ”Abram begav sig på vej som HERREN havde sagt til ham… Abram var femoghalvfjerds år da han forlod Haran.”

Ved det tidspunkt var Abram ikke længere en ung man; han var etableret og velbjærget. Men da han hørte Allahs røst, adlyde han, uden at komme med indvendinger. Ibrahim fik ikke at vide, hvor han skulle tage hen, uden bare, at han skulle pakke sine ejendele samme og begive sig afsted. Det gjorde han, hvorved han glemte sine egne ønsker, eftersom han helt og fuldt stolede på Allahs ledelse. Du forstår, Ibrahim havde udviklet et forhold til Allah; han indså, at Hans veje er bedst. Altså tog han helt enkelt Allah på Hans Ord og underordnede sig Hans ønsker. Vi skulle også gøre klogt i, at vise samme underkastelse for Allah, som Ibrahim viste.

Ibrahim kaldt til at ofre
Kapitel 22 af Tora første Mosebog indeholder en anden beretning om Ibrahim. Mange år efter at han forlod slægt og hjem, instrueredes han af Allah til, at ofre sin søn. Hændelseforløbet beskrives i detaljer. Er redegørelsen betydningsfuld? Ja! Hvorfor skulle sura 26:69 ellers fortælle os, at ”berette” om Ibrahim? Den Hellige Koran har rene lovord for Ibrahim. I sura 26:69 Ash-Shu’ara’ står der: ”OG FORTÆLLE dem om Abraham -”. Det fremstår så åbenlys, at fortællingen er vældig vigtig for os at kende til og forstå, thi deri ligger der en lærdom for os. Kendskabet til beretningen giver os en stor velsignelse.

I Tora første Mosebog 22,2 står der skrevet: ”Da sagde han [Allah]: ’Tag din søn Isak, din eneste søn….” Siden siger de her helt uventede, de mest smertefulde ord: ”… som du elsker, og gå til Moria land og ofre ham der som brændoffer på et bjerg som jeg skal vise dig.’”

Ibrahim havde for vane, at omgås Allah. Herigennem var der opstået et så fast forhold mellem Allah og Ibrahim, at Ibrahim kende Allahs stemme igen, da han hørte den. Og Ibrahim mærkede så stærk kærlighed til Allah, at da Ibrahim opfattede Hans stemme, elskede han den og adlød den helhjertet, selvom han ikke begreb sig på Allahs hensigter. Ligesom Ibrahim havde gjort tidigere, valgte han at adlyde på ny. Denne beretning står kort i beskrivelsen i As-Saffat sura 37:102-107. Det kan ikke have været en enkel opgave for ham, at gennemføre den befaling! Hans ømsindige hjerte må have gjort ubeskrivelig ondt! Alligevel ringede Allahs Ord tydelig i hans øre.

Ibrahim ibland ”haniferne”
”Haniferne” er helt oprigtige og i helt hengivne mod Allah. De tilbeder Allah på reneste måde. Ifølge Bibelens beretning i første Mosebog 22:3 skete der følgende, siden Ibrahim beordres, til at ofre sin søn: ”… Tidig næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog to af sine tjenere med sig og sin søn Isak. Efter at han havde hugget ved til brændofret, begav han sig på vej mod det sted som Gud [Allah] havde sagt at han skal gå til.” Denne ydmyge lydighedshandling er årsag til, at Ibrahim betragtes som en af ”haniferne” {sande monoteister}. Da Ibrahim modtog Allahs befaling, adlød han uden tøven og agerede villigt efter som det han blev tilsagt at gøre. Ganske vidst er det stadig sandt, at de, som adlyder Allahs stemme og straks viser Ham underkastelse, også indgår ibland ”haniferne”?

Ibrahim kaldes til Moria bjerg
Den ting, som Allah havde bedt Ibrahim at udføre, var ingen enkel opgave. Tora fortæller os, at det tog tre dage, at rejse strækningen til Morias land på ryg. Det må have været tre lange, smertefyldte dage, eftersom Ibrahim troede, at han skulle vende tilbage fra offerpladsen uden sin elskede søn. Og hvad skulle han sige til drengens mor? Man kan undre, om Ibrahim fandt nogen hvile og ro om nætterne, medens de andre sov. Ibrahim må have kæmpet med Allah i bøn om denne sag.

I Tora første Mosebog 22:4-8 fortsætter historien: ”Da Abraham på tredje dag løftede blikket kunne han se pladsen på afstand. Han sagde da til sine tjenere: ’Stop her med æslet. Jeg og drengen går lidt bort for at tilbede, og derefter kommer vi tilbage til jer.’” Intet andet menneske skulle være vidne til begivenheden, som skulle ske overfor Allah. ”Abraham tog veddet til brændoffret og lagde den på sin søn Isak, men selv tog han ilden og kniven, og de gik begge sammen.” Efter en stund sagde Ibrahims søn således: ”’Far!’ … ’Vi har ild og brænde, men hvor er lammet til brændofret?’ Abraham svarede: ’Gud skal at udse sig lammet til brændofret, min søn.’ Så fortsatte de deres vandring sammen.”

De nådede frem til stedet; alteret opførtes; brændet lagdes på alteret. Siden må den aldrende fader sige til sin kære søn: ”Du skal være ofret.” Tænk sig! Her har vi Ibrahims elskede søn på hans alders efterår! Endnu underkastede sønnen sig helt og holdent det, som Allah havde begærede af Ibrahim. Uden protest som kunne høres og fysisk modstand, lod han sig binde og lægge på alteret.

Ibrahim hævede hånden med kniven og skulle præcis til, at dræbe sin søn, da han måtte stoppe. En røst fra Himmelen kunne nemlig høres: ”’Abraham! Abraham!’” Han svarede: ”’Her er jeg.” Første Mosebog 22,9-11. Historien fortsætter i versene 12-13: ”Da sagde han [Allah]: ’Løft ikke din hånd mod drengen og gør ham ingenting. Nu ved jeg at du frygter Gud, da du end ikke har unddraget mig din eneste søn.’ Abraham så sig omkring og fik da bagved øje på en vædder som havde viklet med hornene i et tæt krat. Abraham gik derhen og tog vædderen og ofrede den som brændoffer i stedet for sin søn.”

Ibrahims søn frikøbt
Hvor blev Ibrahims søn frikøbt? Den Hellige Koran siger, at det skete gennem et prægtigt eller stort offer! Sura 37:107 siger os: ”Som løsen for [sønnen] tog Vi imod et prægtigt offerdyr”. Var vædderen, som havde vristet sig i tæt kraft, virkelig et ”prægtigt” eller stort offer? Vi indser, at det kan så ikke have været tilfældet. Altså forstår vi, at beretningen rummer mere. Kan det tænkes, at den af Allah tilvejebragte vædder pegede på det fremtidige ”store Offer”? Var den et billede på Ham, som Allah skulle sende, for at blive syndoffere for hele verden?

På en måde stod Ibrahims søn for hele menneskeheden. På grund af vore synder, burde vi alle dø den evige død. Men takket være den af Allah udlagte løsesum, kan vi slippe den skæbne og leve for evigt. Løsesummen betales gennem denne lam, som ofredes i vort sted for omkring 2 000 år siden. Hans navn er Isa al-Masih, Kristus Jesus, Sønnen til Maryam - udsendt af Allah, for at være forsoningsmidlet for menneskeheden. Menneskene havde trodset Allah og fortjente tilintetgørelse, men Allah tænkte at komme med en løsning. Den syndige slægt kunne kun løskøbes gennem det af Allah udsendte storartede offer.

Ibrahim nævnes som velsignet af Allah
Efter som Ibrahim adlød Allahs røst i denne her sammenhæng, står det i beretningen af første Mosebog 22,16-18 (Tora), at han blev velsignet af Allah. Og ikke kun han blev velsignet, men ”i hans sæd” (hans efterkommende, og i særdeleshed i en - Isa al-Masih) skulle alle blive velsignede. ”… skal jeg [Allah] rigelig velsigne dig og gøre dine efterkommere talrige som stjernerne på himlen og som sandet på havets strand,… I dit afkom skal alle jordens folk blive velsignet, fordi at du lyttede til min røst.’”

Første Mosebog 26,5 forklarer for os, hvorfor Ibrahim velsignedes af Allah: ”… eftersom Abraham lyttede til min røst og tog vare på det jeg forordnede: mine befalinger, forskrifter og love.’” Nogle vil gøre gældende, at de Ti Bud ikke blev udgivet før på Mose tid på Sinaiberget, langt efter Ibrahim. Imidlertid slår redegørelsen i første Mosebog fast en gang for alle faktummet, at også Ibrahim lyttede Allahs Ti Bud og andre anvisninger. Hvis vi ønsker Allahs velsignelse, må også vi være villige, at vise lydighed mod Allahs Ord og Hans lovbud, hvorved vi overgiver viljen til Gud, ligesom Ibrahim gjorde. Da vil Allah garanteret velsigne os.

Alle de vers i det Gamle Testamentes Skrifter (Taurat), som taler om dyreoffer, skulle få os at se fremad mod det ”store offer”, det ”afgørende offer”, som skulle udføres af Allah. Men da Isa al-Masih Ibn Maryam til sidst indfandt Sig hos menneskene, var der få, som virkelig troede på Ham som Messias, ofret for synd, løsesummen, Frelseren af denne fordømte verden, som var faldet dybt i synd.

Moriabjerget og løsen
Hvorfor bad Allah Ibrahim, at gå til Moria bjerg? Bjerget lå, der hvor templet senere skulle opføres, men det var også det bjerg, hvor Isa al-Masih mange år senere skulle give Sit liv som offer for menneskeslægten. Han døde på præcis samme sted, hvor Ibrahim flere hundrede år tidligere havde stoppet op, og skånet sin elskede søn. Men da det gjaldt Isa al-Masih, skulle Allah ikke stoppe. Han (Isa al-Masih), som stod nærmest Allah, blev et offer på menneskenes vegne. Han ofrede livet for os. Fader Ibrahims oplevelse med sin søn var et varsel om dette; den sladrede om, hvad som skulle komme til at ske. På Ibrahims tid fandt man en løsen: Vædderen, som havde sat sig fast i det tætte krat. Men om Isa al-Masih siger Injeel: ”Så har ikke heller Menneskesønnen [Isa] kommet for at blive tjent uden for at … give sit liv til løsen for mange.’” Mattæusevangeliet 20,28.

I fortiden kendte vise personer i Østerlandet til, at en løser skulle betale for menneskene. Et løsen er den pris, som må betales for en person, for at han skal frigives fra slaveri eller fangenskab. I dette tilfælde må syndere komme til undsætning eller forlades for sin synd, eftersom ”syndens løn er [evig] død”. Romerbrevet 6,23. I de Hellige Bøger læser vi: ”’Frels hende [menneskene], så at hun ikke farer ned i graven [tilintetgørelsen], jeg har fået løsepenge.’” Job 33,24.

Nogle må betale prisen på menneskenes veje, ellers skulle vi syndere kun have graven [tilintetgørelsen] at se frem til. Der står skrevet i Injeel, at Allah havde stillet et offer til rådighed, de nødvendige løsepenge: ”Men Jesus [Isa al-Masih] har frembåret et eneste syndoffer til alle tider [Sig Selv], og han har sat sig på Guds [Allahs] højre side”. Hebræerbrevet 10,12. ”Han [Isa al-Masih] er forsoningen for vore synder, og ikke bare for vore uden også for hele verdens.” Første Johannesbrevet 2,2.

Kære ven til Allah, tænker Du godtage dette offer, denne løsepenge fra Allah, på Dine veje? for Din skyld udgav Allah Isa al-Masih, Messias eller den Salvede, som det ”afgørende offer”. Han udgør vor Frelser fra synden. Vær så god og tage imod dette graciøse tilbud i dag!