Tre Sabbater

E.J. Waggoner

Man kan ligeså sandelig tale om sabbater i flertal, som man sandelig kan tale om mange guder. ”[...] det findes ikke mere end en en Gud. Thi hvis også nogle såkaldte guder skulle findes, om det er i himmelen eller på jorden - og der findes jo mange ’guder’ og mange ’herrer’ – ligeså findes der for os kun en eneste Gud: Faderen, af hvilken alt er og til hvilken vi selv er, og en eneste Herre: Jesus Kristus, gennem hvilken alt er og gennem hvilken vi selv er.” Se 1 Korintierbrevet 8,4-6. Altså findes der bare en sand sabbat, Herrens sabbat, selvom der findes diverse såkaldte sabbatter.

Herrens Sabbat
Ordet ”sabbat” betyder hvile. Der er et hebræisk ord som overførtes til engelsk [og dansk]. Således brugte hebræerne ordet ”sabbat”, havde det samme betydning som ordet ”hvile” for os. Således står der egentlig i det fjerde bud: ”Husk hviledagen, så at du helliger den. Seks dage skal du arbejde og forrette al din gerning; men på den syvende dag er HERRENS, din Guds, hvile; da skal du intet arbejde gøre, hverken heller din søn eller din datter, ej heller din tjenere eller din tjenerinder eller dine dragere, ej heller fremmede, som er hos dig inden for dine porte. Thi på seks dage gjorde HERREN himmelen og jorden og havet og allt hvad i dem er, men han hvilede på syvende dag; derfor har HERREN velsignet hviledagen og helliget den.” [2 Mosebog 20,8-11]

Vi må ikke begå fejl, at fælde dom om Herrens hvile udfra hvad mennesker er vandt til, at benævn hvile. Gud er intet menneske. Snarere burde vi udfra Guds hvile lære, hvad hvile virkelig er. Guds hvile er ikke blot kropslig hvile på grund af træthed. Dette forstår vi fra to sager. For det første: ”Gud er ånd”. Johannes 4,24. Ikke ”en ånd”, som om Han var en af mange; men Han er Ånd, som det oversættes i noten i [King James] Revised Version. For det andet: ”HERREN er en evig Gud, han som har skabt jordens ender? Han bliver ikke træt og giver ikke op”. Esajas 40,28. Således hvilede Herren sig ikke af træthed, og Hans hvile er ikke fysisk, men åndelig, eftersom Han er Ånd. ”De som tilbeder ham må tilbede i ånd og sandhed.’” [Johannes 4,24]

Gud hvilede, ikke på grund af træthed, uden at Hans værk var fuldendt. Når et arbejde er klart, og vel udført, står kun hvile tilbage. På seks døgn fuldbyrdede Gud Sit værk, og da Han betragtede det, forklarede Han det væra ”meget godt”. Det var fejlfrit. Han så ingen mangel deri. Eftersom Guds værk var klart og vel udført ved afslutningen på den sjette dag, ”hvilede [Han] på den syvende dag fra al det værk som han havde gjort.” {1 Mosebog 2,2} Han nærede ingen dårlige tanker, Han angrede intet. Hans hvile blev ikke plettet til, sådan som mennesket ofte omtaler hvile, som tanker som: ”I morgen må jeg gå i gang med den opgave igen”; eller: ”Jeg kunne ønske, at jeg gjort denne ting lidt anderledes”; eller: ”Om jeg kunne gøre denne detalje om, ville jeg forbedre den”; eller: ”Den sidste dags arbejde blev så mislykket, at jeg ikke tør se på resultatet; jeg var så træt, da jeg begyndte med det, at jeg ikke tilnærmelsesvis lykkedes.” Ikke sådanne tanker overhovedet. Hver del i værket, ligesom mennesket, var så fuldendt, som den kunne være. Gud rigtig glad for, at beskue det værk Han hvilede Sig efterpå, thi det var fuldstændigt og fuldkomment.

Dette er den hvile Han tilbyder os. Det er ikke noget Han påtvinger os, men som Han i evig kærlighed og venlighed giver os. Hvile er ingen opgave, som forelægges en. Den er ingen byrde. De, som betragter sabbaten som en byrde, har ingen anelse om, hvad Herrens sabbat er for noget. Den er hvile, fuldstændig, uforfalsked hvile.

Jesus Kristus er verdens Skaper, ”Thi i ham skabtes allt i himmelen og på jorden” {Kolosserbrevet 1,16}. Alltså er Han Den, som tilbyder os denne hvile. til hver sjæl råper Han: ”Kom til mig, alle som arbejder og er betyngede, så skal jeg giva eder ro {hvile, i den eng. Bibel}.” Matteus 11,28. Hvilen genfindes i ham, thi i ham er Guds værk fuldbyrdet. I ham er det nye menneske, og hvis nogen er i ham, er han en ny skabning. På korset udråbte Jesus: ”Det er fuldbragt” {Johannes 19,30}. Det viser, at i Hans kors finder vi den fuldkomne hvile, som kun muliggøres gennem Herrens afsluttende arbejde.

Denne hvile vindes ved tro. ”Vi som er kommet til tro, vi få jo komme ind til hvilen.” {Hebræerbrevet 4,3} Hvorfor det? – Jo, for ved troen er Herrens afslutade, fullendte værk vort. ”’Dette er Guds gerning, at i troen på den han har sent.’” Johannes 6:29. Tror man på ham, går man hen mod ham. Eftersom Herrens værk er fuldstændigt i ham, finder vi således vila, gennem at tro på ham.

Den hvile, som Jesus giver, er hvilen fra synden. De betyngede personer, som Han kalder til sig, segner under sin syndebyrde. Alle mennesker er såvidt nedtyngede, thi ”Alle har jo syndet” {Romerbrevet 3,23}. Vore bedste gerninger er altigennem værdiløse. Kristus vil have et folk, ”som beflitter sig om at gøre, hvad godt er” (Titusbrev 2,14. 15); men vore gode handlinger må være de, som Gud selv har udført for os i Kristus. Blot Hans værk består. ”Majestæt og herlighed er, hvad han gør, og hans retfærdighed forbliver evindelig.” Salme 111,3. Altså: ”Af nåde er I frelste gennem tro – og det er ikke af eder selv, Guds gave er det – ikke af gerninger, for at ingen skal være stolt af det. Thi hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, hvilket Gud forud har beredt, for at vi skal vandre i dem.” Effeserbrevet 2,8-10. Det er ”ikke på grund af retfærdighedsgerninger, at vi havde gjort, men efter sin barmhjertighed, gennem et bad til ny fødsel og fornyelse i Helligånd, som han rigelig udgød over os gennem Jesus Kristus, vor Frelser”. Se Titus brev 3,5. 6. Således bliver vi frelste gennem Guds gerninger, ikke tak til vor egne. Gode gerninger er talrige, og således skal vi gøre, men ikke af egen kraft, men kun gennem Guds fuldkomne gerninger i Jesus Kristus. Hvis gerninger var vore egne, da var hvilen også vor egen; men Gud giver os Sin hvile, ikke vor, thi Hans gerninger alene kan medføre fuldstændig hvile. ”Han har gjort det sådan, at hans undre er i som påmindelse” (Salme 111,4), eller, bogstaveligt talt: ”Han har gjort en påmindelse for sit underfulde værk.” Denne påmindelse er den syvende dag, dagen hvor Han hvilede fra alt Sit værk. Den dag har Han velsignet og helliget, gjort hellig. Den har aldrig mistet sin hellighed, thi ”alt hvad Gud gør skal forblive evindelig” {Prædikeren 3,14}. Hvad end mennesket gør, hvordan mennesket end betragter dagen, står dens hellighed tilbage.

”Altså står en sabbatshvile endnu tilbage for Guds folk” {Hebræerbrevet 4,9}; og den syvende dag, hvilken Gud forklarede var sin hviledag for altid, er den Han bruger for at undervise os om fuldkommmelsen hos sin hvile – den maner os nemlig til at begrunde en afslutning og fuldkommengørelse på en ny skabning. Den viser for os den evige Gud, den utrættelige, almægtige Skaber, som har forberedt og bevaret megen godhed til dem, som hellere fortrøster sig på ham, end på menneskenes børn. Salme 31,20. Den minder os om, at vi er ”delagtige af den fylde, i ham som er hovedet for alle åndeverdens fyrster og myndigheder” {”fuldstændige i ham...”: Engelske Bibel}. Den fortæller os at, selvom vi har syndet og nedkaldt forbandelsen over Guds fuldkomne skabning, genvinder og foreviger Kristi kors – som bærer på forbandelsen – Guds fuldstændige værk. Ved dette kan vi stå pletfrie overfor Guds trone, præcis som da menneskene blev skabt først. ”Gud være tak for hans uudsigelige rige gave.” {2 Korintierbrevet 9,15}

Jødedommens Sabbat
Der findes en ”jødisk sabbat”, eller jødernes sabbat, men den er væsens forskellig fra Herrens sabbat. Mange forestiller sig, at om man iagttager den syvende dag, holder man den jødiske sabbat; men det stemmer slet ikke. Ingen holder den jødiske sabbat hvis han holder sabbaten ”efter lovens bud.” {Lukas 23,56} Samme forskel foreligger mellem den jødiske sabbat og Herrens sabbat som mellem et menneske og Gud. Lad os forklare:

”Den syvende dag er HERRENS, din Guds, sabbat” {2 Mosebog 20,10}. Vi har set, at Herrens hvile er åndelig hvile, hvor den syvende dag bevarer mindet af. Et menneske må ophøre med sit legemlige arbejde på syvende ugedag, og alligevel ikke holde Herrens sabbat. Om en person slutter arbejdet ved solnedgangen om fredag aften, og kun som en slags tilbedelse afstår fra al arbejde til solnedgang næste dag - dette for at bedre fysisk klarer sit arbejde igen, eller med tanke på at han herigennem udfører en pligt og fortjener Guds yndest – holder han ingenlunde Herrens sabbat. At holde Herrens sabbat indebær at glædes i Herren. De, som ikke glædes i Herren, holder ikke Hans sabbat, uanset når de afstår fra arbejde.

Det er helt umuligt for den ikke-kristne, at holde Herrens sabbat. Sådan som vi har set det, vil Herrens hvile kun af Hans fuldkomne værk. Det genfindes kun i Kristus. ”Vi som er kommet til tro, vi kunne komme ind i hvilen.” {Hebræerbrevet 4,3} Derfor holder ingen ikke-kristen jøde Herrens sabbat, selv om han åbenbart hviler sig på den syvende ugedag. Hans hvile er hans egen hvile, ikke Herrens hvile.

Ser Du forskellen? Jødernes sabbat falder på samme ugedag som Herrens sabbat, men det er på ingen måde det samme. Den står kun for menneskene selv, ligesom hendes værk. I stedet for at være tegnet på retfærdighed gennem tro på Herrens værk, er det tegnet på selvretfærdiggørelse. Dette genspejles i jødernes spørgsmål til Jesus: ”Hvad skal vi gøre for at udføre Guds gerninger?’” {Johannes 6,28} De sammenlignede deres egne gerninger med Guds gerninger. Deres lydighed var ikke troens lydighed, uden en egentlig formel. Måtte Herren redde os fra en sådan sabbat. Gennem Herrens sabbat reddes vi fra dette, thi vi reddes fra vore egne gerninger, og får Herrens fuldkommenlige gerninger. ”Den syvende dag er HERRENS, din Guds, sabbat”, men lad os vogte os for, at kun gøre den til en karikatur af hvile. Lad os tage den for hvad den er: Herrens hvile.

Den pavelige Sabbat
Denne er noget helt andet, end jødedommens sabbat, og uendeligt stor forskel fra Herrens sabbat. Herrens sabbat indebærer, at man godtager Guds egne gerninger, og hvilket kun er i disse. Man tillader ham, at virke både i vilje og gerning, for at Hans gode vilje skal ske. Jødedommens sabbat repræsenterer nidkære og selvsikre personers forfængelige anstrengelser, at udføre Guds gerninger, og som kun Gud kan udføre. Men pavens sabbat indebær, at menneskers gerninger erstatter Guds og regnes som bedre, end Hans. Den gør t.o.m. afkald på Herrens budord. Lad os se, hvordan det er muligt.

Herrens sabbat er belyst tilstrækkeligt for denne gang. Vi ved, hvad den er. Vi har set, at jødernes sabbat er den formelle iagttagelse af Herrens sabbat, uden selve kernen. Denne vindes kun gennem troen. Jødedommens sabbat falder på samme dag, men er menneskenes sabbat, ikke Herrens. Pavens sabbat har intet til fælles med Herrens sabbat, ikke engang formelt, men forkaster den fuldstændigt. Altså står det således i en romersk-katolsk bog med titlen ”A Sure Way to Find Out the True Religion”:

”Søndagens helligholdelse er aldeles nødvendig for ens frelse. Dette står endog ikke nogen steder i Bibelen. Tværtimod siger Bibelen: ’Husk sabbatsdagen, så at du holder den hellig’ (2 Mosebog 20,8), hvilket er lørdag, og ikke søndag. Altså indeholder Bibelen ikke alt det man behøver, for at frelses.”

Dette er bare et af mange lignende citater, som kunne anføres, men viser fuld ud, at holdes søndag, forkaster Den Katolske Kirke Herrens Ord med fuldt overlæg, og ophøjer sig selv over dette. Den har valgt en helt anden dag som sin sabbat end den for Herrens sabbat – en dag, hvor end ikke Gud Selv kunne have indstiftet Sin sabbat, thi på en søndag indledte Han Sit værk – for at betone Sit krav på at stå over Gud. Herigennem skal menneskene lære at hellere adlyde kirken end Gud.

Bemærk at der i citatet tales om ”Søndagshelligholdelse”. Men Gud har ikke gjort søndagen hellig. Ja, Bibelen er tavs angående en sådan dag. Den nævner ganske vidst første ugedag, hvilket benævnes som en arbejdsdag, men søndag – som består af deler af to dage – blev indstiftet i Rom. Den eneste dag, som Gud nogensinde har kaldt for hellig, er den syvende ugedagen. Den dag har Han selv gjort hellig. Alt hvad Han ønsker af os, er at holde den hellig. Men eftersom Gud ikke gjorde søndagen hellig, indebærer det at menneskene selv må gøre den hellig, for at holde den hellig. Al hellighed i verden, som søndagen besidder, er den, som mennesker tillægger den. Således udgør søndagssabbatten et tegn på menneskenes tilsyneladende evner, at gøre ting og sager hellige. Thi hvis menneskene kan gøre en ting hellig, er det åbenbart at det kan gøre hvad som helst helligt. Hvis menneskene formår gøre og holde en dag hellig, da formår de gøre sig selv hellig og holde det helligt. Pavedømmets sabbat er altså tegnet på pavens krav på, at indtage Herrens plads som synderes helliggører.

Medens den syvende dag er tegnet på Guds magt, at frelse gennem Sine egne gerninger, er søndagen tegnet på menneskenes selvoptagne magt, at frelse sig selv gennem sine egne gerninger, helt adskilt fra og trods Herren. Den forkaster Herren, ved at forkaste Hans Ord. Læg mærke til, at dette siges om den pavelige søndag, ikke om alle dem, som betragter den som en hellig dag. Der er tusinde, som holder pavens dag, i oprigtig tro, at den er Herrens sabbat. Disse tror på retfærdiggørelse gennem tro, selvom de ubevidst iagttager tegnet på retfærdiggørelse ved gerninger. Det er for at hjælpe disse, at denne artikel blev skrevet. Herigennem kan de være helt konsekvente, bekendende kristne. Vi har at gøre med fakta, uanset hvordan mennesker må forholde sig til dem; og fakta er, at Herrens sabbat indebær retfærdiggørelse ved tro. Pavens sabbat indebær retfærdiggørelse ved gerninger, nemlig menneskers gerninger. På hvilken side stiller Du Dig?