Feminismen i Menigheden – Rollespil

Vi skal give os ud på en rejse. En omstridt rejse. En rejse, som har været livlig debatteret indenfor adventismen i mange år.

Min målsætning er, at være trofast mod Bibelen og Profetiens Ånd. Jeg formoder, at det også er Din målsætning.

Jeg tænker begynde med et kvindernes 5 i Toppen for ledere i Bibelen. Denne liste togs jeg frem, gennem at google, sammenligne forskellige lister og vælge de kvinder, som normalt forekom bland de fem fremtrædende. Listerne er brugt, for at bevise forekomsten af kvindelige ledere inden for menigheden. Altså bør også vi, som et folk, have kvindelige ledere og pastorer. Således gjorde jeg mig lister, som taler for kvindelige pastorer, ledere og deres ordination.

Følgende var de almindeligste ”menighedsledere”:

5. Febe
4. Priscilla
3. Mirjam
2. Lydia
1. Debora

5. Febe
To vers i Bibelen beretter om denne søster i Kristus for os. Jeg har taget med KJV og NIV for sammenligningens skyld:

”Jeg vil lægge et godt ord for vår søster Febe, som er menighedens tjenere i Kenkrea, 2. at I tager imod hende i Herren, såsom det tilkommer de hellige, og hjælper hende med alt, hvad hun behøver jeres hjælp. Thi hun har selv været til støtte for mange og endog for mig” (Romerbrevet 16:1-2, KJV/).

”Vor søster Febe som tjener menigheden i Kenkrea vil jeg lægge et godt ord ind for. 2. Tag imod hende i Herren på den måde som det tilkommer de hellige og giv hende den hjælp hun behøver. Hun har også været til hjælp for mange, endog for mig.”

Læg mærke til, at KJV {og } bruger ordet ”servant/tjener”, medens NIV bruger ordet deacon/diakon. {Her bruger Folk-Bibelen verbet ”tjener”.} I KJV forekommer ordet ”deacon” eller deacons {diakoner} blot fem gange, i Filipperbrevet 1,1; første Timoteus brev 3,8, 10. 12 og 13.

Filipperbrevet 1,1:
”Paulus og Timoteus, Jesu Kristi tjenere, til alle de hellige i Kristus Jesus, som er i Filippi, sammen med menighedsforstanderne og tjenerne.” {KJV: ”the servants of Jesus Christ... and deacons.”}

Her har vi ganske enkelt en helsen fra Paulus, forfatteren til Filipperbrevet. I verset står der ikke, hvad en diakon er, men blot at Paulus vil fremføre en hilsen til diakonerne og andre.

Hvordan forholder det sig med versene i første Timoteusbrev?

Første Timoteusbrev 3,8-13:

”Menighedstjenere {Diakonerne} bør på samme måde optræde værdigt, ikke tale med splittet tunge, ikke have hang at drikke meget vin, ikke lyst til penge, 9.og eje troens hemmelighed med en ren samvittighed. 10. Men også det skal prøves først. Siden kan de tjene, hvis de er uden anmærkning. 11. Deres hustruer skal på samme måde optræde værdigt, ikke bagtale nogen, men være ædruelige og tro i alt. 12. En menighedstjener skal kun være en hustrus mand, holde god orden på sine børn og på sit eget hus. 13. Thi de som har tjent godt skaffer sig en agtværdig stilling og stor frimodighed i tron på Kristus Jesus.”

I versene står der, at indehaveren af funktionen som diakon/tjener, skal være ”en eneste hustrus mand.” Der står ikke, ”en eneste mands hustru”, eller ”en person, som blot er gift med en anden person.” Kun denne Bibeltekst, skal en diakon/tjener faktisk være en mand. Altså må det udelukkes, at Febe – ifølge dette vers – var diakon/diakonisse.

Var Febe tjenerinde og medarbejder i menigheden? uden mindste tvivl.

4. Priscilla
Lad os rette øjnene mod Apostlenes Gerninger, hvor vi træffer på Akvila og hans hustru Priscilla:

Apostlenes Gerninger 18,1-3:

”Derefter forlod Paulus Aten og kom til Korint. 2. Der fandt han en jøde, som hed Akvila, af byrd af Pontus, som for nylig var kommet fra Italien, og hans hustru Priscilla, (Klaudius havde befalet, at alle jøder skulle forlade Rom). Han sluttede sig til dem.3. Eftersom han havde samme håndværk som de, blev han hos dem og arbejdede, de var nemlig teltmagere af fag.”

Paulus mødte parret i Korint. De var både troende og teltmagere. Vi læser videre:

Apostlenes Gerninger 18,18-19:

”Siden, da Paulus havde været der en lang tid, tog han afsked med brødrene og sejlede til Syrien med Priscilla og Akvila, siden han i Kenkræa havde raget sit hoved, eftersom han havde givet et løfte. 19. Så kom han til Efesus, og der forlod han dem. Selv gik han ind i synagogen og samtalede med jøderne.”

Paulus tog Akvila og Priscilla med sig til Syrien. Da Paulus var rejst til Efesus med Akvila og Priscilla, forlod han parret og gik alene ind i synagogen. Jeg ved ikke, om Paulus virkelig forlod dem udenfor synagogen, har nogen betydning, men sagen er interessant. Vi fortsætter:

Apostlenes Gerninger 18,24-26:

”Da kom en jøde til Efesus som hed Apollos, født i Alexandria, en veltalende mand og kyndig i Skrifterne. 25. Han var undervist om Herrens vej og talte brændende i ånden og underviste grundligt om det som tilhørte Herren, selvom han blot kendte til Johannes dåb. 26. Han begyndte frimodigt at tale i synagogen. Da Priscilla og Akvila hørte ham, tog de ham til sig og forklarede endnu grundigere Guds vej for ham.”

Noter, at da Priscilla og hendes mand ønskede, at undervise Apollos grundigere om evangeliet, førte de {ifgl. KJV} ham hid, for at undervise ham. Dette her var ingen offentlig fremførelse i synagogen. Derudover virkede Priscilla sammen med manden. Disse tekster lader ingenlunde nogen drage slutning, at Priscilla var menighedsleder, men at hun blot spredte evangeliet sammen med sin mand.

3. Mirjam
Mirjam var søster til Moses og Aron. Hvad beretter Bibelen om hende? Var hun leder ibland israelitterne?

Mika 6,4 {taget fra Folk-Bibelen}:

”Jeg førte dig ud af Ægyptens land, ur trældomshuset befriede jeg dig. Jeg sendte Mose, Aron og Mirjam foran dig.”

Af versene at dømme, regnedes Mirjam til dem, som gik i spidsen under Israels udtog fra Ægypten.

I Anden Mosebog kapitel 14 læser vi beretningen om Det Røde Hav der deltes. I første del af kapitel 15, læser vi ”Moses’ lovsang”. Den fremførtes under israelitternes fejring af befrielsen fra ægypterne gennem Guds Mægtige Hånd. Sidenhen kommer vi til disse vers:

Anden Mosebog 15,20-21:

”Og profetinden Mirjam, Arons søster, tog en tamburin i hånden, og alle kvinderne fulgte hende med tamburiner og dansede. 21. Mirjam sang for dem: ’Lovsyng HERREN, thi højt er han ophøjet. Hest og ryttere styrtede han i havet.’”

Vi ser, at Mirjam kaldtes for ”profetinde”. Og dette forekommer i flere andre bibelske eksempler på profetinder. Dette er bibelsk. Af afsnittet ser vi klart, at Mirjam førte an. Men hvem gik hun foran, ifølge versene? I verset står der, at ”alle kvinderne fulgte hende”. Teksten slår grundig fast, at Mirjam anførte kvinderne. Ingen andre steder siger Skriften, at Mirjam anførte i nogen anden sammenhæng. Moses var deres leder, Aron var ypprstepræst, og jeg mener, at slutningen kan drages, at Mirjam var en leder for kvinderne.

2. Lydia
Lad os slå versene op, som handler om Lydia. Beretningen om hende kan findes i Apostlenes Gerninger kapitel 16. Paulus har med selskab befundet sig på missionerende rejsendefod, og her fortsætter beretningen:

Apostlenes Gerninger 16,13-15:

”På sabbatsdagen gik vi ud af byen langs en flod til et stede, hvor man plejede at bede. Der satte vi os ned og talte med de kvinder som der var samlet. 14. En kvinde ved navn Lydia som frygtede Gud, en som handlede med purpurstof fra byen Tyatira, lyttede til talen, og Herren åbnede hendes hjerte, så at hun gav agt på det som Paulus sagde. 15. Da hun og hendes husfolk lod sig døbe, bad hun, og sagde: Om I tror jeg er en som tror på Herren, så kom ind i mit hus og bliv dér. Og hun overtalte os til dette.”

Denne eneste anden omtale af Lydia gives i følgende vers, efter at Paulus og Silas fængsles og blev løsladt:

Apostlenes Gerninger 16,40:
”Da de nu var kommet ud af fængelset, begav de sig til Lydia. Og siden de havde set brødrene og opmuntrede dem, for dem derfra.”

Hvad lære vi om Lydia fra disse vers?
Hun var entreprenør (hun solgte purpurstof, en sjælden og dyr vare), hun dyrkede Herren Gud, hun hørte Paulus udlægge evangeliet og svarede på deres indbydelse. Budskabet greb hende så mægtig, at hun og hele hendes familie eller husholdning traf beslutning, at lade sig døbe. Derefter bød hun Paulus og de øvrige, ind til sit hjem.

Hvilken velsignelse, hun delagtiggjorde sin familie nyheden om frelse! Hun ejede gæstfrihedens gave. Hun svarede på indbydelsen, at følge Frelseren. Men at bruge disse få vers, for at hævde hendes plads som leder i menigheden, er at tage i. Hun omtales ikke helt som forstander, biskob, lærere eller diakon. I stedet fremholdes hendes ageren inden for hjemmets fire vægge. Hun var helt enkelt en gudfrygtig kvinde, som brugte sin adgang til, at lede andre til Frelseren. Så til nummer 1 på vor liste.

1. Debora
Her har vi en bibelsk person, som kunne siges at være udsendt leder. Lad os derfor se på en beretning om vor første kvinde på listen.

For det første var der sammenstævnet tolv dommere, hvoraf Debora var den eneste kvindelige. Udfra dette forhold går det at sige, at Bibelens regel var, at mænd skulle være dommere. Med andre ord udgjorde Debora undtagelsen, ikke regelen. Lad os læse hendes beretning i Dommerbogen:

Dommerbogen 4,4:
”Debora, en profetinde, Lappidots hustru, var på den tid dommer i Israel.”

Udfra dette første vers vil jeg betone, at Debora var profetinde. Vi har tidligere læst om profetinder, hvilke kan være normerende.

Lad os nu betragte Dommerbogen 4,5:

”Hun plejede at sidde under Deborapalmen mellem Rama og Betel i Efraims bjergby, og Israels børn kom op til hende for at hun skulle dømme ret.”

Her ser vi, at Debora ikke befandt sig i noget storbyområde, uden at dømme ret ”under Deborapalmen”! Hun havde sandelig ikke sit sæde i Jerusalem eller Jeriko, og ledte visselig ikke gudstjenesten i en synagogen. Hun fældede ret for folket.

Nuvel, om normen var mandlige dommere, hvorfor fik Debora så denne rolle? Jeg tror ikke, at det er en tilfældighed, at historien udspiller sig om Barak. Lad os fortsætte læsningen, for at opklare beretningens oplysninger om tilstanden i Israel.

Dommerbogen 4,6-9:

”Hun sendte bud og kaldte Barak, Abinoams søn fra Kedesh i Naftali til sig, og sagde til ham: ’Har HERREN, Israels Gud, ikke befallt: Drag op på bjerget Tabor og tag titusinde mænd af Naftali og Sebulons stammer med dig. 7. Thi jeg skal drage Sisera, Jabins befalingsmænd, med hans vogne og skarer til dig ved floden Kishon og give ham i din hånd?’ 8. Barak sagde til hende: ’Om du går med mig så går jeg, men hvis du ikke går med mig så går jeg heller ikke.’ 9. Da svarede hun: ’Ja, jeg skal gå med dig, men æren skal Da ikke blive din på den vej du går, uden HERREN skal sælge Sisera i en kvindes hånd.’ Så stod Debora op og gik med Barak til Kedesh.”

Beretningen fortsætter med at fortælle, hvordan Barak forfulgte fjendehærens befalingsmand Sisera, men at en kvinde vid navn Jael dræbte Sisera på en måde, som vi ikke kommer nærmere ind på i foreliggende artikel!

Esajas kapitel 3 har overskriften Straffedommen over Juda og Jerusalem. Og dette er, hvad Esajas 3,12 siger:

”Mit folks undertrykkere er børn, og kvinder hersker over dem. Oh, mit folk, dine ledere fór vild og fordærver den vej du skulle gå.”

At kvinder og børn skulle herske over Guds folk, indebar en forbandelse. Altså fremgår dette af beretningen om Barak. Her har vi en mand, som ikke ville føre an. Debora sagde til ham, at drage ud på marken, og han svarede, at først må Debora gøre ham selskab. Barak stolede ikke på Gud og vægrede, at lede tropperne således, som han burde have gjort. Og det er derfor ingen tilfældighed, at beretningen om Barak forbindes med den om Debora. Debora måtte tage domme kjortelen på, eftersom mændene i Israel ikke påtog sin gudgivne opgave som ledere.

Hidtil har vi ikke fundet nogle afgørende belæg til for kvindelige ledere i menigheden.

Eric har været gift med sin yndige hustru Brenda i 36 år. De har 6 børn, som de har undervist hjemme, og har 2 børnebørn. Han har været bilmekaniker i henved 30 år og har en værksted i Prosser, Washington. Eric har været ordineret forstander indenfor Adventistsamfundet i de sidste 26 år. Eric voksede op som gudsfornægter i et ikke-kristent hjem. Daglig priser han Gud for, at han fandt Jesus og at Jesus tilbød ham frelse.

Da jeg holdt på, med at sammensætte denne artikel, tænkte jeg tage det forsigtigt med disse tekster, men besluttede mig siden, at skulle jeg nu blive udsat for tjære og fjer, må det hellere ske før end senere! Her er den mest kontroversielle tekst.

”En kvinde bør i stilhed lade sig undervise i al underdanighed. Men jeg tillader ikke at en kvinde underviser, ejheller at bestemme over manden, men hun skal være stille” (Første Timoteus brev 2,11-12).

Hvis Du vil kaste ting og sager på mig, er det nu! Kom dog i hu, at det her er Guds Ord, ikke mine.

Gennem apostelen Paulus hindrer Gud kvinder i at tjene i roller som undervisning og/eller eje åndelig myndighed over mænd. Dette forbyder kvinder, at tjene som pastorer over mænd, som selvklart indbefatter prædikener for dem, offentlig undervisning af dem og udøvelse af åndelig myndighed over dem.

Der forekommer mange indvendinger mod denne anskuelse om kvinder som pastorer. En almindelig er, at Paulus forhindrer kvinder i at undervise, derfor var et flertal kvinder dårligt uddannede i først hundrede. Imidlertid taler teksten ikke om niveauet om deres skolning. Hvis uddannelse var et krav for pastorstjensten, Da skulle de fleste af Jesu disciple ikke have været godt stillet (de var hovedsaglig uskolede fiskere).

En anden almindelig indvending er, at Paulus blot forbød kvinderne i Efesus, at undervise mænd (Første Timoteusbrevet skrevet til Timoteus, pastoren i menigheden i Efesus). Efesus var kendt for sit tempel til Artemis, og kvinder var de for herskende indenfor den gren af hedenskabet – altså tror man, at Paulus blot reagerede på de af kvinder bestemte brug iagttagne af afgudadyrkerne i Efesus, og menigheden mås være anderledes. Dog omtaler Paulus ikke nogen steder i første Timoteusbrev Artemis’ tilbedernes gængse vaner som skille for begrænsninger i disse vers.

Nå, hvilken forskel anger Paulus da for, at kvinder ikke skal undervise eller have myndighed over mænd? Tja, han svarer for sig selv i sin egen udtalelse,

Første Timoteus brev 2,12-13:

”Men jeg tillader ikke en kvinde at undervise, heller ikke at bestemme over manden, end hun skal være stille. 13. Thi blev først Adam skabt, og sidenhen Eva.”

I menigheden tildeler Gud mænd og kvinder forskellige roller. Dette beror på den måde, som menneskeslægten blev skabt på og den måde, hvorved synden trådte ind i verden. Eftersom vers 13 siger, at kvinder ikke skal undervise mænd, eftersom Adam skabtes først.

Haløj, blev Adam og Eva ikke skabt som jævnbyrdige? Jo, åndeligt talt blev de det, men de havde forskellige roller endog føre Syndefaldet. Lad os betragte

Første Mosebog 2,15-24:

”HERREN Gud tog manden og satte ham i Edens have for at han skulle dyrke og bevare den. 16. Og HERREN gav manden denne befaling: ’Du kan spise frit af alle træer i haven, 17. men af træet med kundskab om godt og ondt skal du ikke spise, thi den dag du spiser deraf skal du dø døden.’ 18. HERREN Gud sagde: ’Det er ikke godt for manden at være alene. Jeg skal gøre en medhjælper til ham, en som er hans lige.’ 19. HERREN Gud havde formet alle markens dyr og alle himlens fugle af jorden. Han førte dem frem til manden for at se hvad han skulle kalde dem. Eftersom manden kaldte hvert levende væsen, sådan skulle det hedde. 20. Og manden gav navn til alt kvæg, til himlens fugle og til alle markens vilde dyr. Men til manden fandtes ingen medhjælper som var hans lige. 21. Da lod HERREN Gud en tung søvn falde over manden, og da han havde sovet tog han et af hans riben ud og fyldte dets plads med kød. 22. Og HERREN Gud formede en kvinde af ribenet som han taget af manden og førte hende frem til ham. 23. Manden sagde: ’Denne er nu ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal hedde mandinde, thi af manden er hun taget. Derfor skal en mand forlade sin far og sin mor og holde sig til sin hustru, og de skal blive et kød.’”

Ser Du begivenhedernes rækkefølge her? Vi vet jo, at Adam skabtes først. Men det, som mange overser, er dette: Al undervisning om træet med kunskab om godt og ondt overlades personlig til Adam, inden Eva dannes. Det tilkom Adam, at fortælle dette til Eva, eller oplære hende, ifølge Herrens instruktion til ham. Dette skete før faldet. Derudover kaldtes Eva for ”medhjælper”, hvilket i nogle oversættelser står ”en passende hjælper til ham.” Adam skulle lede eller føre an, og Eva skulle være hans medhjælper, hans følgesvend og kompagniong, som støttede ham i hans forehavende.

Paulus’ begrunder, at en kvinde ikke skal have myndighed over en mand, viger os fra den lige vej til skabelsens orden. ”Thi Adam blev først skabt, og siden Eva.”

Der findes andre, lignende vers, som alle fører os lige på sporet til skabelsesorden. Der forekommer altså flere, men jeg tænker blot at anføre nogle få og gå dem kort igennem:

Efeserbrevet 5,22-33:

”I hustruer, underordne jer jere mænd, ligesom under Herren. 23. Thi manden er hustrues hoved, så som også Kristus er menighedens hoved, og han er legemets Frelser. 24. Ligesom menigheden er underordnet Kristus, ligeså skal hustruerne også være det i alt mod deres mænd. 25. I mænd, elske jeres hustruer ligesom endog Kristus har elsket menigheden, og udgivet sig selv for hende 26. for at han skal hellige hende, eftersom han har regnet hende i vadets bad, gennem ordet 27. for at fremstille menigheden overfor sig selv, herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant, men hellig og ustraffelig. 28. Sådan er også mændene skyldige at elske deres hustruer ligesom sine egne legemer. Den som elsker sin hustru, han elsker sig selv. 29. Thi ingen har nogensinde hadet sit eget kød, uden mænd der giver den næring og plejer det, ligesom også Herren gør med menigheden. 30. Thi vi er lemmer af hans legeme, af hans kød og af hans ben. 31. Derfor skal en mand overgive sin far og sin mor og rolle sig til sin hustru, og de to skal blive et kød. 32. Denne hemmelighed er stor, jeg taler om Kristus og menigheden. 33. Men også I skal, hver og en, elske sin hustru ligesom sig selv, og hustruen skal vise sin man agtelse.”

Nogle højdepunkter fra versene:

* Mænd – elsk Jeres hustruer! Hvis I elsker Jeres hustruer ligesom Kristus elsker os, vil de ikke at modsætte sig Jeres ledelse!

* Skabelsens ordnen igen – samme sætninger, præcis som vi læste i første Mosebog – forlod far og mor, holde sig til sin hustru og blive ét med hende.

* Ligesom menigheden underordner sig Kristus ifølge versene, skal hustruer underlægge sig sine mænd.

Første Korintierbrev 11,3:

”Men jeg vil at I skal vide, at Kristus er enhver mands hoved, og at manden er kvindens hoved, og at Gud er Kristi hoved.”

Her er den himmelske, guddommelige orden igen. I disse vers står der ikke: ”Eftersom dette er et patriarkalsk samfund, som vi lever i, må I, damer, underordne Jer.” Nej, hver enkelt af versets ræsonnement sker udfra den guddommelige orden, som Gud indførte. Gud, siden Kristus, derefter manden, derefter kvinden. Vi kommer ikke uden om Skriftens ordlyd.

Kvalifikationer
Lad os betragte kravene for en tilsynsmænd, pastor, ældste, diakon i Bibelen:

Første Timoteus brev 3,1-2:
”Hvis nogen tragter efter en menighedsleders tjenste, så er det en god opgave han ønsker sig. 2. En menighedsleder skal være ustraffelig, en eneste hustrus mand, ædruelig, forstandig, anstændig, gæstfri, veludrustet til at undervise.”

Første Timoteus brev 3,8-13:
”Menighedstjenerne bør på samme måde optræde værdigt, ikke tale med splittet tunge, ikke være forfalden til at drike megen vin, ikke lyst til penge, 9. og eje trones hemmelighed med en ren samvittighed. 10.Men også disse skal prøves først. Siden kan de tjene, hvis de er uden anmærkning. 11. Deres hustruer skal på samme måde upptræde værdigt, ikke bagtale nogen, men være ædruelige og trofaste i alt. 12. En menighedstjener skal være en eneste hustrus mand, holde god orden på sine børn og på sit eget hus. 13. Thi de som har tjent vel skaffer sig en agtet stilling og stor frimodighed i troen på Kristus Jesus.”

I de første vers drejer det sig om pastorer eller ældste, de andre drejer det sig om diakoner. Begge vers siger åbenbart, at dette skal være mænd. Vi kommer ikke uden om dette.

Jeg vil afslutte denne del af artiklen med Evas forbandelse. Du finder den i

Første Mosebog 3,16:
”Til kvinden sagde han: ’Jeg skal gøre din møje stor når du skal have. Med smerte skal du føde dine børn. Til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig.’”

Er versene en forbandelse eller en velsignelse? Dette her er, hvad Gud sagde skulle ske med Eva som blev forfulgt af forbandelsen, ikke sandt? Jeg fæster mig særlig ved den del af verset, hvor der står: ”Til din mand skal din attrå være”. Virker dette som noget godt? Men sådan er det åbenbart ikke, efter som det indgår i forbandelsen.

Den mest grundlæggende og enkle forståelse af verset er, at nu skal der fortsat være konflikt mellem kvinden og manden. I modsætning til de ideelle forhold i Edens Have og samklangen mellem Adam og Eva, skal deres forhold derefter inbefatte magtkamp. NLT gør det tydeligere: ”Du skal kunne styre din partner, men han kommer til at herske over dig.”

Gud siger, at Eva skulle komme at ville herske over sin mand, men at manden i stedet skulle herske over hende. Den ene part skulle erstatte det ømfindige afhængighedsforhold, som Herren havde skabt, med ledelse fra den anden. Synden havde indført uvenskab. Krigen mellem kønnene var indledt. Både mænd og kvinder skulle nu forsøge, at blive dominerende indenfor ægteskabet. Manden, som kærligt skulle værne om og nære sin hustru, skal nu forsøge, at beherske hende, og hustruen skal nu til at rive kontrollen fra manden.

Det er vigtigt at det klart for een, at dommen kun siger, hvad som ville ske. Gud siger, at mand og kvinde skal komme til at leve i indbyrdes konflikt og at deres forhold skal blive besværligt. Udtalelsen at ”han skal herske over dig’” er ingen bibelsk kommando for mænd, for at de skal dominere kvinder. Men det, som verset virkelig siger, er at kvinder skal ønske sig mændenes stilling. Det ser vi i dag, når kvindernes frigørelse (feminismen) blomstrer op. Og menigheden er ikke immun mod virkningerne.

Bibelens realitet er, at der findes en himmelsk orden, som indførtes ved verdens tilkomst, og hvordan skulle vi vove, at argumentere med Gud!

Indenfor Syvendedags-adventistsamfundet findes der en særlig kløft.

Venner, som ikke er adventister, men som har en bibelsk opfattelse om mænds og kvinders roller, spørger mig ofte om Ellen Whites rolle. ”Var hun ikke kirkeleder?” ”Gik hun ikke imod Bibelen, Da hun talte og underviste?” Oprigtig sagt, er dette gode og relevante spørgsmål, så lad os pejle os ind på svaret.

To navne. William Foy og Hazen Foss. Ringer der en klokke, når Du læser disse navne? Begge herrer gav budskaber angående adventbudskabet før Ellen White. Og begge herrer nægtede, at høre det samme kald. Altså kaldte Gud derefter den svageste af de svage, at opfylde denne pligt: At formidle adventbudskabet. Hvem var den Ellen White, som Gud kaldte? Det er den, som Ellen White var på dette tidspunkt:

”Der sket en ulykkelig hændelse, da Ellen White var ni år gammel. På vej hjem fra skole, kastede en klassekammerat en sten på White, som ramte hende i ansigtet og slog hende bevidstløs. Hun lå sanseløs i tre uger. White blev vansiret og resten af livet led hun af et svagt helbred, der ibland af nervøsitet, rysten og svimmelhed. Sygdomstegnene gjorde det umuligt for hende, at gå klart i skole og hun måtte derfor stoppe. White betragtede hændelsen som det afgørende øjenblik i sit liv; hendes svage helbred hun fik, at holde sig uden for og hun blev dybt interesseret i religion.” {Kilde?}

”Da Ellen White blev 17, fik hun et budskab fra Gud i form af et syn. Det var det første af omkring 2 000 syner, som White oplevede i sit liv. Synene udgjorde de grundlæggende læresætninger for Syvendedags-adventistsamfundet, som blev grundlagt i 1863 af, bland andet, White og hendes mand.” {Kilde?}

Jeg kan ikke tale for Dig, men denne beretning får mig til at tænke på den om Debora (se Del 1). Gud kaldte mændene, til at lede, men dertil var de for bange. Altså må Gud tage til plan ”B”. Dette tror jeg også er tilfældet med Ellen White, jeg kan høre Herren sige: ”Hvis herr Foy og herr Foss ikke lytter til mit kald, Da tænker jeg kalde denne sygelige, unge kvinde.”

Var Ellen White profetinde? Ja, hun prøvede denne gave. Var Ellen White kirkeleder? Ja. Men talte hun også varmt for kvindelige kirkeledere, eller en som leder i sit eget hjem? Lad os se på det. Her følger en del af et brev, som Ellen White skrev til John Loughboroughs frue Mary. John var en af grundlæggerne af Adventistsamfundet.

1 Letter Manuscript, Brev 5, 1861
Brev til Mary Loughborough, John Loughboroughs hustru, fra Ellen White:

”Og, Mary, lad mig tage denne sag op: Jeg ønsker, at i al søsterlig og moderlig venlighed at formane Dig angående et andet punkt. Jeg har ofte lagt mærke til, at Du i andres selskab taler strængt til John. Dit stemmeleje virker utåleligt. Mary, omgivelserne lægger mærke til dette her og har taget sagen op med mig. Dette skader Din indflydelse. (Stykke 8.)

Vi kvinder må huske på, at Gud har underlagt os vore mænd. Manden er hovedet, og om muligt skal vort omdømme og vore meninger samt ræsonnementer stemme overens med hans. Hvis ikke, giver Guds Ord manden foretræde, så vidt det ikke er et samvittigheds spørgsmål. Vi må følge hovedet. Måske jeg har gjort det om forgæves. Vær venlig og tænk på denne sag.” (Stykke 9.)

Blev Ellen White ordineret?
Der står intet om, at Ellen White nogensinde blev ordineret gennem menneskers hænder. Alligevel åbenbarer hun pastors licens fra 1871 til sin død fra alle forskellige organisationer indenfor samfundet. Overskriften på certifikatet lød ”ordineret prædikant”. Flere andre pastors licenser fra midten af 1880-tallet eksisterer stadigvæk. På den fra 1885 har ordet ordineret nydeligt streget over. På certifikatet fra 1887, det næste i linje, står ordet stadig.

Var hun blevet ordineret i mellemtiden? Nogle vil gøre gældende, at det var tilfældet. Dog blev spørgsmålet af gjort engang for alle af hendes egen hånd. År 1909 udfyldte hun i et biografisk spørgeskema fra Generalkonferensen. I rubrik nummer 19, hvor der står: ”hvis en ordineret, blev opgivet, hvor og af hvem”, satte hun bare et kryds. Hun gav samme besked i rubrik 26, hvor der står: ”Ved gengiftning, så opgiv dato og ved hvem.” Herved indikerede hun, at hun aldrig havde giftet sig igen, eller at hun nogensinde skulle være blevet ordineret. Hun fornægtede ikke, at Gud havde udvalgt og kvalificeret hende, men hun antydede, at en ordineringsceremoni aldrig var blevet udført for hende.

Hvorfor opgiver da en del af hendes licenser ordineret prædikant på certifikatet? Faktummet, at ordineret stundom streges over, belyser vanskeligheden med, at give en profetinde pastorfuldmagt. Samfundet har ikke den slags fuldmagt. Således benytter man sig af det, som var disponibel, og udfærdigede sin højeste fuldmagt, uden at udføre en ordinationsceremoni. I selve værket behøvede ikke profetinden nogle menneskelige fuldmagter. Hun virkede under omkring 25 år føre 1871 uden noget.

Udfra Bibelen og Profetiens Ånd har jeg forsøgt, at tydligt angive, hvad både siger om mænds og kvinders roller i menigheden.

Jeg skulle ville afrunda med nogle kommentarer fra Profetiens Ånd:

The Great Controversy, side 595:

”Men Gud kommer at have et folk på jorden som holder fast ved Bibelen, og kun Bibelen, som norm for alle læresætninger og som grunden for alle reformer. De lærdes opfattelse, falsk videnskab og kirkemødets trosbekendelser eller besluttet er lige talrige og indbyrdes modstridende som de kirkesamfund de repræsenterer. Hverken majoritetens røst eller alle disse opregnede til sammen skulle betragtes som bevis for eller imod nogle kristen troslære. Inden vi godkender nogen lære eller nogen forskrift skulle vi kræve et tydeligt: ”Så siger Herren.””

The Great Controversy, side 599:
”Bibelens sprog skal tolkes i overensstemmelse med dens åbenbare betydning, om det ikke er et symbol eller et billede som anvendes. ... Hvis mennesker blot ville tage imod Bibelen præcis så som den er skrevet, ... ville et værk udføres... som skulle føre tusindvis og atter tusindvis ind i Kristi hjord som nu lever i vildfarelse.”

Jeg mener, at det jeg har formidlet fra Guds Ord, er entydigt. Vi har læst det, sådan som det står skrevet. Vi må stoppe med, at forsøge at få Bibelen at sige det, vi vil at den skal sige, for at retfærdiggøre vore tilvalgte livsførelse, eller for at det er, hvad vi tror eller for at være politisk korrekte. Vi behøver et tydeligt ”Så siger Herren”!

Følgende er en del reaktioner, som gives, når spørgsmålet om kvinders rolle i menigheden tages op:

* ”Jeg har aldrig rigtigt studeret sagen, men jeg tror...
* Den og den sagde at...
* Kvindelig ordination og lederskab inden for menigheden er en spørgsmål om retfærdighed og ligestilling. Det går ikke at sige at 2000-ernes kvinder, at de ikke må være pastorer eller ældste...”

Næste tekst kommer faktisk fra ordføreren for en af vore konferenser:

* ”Toget er allerede i fuldfart... vi kan ikke stoppe det nu!”

Jaså? Vi kan ikke stoppe det nu?

Uddannelse, side 57:
”Det som behøves mest i verden i dag er mennesker som ikke lader sig købe eller sælge, som inderst inde er ærlige og oprigtige, som ikke er bange for at kalde synden ved dens rette navn, mennesker hvis samvittighed peger lige fast mod deres pligt som kompasnålen mod nord, mennesker som holder fast ved det rigtige endog om himlen falder sammen.”

Ikke lader dette her som noget vi ”ikke kan stoppe nu”?

Der er så meget andet, som kunne være taget op. Jeg slutter af med dette:

Mange kvinder er vældig gæstfrie, de viser nåde og barmhjertighed, de underviser, evangeliserer og bistår/tjener. Til stor del beror den egne lokale menigheds tjenester på kvinder. Gud har bestemt, at kun mænd skal beklæde positioner med ret, til at undervise i menigheden. Dette beror ikke på, at mænd er bedre lærere eller at kvinder er underdanige eller mindre intelligente (hvilket naturligvis ikke er tilfældet). Nej, så her forordnede helt enkelt Gud, at sådan skulle kirken fungere. Mænd skal gå foran med godt eksempel som åndelige ledere – med sine liv og gennem sine ord. Kvinder skal indtage en mindre autoritativ rolle. Kvinder opmuntres til, at undervise andre kvinder, sådan som det står skrevet i

Titus brev 2,3-5:
”Ældre kvinder skal på samme måde optræde som det tilkommer de hellige. De skal ikke sprede rygter eller drikke vin. De skal være lærere i det som er godt, 4. så at de formaner de unge kvinder at elske mænd og børn, 5. at leve anstændigt og rent, at være huslige og gode og underordne sig sine mænd, så at Guds ord ikke lades hånt.”

Bibelen forbyder heller ikke kvinder, at undervise børn eller andre kvinder. Den eneste aktivitet, som ikke tillades for kvinder, er at undervise eller egentlig bestemme over mænd. Det indebær, at kvinder ikke skal tjene som pastorer over mænd. Dermed ikke sagt, at kvinder er mindre vigtige, slet ikke, uden at de tildeles en tjeneste i linje med Guds hensigt og hans gaver til dem.

Matteusevangeliet 28,19-20:
”Gå derfor ud og gør alle folk til disciple! Døb dem i Faderens og Sønnens og den Hellige Ånds navn 20. og lærer dem at holde alt hvad jeg har befalet jer. Og se, jeg er med er alle dage indtil verdens ende.’”

Denne opgave der er givet både mænd og kvinder. Sagen er dog den, at Gud har forklaret for os, at måden, som mænd og kvinder skal udføre den Stora Opgave på, adskiller sig mellem kønnene. Metoden er ikke bedre, eller værre, end ellers.

Som jeg altid siger: Læs selv! Slå op i Bibelen, studere Profetiens Ånd. Hvis Du finder noget andet, end hvad jeg har delt med mig her, så lad mig venligt få det at vide. Hvis denne information er ny for dig, bed Gud om vejledning ind til i hele sandheden. Og frygt ej, at trodse systemet, hvis systemet ikke følger Bibelen. Som sagt, stå frem for sandheden. Hold Dig ikke til, hvad andre siger, eller hvad samfundet mener. Det er en stor velsignelse, at adlyde Guds orden og ordrer.

Lad os sætte punktum med dette sidste vers:

Galaterbrevet 3,26-29:
”Alle er I Guds børn gennem troen på Kristus Jesus. 27. Alle I som er blevet døbte til Kristus er blevet iklædte Kristus. 28. Her er det ikke jøde eller græker, slave eller fri, mand og kvinde. Alle er I ét i Kristus Jesus. 29. Om I nu tilhører ham er I Abrahams afkom, arvinger ifølge løftet.”

Gud elsker os, uanset om vi er mænd eller kvinder. Vi er samtidig Hans børn, ifølge løftet. Vi er alle åndeligt sidestillede i Hans øjne, ifølge dette vers. Måtte Herren velsigne enhver af Jer, idet I opfylder Missionsbefalingen ifølge Hans vilje. Og min opfordring til Jer er dette: Gør jer klart, hvad Herren har af opgave til Jer inden for Jeres kreds. Jeg opfordrer Jer til, at leve efter Hans vilje og Hans Ord. Måtte Herren finde os som værende trofaste.

Herren velsigne Jer og bevare Jer, og lade Sit ansigt skinne over jer.