Musik til Gudstjensten

Af: Hal Mayer

I selve opsætningen skulle udøvelsen være kedeligt for mange uden musik. Musik er limen, som holder sammen på den karismatiske oplevelse. Svingermusikken i de synkroniserende rytmer udmærker denne musikstil. Selvom orden taler om renhed, helligelse, kærlighed og Gud, hænger de sammen med samme slags musik, som kan findes i barer og natklubber samt anden verdslig indretning. Men efterhånden accepteres disse lyde som personlig og fælles gudstilbedelse, eftersom denne orden virker sunde. Dansens lyd er efterhånden døbt til kristen brug.

Uden bestemte regler, hvori det kan forklares, hvorfor en del musik må skade sjælens åndelige modenhed, overlader de fleste syvendedags-adventister til musikerne, at afgøre, hvad som er passende. Når der spilles eller synges dansetoner i kirken, føler mange medlemmer et næsten ubeskriveligt ubehag. Mange skulle gå så langt som, at tale om rytmer som den skyldige, men eftersom de ikke har belæg for, hvorfor det er for meget rytme, eller hvorfor denne skader sjælen, er de bange for, at tage sagen op med pastoren, forstanderne og i særdeleshed med musikanterne. Mange er bange for, at anklages for at kritisere eller fordømme. Næste gang, hvor lyden høres, virker det mindre modbydeligt. Lyttere vender sig til den nye lyd og virker til at påskønne det. Så efterhånden bliver denne talemåde sand: ”Det vi en gang var bange for, fordrager vi, omfavner vi nu.”

I de sidste 20 år eller deromkring {udsagnet offentliggjort i 1992} har adventisterne gradvis blevet ufølsomme over for danselyden, smeltet de evangeliske ord sammen til et punkt, hvor vor musiksmag har udviklet et påskønnelse endog et ønske om denne lyd. Nogle bliver betaget deraf. Alligevel sker nydelsen på bekostning af personlig og gruppemæssig åndelig modning. Efterhånden er der faktisk mange adventister som ynder den overfladiske, grådfremkaldende, følelsesmæssigt tilrettede oplevelse under gudstjenesten. Denne er mere bekvem for folket i Laodikæa. Men denne oplevelse på det ydre har givet mange en hunger efter noget mere meningsfuldt, noget mere andægtigt, noget mere passende. Oplevelsen har også fremkaldt en længsel efter en enkel udlægning efter det moralske i musikken og entydig, ufarvet, mod inspiration til egentlig vejvisning, for at træffe det rigtige musikvalg.

Guds Ord stiller en almen vejledning til rådighed som rettesnor eller standarder, men siger ikke så meget om musikkens inderste kerne. Det ligger endog inden for den Inspirerede Skrifts grundprincipper, som lader og bestemme holdbare principper. ” Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind”. Romerbrevet 12,2. Gud vil blive forherliget i vore sind. Han vil eje og styre dem. Alt, som kommer ind i sindet, skal være i samklang med Hans sind. Læg mærke til vers 1: ” Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse.” Gud vil endog eje vore kroppe. Han vil bruge dem til sin forherligelse. Alt, som vanærer Gud i krop eller sind, er synd mod Gud.

Vi har fået at vide, at karakteren består af vore tanker og følelser.2 Vi påvirkes følelsesmæssigt i høj grad af musik. Forskere har fundet, at vi først fornemmer og tolker musik med følelser.3 Inden intellektet berøres, har følelserne spillet sammen med musikken. Derfor er det vigtigt, at vi vælger musik med eftertanke, inden vi lytter til eller fremfører den.

Musik er en væsentlig, sammenbindende ingrediens. Vore følelser fæster os ved opfattelser, idéer, filosofier og hos hinanden. Musik forstærker sammenhængen, eftersom den først påvirker os følelsesmæssigt. Det er derfor, som vi spiller et særligt stykke i begyndelsen hver aften under en mødeserie, for at bløde tilhørernes hjerter op for sandheden, som skal fremføres og for at bidrage til den følelsesmæssige sammenknytning. Men Satan, den tidligere kordirigent i himmelen, har taget musik frem, som klæber os fast til ham og vender sindet og kroppen bort fra Gud og til oprør. Han afstedkom bestemte rytmer og lyd, som på unaturlig vis påvirker følelserne og kroppen, for at støtte hans oprørske dagsorden.

For eksempel har stærkt rytmisk musik, eller musik som indbefatter intensive harmonier, en unaturligt opæggende indvirken på følelserne. En forsker beskrev dette som selvhypnose.4 I det som virker har dansemusik – det må være jazz, rytme og blues, country og western, swing, underlægningsmusik, eller enhver form for rock– en fællesnævner – den synkoniserende rytme. {Synkop = ”sammendrag af en ubetonet taktdel med efterfølgende betoning til en node.” Elias Wessén, Vore Ord, side 453. overs. anm.} Denne rytme udøver en berusende virkning på sindet.5 Denne får deltagerne eller tilhørerne, at føle sig veltilpas, og fremkalder en flugtmekanisme fra bekymringer i mangt og meget som alkohol eller milde doser, typisk marijuana. Følelserne overlades hurtig til lyden og det dybere intellektet ”kobles fra”. Denne unaturlige opæggelse mindsker modstanden mod fristelse, har forskere opdaget.6 Butiksindehavere har opdaget, at hvis dansemusik spilles i højtalerne, opmuntres kunderne til større indkøb, end de har tænkt sig. Sindet bliver faktisk talt hypnotiseret.7 Når vi befinder os i denne tilstand, formår vi ikke, at resonere fornuftigt. Satan frister os og så falder vi i synd.

Dette bliver rigtig alvorlig, når kristne ord iklædes synkroniserede danselyde. Få adventister turde indse, at børnenes og natklubbernes syndige danselyde udøver en lignende, grådfremkaldende indflydelse i kirken. Selvom om det hele ikke er ligeså påfaldende der, påvirker det ikke desto mindre følelserne og kroppen på strengt taget samme måde. Når der tales om unge og musik, kommenter Ellen White, at ”Satan ved hvordan han skal påvirke dem for at stimulere, fængsle og fortrylle sindet så at de ikke længes efter Kristus.”8 {Ordret: ”Satan ved, hvilke organer han skal påvirke”. overs anm.} Betoningen er tilføjet i citat, hvis ikke andet siges. Musikken påvirker synsnerverne, talamus, og en del af mellemhjernen, hypotalamus, som styrer fremkaldelsen af hormoner i kroppen, deri bland kønshormonerne. Danselyde forstærker sindets drifter, når musikken høres, uanset ord. Satan har forsøgt, at tage musik frem, som bedårer den kristnes sind med det sentimentale, ydre og, værst af alt, det sensuelle. Når man blander dansemusik ind, skaber man en større smag for den, indtil man ønsker simpel musik og får smag for følelsesmættet religion.

En anden side af musikken som burde få os, til at standse op. Den mest naturlige reaktion på musik er kropsbevægelse. Al musik opmuntrer til bevægelse. Visse former for musik, specielt stærkt rytmiske (såsom march- eller dansemusik) opmuntrer til mere intensiv kropsbevægelse, end andre stilarter. Dog forandres kropsbevægelsen med rytmens mønster. Marchmusik, fremført af et marchorkester, dikterer en bevægelse, som gør kroppens ekstremiteter (arme og ben) opmærksomme. Der bor intet ondt hos denne bevægelse. Men hvis en dansemelodi spilles, ændres scenen pludselig og den naturlige bevægelse bliver en helt anden. Nu drages iagttagerens opmærksomhed til kroppens torso, i særdeles til hofterne. Den svajende bevægelse bagud og fremad er ikke noget, som deltagerne vælger, uden den bestemmes af rytmen. Satan har gjort sin musik så, at den genspejler det sensuelle, det åndelige. Teksten er ikke det eneste, at være opmærksom på. Ja, i sekulær musik (mest pop) er de åndelige ord bevidste, og bruger tillige sensuelle lyde, som naturligt nok leder til røre i sindet, og fremkalder følelser af sentimentalitet og fornuft til sidst.

Dobbeltspil opstår, når dansens lyd kombineres med evangeliets ord. Grådkvalte følelser lader vente på sige, ligesom de åndelige bevægelser, selvom de ofte er mere beherskede. Men sindet råber på hellighed, retfærdighed og gudsfrygt. Denne dobbeltmoral skaber afstand mellem intellektuel tro og oprør, hvilket antyder, at de to ikke behøver stemme over ens i den kristnes erfaring. Selvfølgelig trækker Satan det korteste strå. Derudover udmunder dette sig i at bero på følelsesmæssige stimulanser, for at erfare enhed med Gud. Det leder, for sin del, til afhængighed af følelser, fremfor af Guds Ord, for åndelig tryghed.

Synkoper begrænses, for enkelhedens skyld, som rytmens betoning af den svage takt i melodien, eller ”udtrækscomputeren”. Elever plejer lære at spille dansemusik, ved at betone anden eller fjerde takt i 4/4-takt (en almindelige takt) med enten instrument eller stemme. Andet slag af takten bygger på deres egne variationer af denne regel. Slagtøj betoner den svaga takt vældig enkelt, men det går fint med hvilket som helst instrument. Den rytmiske betoning bliver det vigtigste hos rytmen i hele det musikaliske partitur, derved undergraves den kristne erfaring og modenhed overvejelser forsvares. Se Selected Messages/Udvalgte budskaber , bind 2, side 36-37.

Guds profetinde Ellen White så de fremtidige retninger indenfor musikken. Hun skriver: ”Ingen, som har {F}relseren boende i sit hjerte, skal advare ham overfor andre ved at skabe musik fra et musikinstrument, som drager sindet bort fra Gud og himlen til letsindige og uvæsentlige ting.”9 Bemærk, at hun kun taler om selve musikkens fremførelse på instrument, ikke om teksten. Bemærk også, at hun tager det moralske op i musikken, ved at sige, at der findes en del musik, som vanærer Gud og således er syndigt. Thi ”Ingen, som har {F}relseren boende i sit hjerte”, burde benytte sig af den slags musik.

Hun påpeger, at ”Satan har intet imod musik, om han kan gøre den til en kanal som han kan bruge for at få adgang til de unges sinden.”10 I denne og anden udtalelse vender Ellen White sig direkte til forsamlingen i Vidnesbyrdene, ikke til verden. Hun opmuntrer os indtrængende, at være vældig opmærksomme, thi Satan vil benytte sig af bedrageriske adgange gennem musik, for at nå ind i vore sind, og særlig i de unges sind.

En anden udtalelse afslører Satans metode, at gennem musik skabes en unaturlig, følelsesmæssig tilstand. ”Der sad en person vid musikinstrumentet, og disse sanger blev udøst, som fik de betragtende engle at græde. Der forekom munterhed... overvældende entusiasme, og en slags inspiration; men glæden var kun af den slags, som Satan formår fremkalde. Det her er en begejstring og fortryllelse, som alle elskere af Gud skulle skæmmes ved. Ligeså forberedes deltagerne på uhellige tankegange og handling. ”11 Denne bombe af en udtalelse reflekterer uforbeholdent det moralske i musikken. Det viser også tydelig, at en person kan tro at være inspireret af Gud, hvor han i selve arbejdet inspireres af sjælenes fjende – gennem musik. Endelig forklarer udtalelsen forholdet mellem uhellig musik og fremførelsen, ved at understrege – ligesom forskningen – at visse former for musik, særlig de åndelige, direkte forbereder deltagerne på tanker og fremførelse udover grænsen for kristen optræden.

Den mestbetydningsfulde udtalelse stammer ganske vidst fra inspirationens pen angående musik fra Selected Messages/Udvalgte budskaber. Mange, som taler positivt om brugen af dansemusik i kirken, og endog visse, som delvis forstår stridsspørgsmålet, har forsøgt, at tilsløre udtalelsen, ved at fremhæve, at udtalelsen handler om de mærkelige kropslige ytringer, som forekom ibland deltagerne ved lejrmødet i Indiana, som udtalelsen sigter til. Og således kan man ikke bruge nutidig dansemusik. Udtalelsen tager ”sindsforvirret larm” op {bedlam of noise = tumultagtig ulyd. overs. anm.}, som skulle dukke op til gudstjenester, særlig ved lejermøderne lige før nådetidens udløb.

Lejermødet i Muncie, Indiana kendetegnes af vilde ytringer af kropsbevægelser, med råb, falde på maven på gulvet og andre mærkværdige krumspring. Man fremholder, at udtalelsen ikke skal anvendes i forhold til dagens musik på grund af disse besynderlige sager. Gør man det, er at gribe udtalelsen i Selected Messages/Udvalgte budskaber ud af sammenhængen. Kan det tænkes, at Satan skulle bruge en anden sammenhæng, andre omstændigheder, ligesom anden teologi som musikalsk baggrund? Hvorfor skulle han tøve med at kombinere sin musik med forskellige, falske doktriner i dag? Må han bruge præcis samme slags omstændigheder? Slet ikke.

De fleste kender til den berørte udtalelse, men har aldrig læst baggrundens sammenhæng. Pastor og fru Haskell deltog i lejermødet. Fru Haskell skrev til Sara McEnterfer og gav en beskrivelse af både aktiviteterne og den musik der blev spillet. Sara viste brevet til Ellen White, og hun skrev et inspireret svar til fru Haskell. Angående musikken stod der følgende i fru Haskells brev: ”Vi har en stor tromme, to tamburiner, en stor kontrabas, to små violiner, en fløjte og to kornetter, og et orgel samt nogle sangere. De bruger Garden of Spices som sangbog og spiller dansemelodier med kristen tekst.” 12 Bemærk, at dansemelodierne blev kombineret med evangeliske ord, præcis sådan som det sker i dag.

Ellen White svarede med høj gennemtrængende, profetiske og uforglemmelige ord: ”De ting som du har talt om, og som sker i Indiana, har Herren vist mig kommer til at finde sted lige før prøvetidens afslutning. Alle slags underlige ting vil ske. Der vil høres skrig og råb med trommer, musik og dans. Fornuftige menneskers tankesind vil blive så forvirrede at man ikke kan stole på at de tager den rigtige beslutning. Og dette kaldes en berøring af Helligånden.”13 Selv om det her ikke nødvendigvis til mindste detalje og kommategnene modsvarer, hvad som sker i Jubelforsamlinger, eller i forsamlinger på vej mod en Lovsangsfejring, udgør det, ikke desto mindre, en beskrivelse i store træk om anvendelsen af musik, for at få den åndelige opfattelsesevne til at afspores og den åndelige modning vil aftage.

Ellen White skriver videre: ”Helligånden åbenbarer sig aldrig i sådanne metoder, i et så sindsforvirret larm. Det er noget som Satan har hittet på for at skjule sine smarte metoder for at den rene, oprigtige, opløftende, forædlende og helligende sandhed for vor tid skal blive uden effekt. Det ville være bedre at ikke blande tilbedelsen af Gud med musik end at bruge musikinstrumenter på en sådan måde som det i januar fremstilles for mig at de skulle bruges til vore lejermøder. Sandheden for vor tid behøver ikke noget sådant i arbejdet med at omvende mennesker. Et sådan ståhej får sindene ud af balance og forvansker det som kunne være blevet en velsignelse, hvis det var blevet udført på rette måde. Kraften af sataniske midler blandet med lyd og larm som ved et karneval, og dette kaldtes Helligåndens virksomhed.... Denne slags møder bør der ikke opmuntres til.”14

Ud fra denne udtalelse fremstår det klart, at profetinden var særlig urolig: ”dansemusik til hellige ord”. Dette er en præcis beskrivelse af hoveddelen af den populære gospelmusik. Det spiller ingen rolle, om dette består af jazz, country, underlægningsmusik, blød rock eller andre varianter af danselyde. Sammensmeltningen med en kristen tekst, er disse melodier afgjort en satanisk opfindelse og gør skade på sjælen. I sammen er de endnu mere bedrageriske, og når de grådfremkaldende følelser kommer i dønninger, er det vanskelig, at overbevise deltagerne om det fejlagtige dette.

Adventistsamfundet har faktisk stemt retningslinjer ind for brug af musik, som er godt formuleret og fuldt udtømmende, for at svare på rådene fra den Inspirerede Skrift (se de indrammede dele af teksten). Det er en af de tydeligste og mest bestemte holdninger, som nogensinde kunne være indtaget. Desværre ignoreres den dog for stor del; den er heller ikke blevet revideret. Et ikke lille antal menigheder, skoler og andre institutioner mener at være fast besluttet, at gå i en anden retning, end Generalkonferensen.

Vi håber, at ærlige adventistkristne vil rette sig efter den Inspirerede Skrift og tilpasse musikkens principper på sin personlige og samlede tilbedelse, så at deres kristne erfaring bliver moden og at de kommer at stå rede, at møde Herren sammen med Guds folk i den sidste slægt. I kirker og skoler, med flere anordninger, behøver vi musikudvalg, som i det hele taget forstår principperne bag musikken og de inspirerede råd. Som enkeltpersoner, må vi gøre vort yderste, for at opmuntre, formane og appellere til vort folk om, at rette sig efter inspirationen. Det er vigtigt at vi beder som aldrig før til Herren, at Han skal virke gennem Sin Ånd på enkelte og på grupper, at tage stilling for det rette inden for dette afgørende område.

En af de sørgeliste årsager til, at Israel blev sendt i fangenskab, var at lederne ikke udviste forskel på helligt og profant. ”Præsterne øver vold mod min lov, vanhelliger mine hellige ting og gør ikke skel mellem det, der er helligt, og det, der ikke er helligt, lærer ikke forskel mellem rent og urent og lukker øjnene for mine sabbater, så jeg er blevet vanhelliget iblandt dem.” Ezekiel 22,26. I dag gør vi det samme på musikkens område. Der trækkes ingen grænse, og ligesom Eva i Edens Have, spiser vi af træet med kundskab om godt og ondt. Hvilken tragedie! Lad os beslutte os for, at søge en dybere, med mere moden erfaring.
Hal Mayer, tiltrådte formandskabet ved Hartland Institute, holder praktiske seminarier om rettesnoren for musik. {Sidenhen blev Mayer leder for det syvendedags-adventistiske institut Keep the Faith. Besøg gerne hjemmesiden: https://ktfnews.com overs. anm.}

1. Robbi, The New Look and Sound of Youth Evangelism, Columbia Union Visitor, den 1. November, 1989, side 4.
2. White, Ellen G., Testimonies/Vidnesbyrd, Bind 5, side 310.
3. Altshuler, Ira A., A Psychiatrist's Experiences With Music as a Therapeutic Agent, Music and Medicine (New York: Henry Shuman, Inc. 1948), side 270-271.
4. Hughes, Charles W., Rhythm and Health, Music and Medicine, redigeret af Dorothy Schullian og Max Schoen (New York: Henry Schuman Inc. 1948), side 168-169.
5. Samme.
6. Garlock, Frank, Music Does Affect You, Symphony of Life Seminar (Greenville, SC: Musical Ministries).
7. Betroet arbejde, Hughes.
8. White, Ellen G., Testimonies/Vidnesbyrd, bind 1 (Mountain View, CA: Pacific Press Publishing Assoc.), side 497.
9. Samme, side 510.
10. Samme, side 506.
11. White, Ellen G., Counsels to Parents, Teachers, and Students (Mountain View, CA: Pacific Press Publishing Assoc.), side 339.
12. Robinson, Ella M., S.N. Haskell Man of Action (Washington, D.C.: Review and Herald Publishing Assoc.), side 36.
13. Samme, side 36-37.
{En omfattende samling af danske, norske og svenske oversætninger af Ellen G. Whites bøger og artikler findes at tilgå på ellenwhite.se. overs. anm.}

Den årlige råds udtalelse om Musik, 1972, Dele af Teksten
Musik er en af Guds storslåede gaver til menneskene og udgør et af de vigtigste indslag i et åndeligt program. Den er et middel, til at kommunikere med Gud på, og ”er et af de mest effektive midler for at give os åndelige lærdomme.” Education, side 168/Uddannelse, side 184. Idet musikken berører ting og sager med evige følger, er den af den yderste vægt. Det er væsentligt, at dens uhørte kraft holdes fast i erindring. Den ejer kraften til, at ophøje eller degenerere; den skal bruges i det godes eller ondes tjeneste. ”Den har magt til at kue grove og ukultiverede menneskers sind; magt til at give tankerne liv og til at vække medfølelse, til at fremkalde et fredeligt samarbejde og til at bortjage den nedtrykthed og forudanelse om noget ondt, som nedbryder modet og svækker handlekraften.” Uddannelse, side 169.

Således må de derfor, som udvælger musik for dette samfunds udmærkede hensigter, udøve en høj grad af udskillelse i deres valg og deres anvendelse. I deres anstrengelser, for at modsvare disse idealer, behøves der mere end menneskelig visdom. Idet vi så vender os til åbenbaringen for vejledninger, finder vi følgende generelle retningslinjer:

Musikken bør
1. Giv jer til Gud og hjælp os med, at tilbede ham på antagelig måde. Første Korintierbrev 10,31.
2. Forædle, ophøj og rens den kristnes tænkemåde. Filipperbrevet 4,8; Patriarchs and Prophets/Patriarker og Profeter, side 594.
3. Påvirk virkningsfuldt den kristnes udvikling af en Kristus lignende karakter i sit og i andres liv. Manuskript 57, 1906.
4. Hav en tekst, som stemmer overens med samfundets bibelske undervisning. Review and Herald, den 6. juni, 1912.
5. Prøv overensstemmelsen mellem budskabet, som fremføres i orden og så musikken, hvor sammenblandning af det hellig og det profane undgås.
6. Afsky de teatralske og stolte opvisninger. Evangelism/Evangelisation, side 137; Review and Herald, den 30. november, 1900.
7. Gør tekstens budskab det fremtrædende, hvilket ikke bør druknes af det musikalske akkompagnement. Gospel Workers/Evangeliets Tjenare, side 357-358.
8. Oprethold en fornuftig balance mellem de følelsesmæssige, intellektuelle og åndelige dele. Review and Herald, den 14. november, 1899.
9. Giv aldrig køb på nøje principper for værdighed og fremstående dygtighed i forsøg, at nå menneskerne præcis, der hvor de befinder sig. Testimonies/Vidnesbyrd, bind 9, side 143; Evangelism/Evangelisation, side 507-508.

Der findes meget, som er åndeligt opløftende og religiøst gangbart i de forskellige kulturelle og etniske gruppers musik; dog bør alles musikalske smag og praksis rettes efter den universelle værdi i en Kristus lignende karakter, og alle bør bestræbe sig evangeliets enhed og formål, som snarere formaner til enighed, end ensartethed. Man må være forsigtige, for at undgå den verdslige musikverden, som ikke udtrykker den kristne tros høje ideal.

Ovenstående rettesnor skulle virke som virkningsfuld vejledning i valget og anvendelsen af musik til kirkens forskellige behov. Visse musikalske former, såsom jazz, rock og dertil hørende blandinger, betragtes af samfundet som uforenelige med disse grundregler....

Unge mennesker plejer identificere sig stærkt med den nutidige ungdomskulturs musik. Ønsket om, at nå de unge, hvor de er med Kristi evangelium, leder ind i blandt til anvendelsen af visse tvivlsomme musikalske udtryksformer. I alle disse former udgør den største bekymring rytmen, eller ”takten”.

Af alle musikalske varianter, vækker rytmen kroppens stærkeste gensvar. Satan har ofte opnået sin største fremgang gennem sine forlokkelser til menneskens krop. Ellen White sagde, da hun kendte til de unges fare for denne forførelse: ”Deres ører er ivrige efter musik og Satan ved hvad der skal til, for at opildne og beslaglægge sindet, så de ikke har lyst til Kristus. Sjælens åndelige længsel efter guddommelig kundskab og efter vækst i nåden, mangler.” Testimonies/Vidnesbyrd, bind 1, side 497. Dette er en stærk anklage mod den måde, hvorpå musik skal bruges på en måde, som strider direkte mod Guds plan. Allerede omtalte jazz, rock og lignende hybridformer er vel kendte for, at vække dette sensuelle gensvar i folkemængder....

Udover bekymringen med rytme, påvirker andre faktorer musikkens åndelige kvaliteter:

Sangens fremførelse – Den hæse stil, som hører til rock, natklubkunstneres suggestive, melankolske, stønnende, nynnende stil, ligesom andre forvrængninger af den menneskelige røst, bør undgås.

Harmoniens behandling – Man bør undgå musik, som drypper af det syvende, niende, ellevte og trettende akkorder, ligesom af andre overdådige klange. Når disse akkorder bruges gentagende gange, giver de skønheden, men når de overdrives, forsvinder tekstens sande åndelige mening....

Når musik til religiøse formål forberedes og fremføres, bør skolens ledelse og dens lærere samarbejde med eleverne på en sådan måde, at samfundets musikalske normer forsvares....

Musikfremførelsen på syvendedags-adventisternes uddannelsesinstitutioner bør rettes efter samfundets standarder. Dette gælder både stedets egne begavelser og gæstende artister, ensembler og musik i underholdningsfilm....

En kristen synger ikke sange, som ikke stemmer overens med sandhedens, ærlighedens og renhedens ideal. Han undgår elementer, som giver skin af, at gøre det onde ønskværdigt eller det gode at te sig uvedkommende. Han forsøger, at undgå kompositioner der indeholder ensformige fraser, ussel poesi, dumheder, sentimentalitet, eller overfladiskhed, som leder en bort fra rådene og undervisningen, som forekommer i Skriften og hos Profetiens Ånd.

Han betragter musik såsom blues, jazz, rockens udtryk og lignende former som skadelige for udviklingen af en kristen karakter, eftersom de åbner sindet for urene tanker og medfør uhellig optræden. En sådan musik har knyttet båndene til det nutidige samfunds løssluppenhed. Forvridning af rytmer, melodi og harmoni, som forekommer i disse stile og deres overdrevne forstærkning, tilslører sindets evner og ødelægger til sidst opfattelsen og påskønnelsen af det, som er godt og helligt.